Read-a-thon #1

To gange om året løber det globale event Dewey’s read-a-thon af staben verden over, og jeg har nu overstået min fjerde gang! Read-a-thon er et 24 timers læsemaraton, og ud over at være en effektiv måde at krydse bøger af sin to-read-liste, er det også en prøvelse i udholdenhed og fokus. Hvilket jeg så sandelig manglede i denne omgang!

Jeg havde sat mig for at læse Lene Kaaberbøls trilogi om Katriona Teresadatter. Når man skal læse i så mange timer er det en god idé med noget der har gang i den og er forholdsvist let læst. Sidste gang (som var i oktober) læste jeg Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren og Den Uendelige Historie af Michael Ende. Jeg er en ret stor fan af Lene Kaaberbøl og jeg tænkte at det derfor skulle blive en smal sag at komme igennem disse dejlige bøger.

2016-04-24 16.13.22

Men jeg skuffede mig selv lidt denne gang. Read-a-thon starter klokken 14 i Danmark, og jeg holdte det traditionen tro sammen med min veninde Lisbeth fra Moonlit Madness – vi har siddet på hendes sofa under en dobbeltdyne alle 4 gange vi har deltaget indtil videre. Klokken 20 var jeg således færdig med min første bog Sølvhesten, og gik straks efter videre til bog 2 ved navn Hermelinen. Men det var som om det var langt hårdere at komme i gang, end med den første bog. Klokken 23 havde jeg læst 45 sider og måtte simpelthen gå en tur for at få lidt af rastløsheden ud af kroppen. Men lige meget hjalp det. Klokken 2.30 faldt jeg alligevel i søvn, godt 90 sider inde i bogen.

Desværre kan man ikke altid planlægge sig helt uden om hverdagen selvom man prøver. Jeg synger i Dalums Kantori og i dag skulle alle møde op til 2 konfirmationer. Hvilket jo bare var dødirriterende for det betød jeg var fanget i kirken fra 9-13 og mistede dermed 4 timer. Men jeg gjorde mit bedste for at stikke næsen i min bog ved hver eneste lejlighed og i den efterfølgende time, så da klokken blev 14 var jeg altså 175 sider inde i Hermelinen.

Jeg må blankt indrømme at jeg havde håbet jeg var nået til bog 3, Isfuglen, inden døgnet løb ud, men fokusset var ikke med mig denne gang, og søvn og kirke optog også en del tid. Det er selvfølgelig ikke nogen konkurrence og det er trods alt begrænset hvor meget ens krop vil samarbejde når man tvinger den til at sidde stille så længe. Det hele går ud på at have en dag med masser af læselyst og lækker afslapning.

Det lyder måske ikke lige umiddelbart sådan, men jeg syntes virkelig at read-a-thon er fremragende. Specielt hvis man kan finde nogen at læse sammen med (men det er jo op til den enkelte hvad de føler for) og har forberedt snacks, mad og spandevis af te og kaffe og en god stabel bøger. Jeg var denne gang også medlem af en gruppe på Facebook hvor folk fra hele verden delte billeder af deres bøger, læsesteder og fremskridt. Det var simpelthen så hyggeligt at være en del af. Den hårdeste del af det er at være oplagt og sidde stille på samme tid i 24 timer.

Næste read-a-thon er til oktober, og jeg håber nogle af jer har lyst til at være med til at hylde læsning og nyde nogle vidunderlige bøger til den tid!

Og nu vil jeg tage mig en lille lur før jeg læser videre i Hermelinen, for fy for den lede hvor kan de mærkes jeg kun har fået 5-6 timers søvn lige nu.

Anmeldelse The Rest of Us Just Live Here af Patrick Ness

Lad mig sige det som det er, en god del af den her bog havde jeg lidt ondt af den. Mest af alt fordi jeg forstod meningen med den, men personligt syntes det var lidt klodset udført. Der skete simpelthen for meget uden at der skete noget… Men jeg blev glædelig overrasket og Patrick Ness ramte plet lige i mine feels endnu gang! (Jeg læste Monster tidligere på året og det var en tårevæddet begivenhed – jeg tror ikke jeg har grædt så meget over en bog siden The Fault in Our Stars!). Dog først hen imod slutningen.

