Brandts udstilling- Disney: Kunsten at Fortælle

Væggene dufter endnu af maling på Brandts nye udstilling om ”Disney: Kunsten at Fortælle” som havde åbningsceremoni her til aften. Det var gratis at deltage og der var planlagt lidt forskelligt i løbet af aftenen, så selvfølgelig skulle jeg, en fattig forfatter med! For det virker jo kun oplagt når jeg sidder og forsøger at skrive en bog, at se til dem som er blandt mine største idoler når det kommer til at formidle en historie på en gribende måde, nemlig Disney Studios.

For åh hvor har jeg altid elsket deres film. Og Disney sjov om fredagen! Jeg husker kun alt for godt hvordan min bror og jeg har siddet foran filmskabet i mit barndomshjem og diskuteret hvilken Disney film på VHS vi skulle se. Så mange herlige minder forbinder jeg med deres tegnefilm og jeg er dem dybt taknemlig ❤ Deres historier er så talrige og fantastiske og der er efterhånden én til ethvert humør man måtte befinde sig i.

Jeg må indrømme at jeg syntes udstillingen var overraskende lille når man tænker på hvor stor organisationen er på verdensplan. Det drejede sig ”kun” om én etage hvor der var en biograf der spillede Disney film (der var Frost da jeg var forbi og jeg fik lige set den ikoniske scene med ”Lad det ske” inden jeg gik videre. Yay!), og resten var billeder hvor hvert område var delt ind i følgende kategorier; myter, legender, skrøner, fabler og eventyr. Til hver udstilling havde de udvalgt nogle forskellige Disney film som faldt under den pågældende kategori og fremviste nogle af de tidlige versioner, baggrundsbilleder og skitser fra den proces det er at lave en Disney film. Det var umådelig hyggeligt og jeg nød at gå rundt og se på billederne. Men havde jeg vidst at der kun var den ene etage, havde jeg taget mig meget bedre tid til at kigge på alle billederne. Men jeg fik da set en udstilling på 2. etage om Skæg, og snakket formaldehyd på tapet med en pensionist på ”mediemuseet” på 3. etage, som jeg da ikke ville have været foruden.

2016-09-29-20-38-29

På stueetagen var der også en fin lille workshop hvor man kunne sidde og tegne. Du skulle trække tre små stykker papir fra de tre hatte på bordet; en genstand, en karakter og et sted. Derefter skulle du udtænke en lille historie og tegne den på papiret. Jeg trak – et kamera, biller og i zoo. Så med Kafka i baghovedet tegnede jeg en lille historie om baby billen Bill der var i menneske zoo med sine bille forældre og hans mor fotograferede ham sammen med en lille menneske dreng. Min hjerne kan være et lidt creepy sted, men i det mindste tegner jeg ikke så godt som jeg har gjort, så det blev ikke videre kønt.

Jeg kunne dog ikke få mig selv til at forlade Brandts igen uden en kopi af den bog de sælger netop nu i forbindelse med udstillingen (man er vel bibliofil). Den indeholder en kopi af alle billederne som er udstillet og på min lille kollage har jeg valgt et billede Excalibur fra Sværdet i Stenen. Jeg elsker den legende, selvom det nu ikke er en af mine favorit Disney film. Sådan en tror jeg dog, jeg vil sætte mig til at se nu, for der var frygtelig mange billeder fra Herkules og den er på top 3 listen hos mig.

Udstillingen kører fra 30/9-2016 – 12/3-2017 så der er rig mulighed for alle der er interesserede til at nå forbi og se sig omkring.

Advertisements

Anmeldelse: Hamlet af William Shakespeare + Odense Teater

Shakespeares skuespil skal ses, ikke læses. For helt ærligt så bryder jeg mig ikke særlig meget om at læse skuespil. Jeg vil have beskrivelser af omgivelser, deres ansigtsudtryk, deres opførsel gennem en samtale. Skuespil er bare replikker og når jeg læser et ender det altid med at blive helt monotont inde i mit hoved. Jeg ved godt det ikke er sådan man skal læse skuespil, men uden udførlige instrukser kan jeg simpelthen ikke se karaktererne for mig. Nok har jeg en god forestillingsevne men jeg foretrækker nu stadig den pædagogiske fremgangsmåde der fortæller mig alt hvad jeg har behov for at vide (her mener jeg en helt almindelig roman).

