Anmeldelse: The Final Empire, Mistborn #1 af Brandon Sanderson

The Final Empire handler om skaa pigen Vin som lever i undergrunden med en skaa bande, hvor hun forsøger at holde sig i live, og så vidt muligt, ude af syne. Skaa er slaver i The Final Empire og bliver voldsomt undertrykket af The Lord Ruler og hans adelige. Skaa regnes ikke for at være andet end slam og fodres dårligt og lever alt i alt horribelt. I 1000 år har The Lord Ruler reageret over riget, for han er en udødelig gud og har overlevet halshugninger, at blive brændt, at blive skindet levende… Kort sagt alt. Men en dag kommer Kelsier, og tilbyder Vin at blive en del af hans gruppe der vil styrte The Lord Ruler fra magten og befri skaa folket fra deres rædsomme levevilkår. Kelsier er Mistborn, altså han kan udnytte metaller til at få overnaturlige kræfter, og han har hørt at Vin også er Mistborn og han vil gerne træne hende. Hun siger ja, ikke fordi hun tror på deres forehavende, for tanken om Riget uden The Lord Ruler er for ufattelig, men fordi hun gerne vil være stærkere og kunne klare sig selv. Helt uvidende om det har hun dog lige sagt ja til venskaber, loyalitet og sider af sig selv som hun aldrig havde turdet drømme om i slummen.

2016-07-09 19.05.52-2

Uha hvor jeg altså elsker fantasy ❤ Jeg bliver en helt giddy lille pige når jeg møder en serie som den her! Da jeg startede på engelskstudiet, helt ung og naiv vidste jeg endnu ikke hvem Brandon Sanderson var, men jeg husker stadig hvordan en mandlig medstuderende sagde ”hvis jeg kunne gifte mig med den mands hjerne…” hvilket forekom mig ret morsomt dengang, men nu forstår jeg til fulde hans udtalelse og ih du milde nogle verdner! Jeg har læst alt hvad der er at læse i Stormlight Archive serien (små 2400 sider cirka fordelt på 2 bøger indtil videre) og venter utålmodigt på mere, så nu har jeg i mellemtiden kastet mig over denne 7 binds serie (en trilogi og en quatet som foregår i fremtiden fra den oprindelige serie, men i samme univers) og YAY!

Åh hvis man er en lige så stor freak som mig der elsker episk fantasy som Ringenes Herre for dets gennemførthed (selvopfundet ord) og små quirks så er det her lige sagen! Men gennemførte fantasy verdener kræver altså mange og store bøger… Jeg ved godt det kan virke demotiverende at kigge på en serie på over 500 sider pr bog, jeg har selv været der, men hvor er det bare det hele værd når man først kommer i gang! I lang tid føler man ikke at man kommer nogle vegne og går handlingen ikke lige langsomt nok? Og så sker det at du bliver grebet og pludselig er bogen slet ikke lang nok. Der er jo heller ingen der siger du skal læse den færdig på en uge, man kan jo sagtens gemme lidt på den. Jeg ved godt at jeg lyder som en cheesy telefonsælger der forsøger at sælge dig noget du egentlig ikke føler du har brug for, men helt ærligt så føler jeg at alt for få giver episk fantasy en chance på grund af størrelsen på bøgerne, og jeg synes det er synd.

Brandon Sanderson skriver ikke bare gennemførte værker, han skriver også vidunderlige karakterer! Jeg må indrømme at jeg elsker hans kvindelige karakterer. De har ben i næsen, deres egen dagsorden og selvom de går op i at deres tøj og at deres hår sidder pænt kan de sparke røv (ligesom Buffy woop woop). Og det gælder for begge serierne! Jeg er også blevet enormt vild med en karakter fra denne serie kaldet Sazed, for jeg tror simpelthen ikke du kan bringe den mand ud af fatning. Kelsier er et storsmilende legebarn som vrikker med øjenbrynene hver gang nogen kalder ham sindssyg – for det sker ofte. Ham er filosofisk (meget passende navn, inspireret af en hr. Beckett måske?) og en fantastisk soldat. Marsh er en alvorlig mand, men han har dybe ar på sjælen der har gjort ham til den han er, hvilket vil sige en brooding badass. Jeg kunne blive ved, men jeg vil ikke kede jer alt for meget så her var lige mine favoritter.

Min eneste kritik af denne serie er at den indtil videre ikke er lige så gennemført som Stormlight Archive serien, men nu har jeg også læst 1800 sider mindre Mistborn end Stormlight Archive så det er muligvis for tidligt at dømme den alt for hårdt. Jeg kan kun sige at hvis jeg ikke sad med reeksamen så var jeg allerede i gang med bind 2 og den står bare på min reol og lokker mig! I næste uge får den ikke et ben til jorden, jeg siger det bare.

