Anmeldelse af Og sådan blev det af Maren Uthaug

Jeg må ærligt indrømme at jeg blev skuffet over Og Sådan blev det. Jeg mødte Maren Uthaug på LittTalk på Vallekilde sidste år, og jeg kunne rigtig godt lide hende! Hun er en karismatisk og vidunderlig person. Alle og enhver som har læst Politikens stribe eller været inde på hendes blog, ved også at hun har en fantastisk humor, som gjorde at jeg grinte fra start til slut under hendes foredrag for godt et år siden. Så da denne bog blev givet væk i forbindelse med Danmark Læser-projektet sidste år, var jeg oprigtigt skuffet da jeg ikke fik erhvervet mig et eksemplar. Jeg blev dog reddet af min faster som gav mig hendes gratis eksemplar og sendte den med mig hjem, efter jeg havde været til hendes fødselsdag i sommerferien sidste år. Og det er så omtrent så længe det har taget mig at læse den færdig…

2016-01-31 12.10.22-2

Det er ikke fordi bogen ikke var underholdene, men den manglede bare noget dybde og genkendelighed for mit vedkommende. Til sit foredrag fortalte Maren hvordan denne bog indeholdt selvbiografiske oplevelser, da hun ligesom hovedpersonen er barn af en Nordmand og en Samer (et uddøende folk i det nordligste af Norge) og er opvokset i Danmark. Hovedpersonen Risten (senere Kirsten, da det ”lyder mere dansk”) har netop denne selv samme forældrekombination og flytter i en tidlig alder til Danmark med sin far og hans nye kæreste. Historien havde indtil dette punkt været temmelig forunderlig, skæv og spændende og jeg havde ingen problemer med at se mig selv læse videre, men så kom Grethe…og Grethe er muligvis én af de mest provokerende karakterer jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med i mit korte læse-liv. Hun forsøger meget ihærdigt på at hjælpe andre, men kombineret med hvor dum hun er, så ender hun altid med at gøre alting 1000 gange værre end det var før hun forsøgte at ”forbedre” situationen. Hun er en vaskeægte idiot fra Molbo historierne. Hun fatter ikke at hendes handlinger til tider har fatale konsekvenser. Det mest slående eksempel er da hun vil have et hundeopdræt med Cocker Spaniels og hundene i sidste ende bliver fjernet fra hende fordi hun overfodrer dem i ost og mindst én af de stakkels kræ dør. Jeg er selv vokset op i et hundeopdræt og regel nummer 1 var at menneskemad ikke har noget at gøre i maven på en hund. Vi er forskellige væsner som skal bruge forskellige ting og du skader mere end du gavner når du giver dem noget deres krop ikke kan nedbryde – for eksempel chokolade: i de rigtige mængder er det godt for mennesker og dødeligt for hunde.

Jeg ville gerne skrive ”men hvis vi så ser bort fra den tomhjernede Grethe” og så sige noget godt om bogen, men det kan jeg bare ikke. For da hun først dukker op i historien, forsvinder hun ikke igen og hun fylder simpelthen for meget efter min mening. Risten bliver stille og roligt en følelsesløs robot i hendes nærværd der kvæler hende med alt andet end hendes bare næver. Det var direkte pinefuldt at læse den færdig, for Grethe viser sig jo hurtigt ikke at være den eneste der svigter Risten, og da bogen sluttede havde jeg så ondt af hende, men på en aldeles frastødende måde at jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle gøre med mig selv.

Jeg har valgt at give denne bog 2 stjerner fordi jeg faktisk nød den i starten. Men ligesom Grethe kvalte Risten med hendes følelser, kvalte hun også mig som læser. Hvilket er derfor det tog mig cirka 6 måneder at læse den færdig.

Anmeldelse af Greven af Monte Cristo (1844) af Alexander Dumas

2016-01-26 14.20.39-2

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive den bog. Den er stærk, frygtindgydende og smuk på én og samme tid. Jeg har altid elsket filmen med Jim Caviezel fra 2002 – men den er håbløst simplificeret i forhold til bogen! De to historier har dårligt nok noget med hinanden at gøre, ud over navnene og det faktum at det drejer sig om hævn. Og åh, sikke en hævn. Bittersød, grusom og altødelæggende.