Bogen handler om Mikey er en helt almindelig dreng i en alt andet end almindelig verden. Dette er et univers hvor der både eksisterer vampyrer, sjælespisende ånder, børn med fantastiske kræfter og meget andet. Og i den slags verden er det virkelig svært at være normal og have normale problemer – så som at være forelsket i sin veninde og have lyst til at invitere hende til skolens afslutningsbal inden skolen bliver sprunget i luften igen, eller have en politisk engageret mor uden situationsfornemmelse, eller at have en søster som stadig har mén efter en spiseforstyrrelse og være evigt bekymret for hende, eller have en alkoholiseret far. Det her er måske nok en sær vinkel til et univers med overnaturlige væsner, men jeg forstår 100% hvad Ness forsøger på. Jeg har selv i årevis arbejdet på idéen om at skrive en historie hvor bogens hovedperson er bedsteven til ham som i de fleste øjne nok burde være den ”egentlige” hovedperson. Det hele handler om perspektiv og det er netop dette Ness udfordrer i denne roman. Jeg tror det Ness forsøger er at sige er, at selvom du lever blandt ekstraordinære mennesker så er det okay at have sine egne problemer, så som angst og en anorektisk søster og en alkoholisk far osv., og at du også er noget for dig selv uden at have reddet verden. At du er lige så meget værd selvom du ikke ved første øjekast er den som gør den helt store forskel. Hvilket er det smukkeste og mest fantastiske budskab man kan drømme om!

The rest of us

Men ikke desto mindre blev historien lidt kluntet nogen steder. For eksempel er navnene på kapitlerne faktisk en hel heltedåd af en historie i sig selv om en pige ved navn Satchel og hendes forsøg på at redde verden. Det tog mig pinligt lang tid at forstå at den historie foregik parallelt med den historie som vi fik i kapitlerne, og at de to faktisk mødes indimellem. Kapitelhistorien var tydeligvis til for at vi som læsere kunne følge slagets gang i den del af historien som vi kun får små glimt af og det havde nok virket bedre hvis den ikke var så elendig… Fyldt med klichér og der skete mange underlige ting. Selvfølgelig kan man argumenterer for at kapitelhistorien dermed stod i skærende kontrast til resten af historien, men det var altså bare lidt underligt. Men hele universet virkede bare temmelig forvirret; der har været en vampyr epidemi og en med sjælespisende ånder og hvad ved jeg. Faktisk forestiller jeg mig at det må være sådan her det føles for almindelige mennesker at bo i Marvel-universet! Men det tog bare lidt for meget fokus at huske på hvem der var barnebarn af en gud og hvem der kun kunne kontaktes efter mørkets frembrud.

Lidt over halvvejs begyndte jeg dog at nyde bogen ret meget. Før der havde jeg tænkt at give den 3 eller 4 og efter jeg kom over halvvejs var jeg oppe på 4 eller 5! Hovedpersonen Mickey er på et tidspunkt ved psykolog og store dele af den samtale er skræmmende tæt på ting jeg selv har sagt til min psykolog, så der sad jeg i særdeleshed med en klump i halsen. Men det der virkelig fik mig til at gispe og tude til sidst var da bogens budskab virkelig kom frem som jeg skrev tidligere. Bare fordi dine problemer måske ikke er jorden-går-under vigtige, så kan du ikke ændre på dine følelser og du er vigtig. Selv i alt din trivielhed.

Det her er anden gang jeg stifter bekendtskab med Patrick Ness og jeg elsker simpelthen den måde hvorpå han holder meningen med bogen skjult indtil et sidste øjeblik i dem begge. Ved begge bøger sad jeg bagefter med en blandet følelse af at det ikke kunne være endt anerledes men du gode gud hvor så jeg den ikke komme! Det her er en bog tiltænkt til unge, men jeg tror mange ville nyde at læse den hvis de besluttede at give den en chance. Og jeg vil i den grad anbefale den!

Jeg har valgt at give bogen 4/5 stjerner fordi den til tider fik munden lidt for fuld og nogen steder var lidt for sær. Men ud over disse små ting så elskede jeg den! Så fat jeres lomtørklæder og drag på eventyr, til en verden med vampyrer og guder, som du dårligt nok møder fordi den egentlige historie nu engang ligger blandt de almindelige mennesker. Og det ikke nær så kedeligt som det lyder!

PS. Jeg har læst den på Mofibo så billedet er et standard, kedeligt billede fra Google og jeg undskylder mange gange. Var min pengepung og jeg ikke allerede uvenner så havde jeg købt den på stedet for at kunne have den på mine hylder! Suk.