The Final Empire får 5/5 stjerner af fantasy fanatikeren, men det kommer vel ikke helt som nogen overraskelse? Jeg håber I vil give den en chance for her drager du i sandhed på et eventyr.

Anmeldelse: The Sky is Everywhere af Jandy Nelson

Bogen handler om Lennie som vi møder lige efter at hendes storesøster er faldet død om af en hjertefejl. Bailey var 19 år da hun døde og kæreste med Toby. Søstrene boede hos deres mormor sammen med deres onkel og storesøsterens død rammer derfor hårdt i den lille familie. Dette er en bog om at takle sorg og de følelser som der gennemsyrer Lennies liv efter hendes søsters død. Mere kan jeg desværre ikke rigtig sige om handlingen uden at afslører for meget, føler jeg, men her er lige et citat;

“My sister will die over and over again for the rest of my life. Grief is forever. It doesn’t go away; it becomes a part of you, step for step, breath for breath. I will never stop grieving Bailey because I will never stop loving her. That’s just how it is. Grief and love are conjoined, you don’t get one without the other. All I can do is love her, and love the world, emulate her by living with daring and spirit and joy.”

2016-08-17 17.21.54

Jeg er meget splittet over den her bog, må jeg indrømme. På den ene side har jeg sjældent haft så mange tårer i øjnene, så mange gange i løbet af en bog og på den anden side kan jeg mærke at mig og YA litteratur er ved at vokse lidt fra hinanden. Denne følelse kommer blandt andet af at jeg flere gange tog mig selv i et vende øjne af de naive kærlighedserklæringer som for 17-årige i mine øjne simpelthen er for dumme. Når jeg læser befinder jeg mig i en parallel virkelighed hvor jeg ser handlingen for mig som en film, men nogle af udtalelserne omkring kærlighed er så blåøjede at det brutalt henter mig tilbage til virkeligheden og jeg misfornøjet befinder mig tilbage på mit værelse. Det er selvfølgelig også et spørgsmål om at anerkende hvilken genre det er man læser og det er her jeg kan mærke at jeg måske burde skære lidt ned på chick-lit YA. Men bogen skal helt klart have det til gode at hvis man lide kærlighedsbøger i kombination med dybe og uudgrundelige emner så er den en sikker vinder! Jeg græd så meget til den her bog…

Det her er mit andet møde med Jandy Nelson efter at jeg læste I’ll give you the Sun sammen med min læseklub, men jeg vil sige at jeg faktisk bedre kunne lide denne her, selvom jeg har givet dem det samme antal stjerner på goodreads. Bøgerne har det tilfældes at de begge handler om forholdet mellem søskende og sorg. I I’ll give you the Sun dør tvillingeparret Noah og Judes mor i en forfærdelig ulykke og den er fortalt skiftevis imellem deres synspunkter, Noahs perspektiv før moderens død og efter  hendes død i søsteren Judes. Det er en virkelig god måde at fortælle det på men der var elementer i den som gjorde mig frustrerede til trods for at den også var virkelig god (for eksempel dens forudsigelighed). Igen mig og teenage litteratur skal nok til at holde en pause…en sidste ting som begge bøgerne også ligger vægt på er kunst i alle afskygninger, hvilket jeg fandt virkelig inspirerende. Karaktererne i begge bøger udtrykker sig enten igennem musik eller malerier eller skulpturer. Jeg elsker det!

Jeg tror ikke på at man kan blive for gammel til nogle genrer, jeg elsker børne- og ungdomsbøger alt for højt, specielt fantasy. Men jeg tror at det handler om ens state-of-mind når man læser det og om man kan relaterer til det på et givent tidspunkt. Jeg tror ikke jeg kan relaterer til chick-lit YA lige nu fordi befinder mig på et tidspunkt i mit liv som er temmelig stabilt i forhold til at jeg er i fastforhold og går i skole. Chick-lit YA har mange kraftige følelser i spil (som oftest i forhold til kærlighed) og min hverdag indeholder stærke følelser på nogle andre punkter lige nu (angst, uddannelse etc.). Derfor tror jeg ikke at jeg er så begejstret for denne bog som jeg måske kunne have været, hvis jeg havde læst den tidligere i mit liv.

Hvad jeg dog er nødt til at sige om Jandy Nelson er at hun skriver såååååå smukt! Hendes beskrivelser og hendes sammenligner er uovertrufne. Hendes beskrivelser af sorg og fænomenale og så meget sorg har jeg endnu ikke oplevet i mit liv, men det er så hjerteskærende og rammende at jeg alligevel sidder med tårer i øjnene igennem størstedelen af det. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om folk der faktisk har oplevet denne type sorg er enige, men jeg syntes at Nelson formår at gøre sorg poetisk i alle dens afskygninger. Og dette gør sig gældende i begge hendes bøger. På baggrund af dette har jeg valgt at give bogen 4 ud af 5 stjerner, for man skal huske at anerkende hvilken genre det er man læser og den er så gudesmukt skrevet!