Edmund Dantes er en velsignet mand. Han er elsket af sin far, elsket af sin besætning (han er næstkommanderende på et handelsskib) og elsket af sin unge forlovede Mercedes. Da han bliver udnævnt til kaptajn og endelig har råd til at gifte sig, virker hans lykke gjort. Men den slags lykke kan man ikke undgå at blive misundt, og slet ikke på en tid hvor få er så heldige at være i besiddelse af blot én af de tre. 4 mænd går bag om ryggen på Dantes, fordi de er smålige, misundelige eller grådige, og deres handlinger får tilsammen spærret Dantes inde i et fængsel hvor han i 14 år er gemt væk fra omverdenen, for en forbrydelse han ikke har begået. Det var disse 4 mænd der begik en forbrydelse ved at spærre ham inde. Da denne sandhed går op for Dantes sværger han en grufuld hævn, og det er hans drivkraft for at slippe ud af fængslet. I sin tid i fængslet møder Dantes en gammel, spansk præst, som i et forsøg på at grave sig ud, har gravet sig ind til ham, og de nyder godt af hinandens selskab. Præsten lærer Dantes alt han ved, og på sit dødsleje fortæller præsten Dantes hvor han kan finde en umådelig skat, når det lykkedes ham at slippe ud. På øen, ved navn Monte Cristo. Det er her hvor romanen for alvor begynder, hvor Edmund Dantes slipper ud og bliver Greven af Monte Cristo.

Han vender tilbage til Frankrig efter at have været væk i næsten 25 år, for efter han slap ud af fængslet har han rejst jorden tynd for alle der kunne tænkes at have et udeforstående med de samme 4 mænd som han. Én dårlig handling arver andre, så at sige, for disse mænd har ikke ligget på den lade side hvad angår skidt opførsel, og Dantes vender tilbage til Frankrig med et hel arsenal af hemmeligheder som han med en utrolig tålmodighed, venter på at slippe løs til øjeblikket er helt rigtigt.

Det var direkte skræmmende at læse hvordan han kom til Paris og indyndede sig hos familierne til de mænd han ønskede at tage hævn over og gjorde sig noget nær uundværlig i deres liv. Hvordan han plantede idéer i hovedet på dem som deres små griske hjerner sugede til sig og førte ud i livet til en perfektion der blev deres egen undergang. Hele bogen er et spindelvæv af grusomme handlinger og bag dem står Edmund Dantes, som tror han er på en mission af gud for at straffe disse mænd. Men moralen i denne historie er uden tvivl at hævn aldrig er den rette løsning, uanset forbrydelsen. For som hans plan udfolder sig går mere og mere galt, og flere og flere dør for en forbrydelse de slet ikke kender til. De sidste cirka 200 sider sad jeg med en ængstelig angst og knugede en pude til mit bryst, fordi alting gik som det skulle men 30 gange værre end tiltænkt, og jeg kunne næsten ikke holde alt den elendighed ud.

Som jeg sagde er jeg en stor fan af filmen. Det er jeg stadig, men den er slet ikke den samme for mig mere. Edmund Dantes fik sin hævn, men prisen blev lang større end han havde drømt om. Langt værre end han havde frygtet og han stiller til sidst spørgsmålstegn ved om han i sandhed har retten til at kræve så grusom en hævn over nogen.

Denne bog var så velskrevet og plottet var en smuk symbiose af grusomhed og elegance, så jeg kunne ikke andet end at give den 5 stjerner og bekende at jeg godt kan se hvorfor denne bog er en klassiker.

PS. Hvis du ikke har set filmen, så gør dig selv en tjeneste og se den

PPS. Hvis du ikke har læst bogen, burde du virkelig overveje det. Den er en mundfuld, men den er det værd. – Men lad være at sammenlign filmen med bogen. Det er spild af tid.