Tilmed skal jeg være den første til at indrømme at Shakespeare og jeg ikke kommer så godt ud af det med hinanden. Jeg har altid vidst jeg var en elendig anglofil (hvem ellers har en bachelor i et sprog, uden nogensinde at have boet eller besøgt et land med det pågældende sprog…). Men når jeg taler med andre britisk-kultur nørder føler jeg ofte at Shakespeare spiller en større rolle for dem end for mig. Shakespeare har bare altid været en af de personer som jeg føler får mere kredit end han fortjener. Han var trods alt mere ligesom brødrene Grimm der samlede historier, end særdeles original. Han har bare fået æren for andres arbejde.

2016-09-23-12-19-49

Når det så er sagt vil jeg gerne vende tilbage til første linje i min anmeldelse, for jeg læste nemlig stykket i forbindelse med at min veninde inviterede mig i teateret og se Odense Teaters fortolkning af stykket iscenesat af Egill Pálsson. Min veninde Rikke Bergmann fik billetterne for at anmelde stykket for U-ambassadørerne på Facebook og jeg kan anbefale at læse hendes anmeldelse. Det var et virkelig godt stykke! Det var en moderne udgave hvor de gammeldags beklæder er skiftet ud med jakkesæt og til tider endda tilsat referencer til popkultur, som blev leveret genialt og underholdene. Hamlets vanvid var gribende, grænseoverridende og vanvittig morsomt på én og samme tid. I sit vanvid brød han den 4. væg og henvendte sig direkte til publikum, og vi blev en slags fortrolige i hans galskab, for de andre skuespillere bevægede sig stadig på scenen bag Hamlet, og kunne ikke ”se” os, men kun Hamlet der talte med sig selv.

Efter faderens mord hentes en stor dynge jord ind på scenen der symboliserer hans gravsted, og denne jorddynge spiller en lige så stor rolle som en hvilken som helst anden karakter i stykket, hvilket var et særdeles interessant virkemiddel i mine øjne. Hamlet blev spillet af Morten Brovn og han bærer virkelig hele stykket med hans voldsomt gode præstation og jeg forestiller mig han trænger til at varmt, langt bad efter hver forestilling (høhø).

2016-09-23-11-52-40

Jeg havde i første omgang valgt at give stykket 3 stjerner, men nu tror jeg at jeg er nødt til at give det 4. ikke fordi teaterstykket var en direkte adaption som overbeviste mig om at gøre det, men fordi jeg føler det at jeg nu kan visualisere det bedre vil gøre hele forskellen når jeg læser det en anden gang. Selvom jeg nok vil savne nogle af de ting som Odense Teaters Hamlet havde tilføjet til den originale historie. På mange måder syntes jeg virkelig det er bedre end Shakespeares eget stykke.

Jeg kunne ikke helt dy mig for at skrive en lille parodi… Det indeholder spoilers for Shakespeares Hamlet, og lidt for Odense Teaters, men alle bekendt med historien bliver ikke voldsomt overraskede over indholdet.

 

Shakespeares Hamlet på 100 ord (overdrivelse fremmer forståelsen, som man siger):

Spøgelse: ”MIN SØN, JEG ER BLEVET MYRDET.”
Hamlet: ”ÅH NEJ FAR, JEG HÆVNER DIG…hvis jeg altså tror på den klat der er min far hmmmmmm”
Ophelia: ”TAG MIG HAMLET”
Hamlet: ”Gå nu lige væk Ophelia, jeg har travlt. To be or not to be.”
Claudius: ”MUHAHAHA jeg slap godt fra at myrde min bror og ægte hans hustru. Jeg er nu konge af Danmark. FUCK, HAMLET HAR OPDAGET DET HELE.”
Hamlet: ”NED MED CLAUDIUS. Ej det var sgu da Polonius. Undskyld Ophelia!”
Ophelia: ”ÅH NEJ FAR.” *dies*
Hamlet: ”Det her er sgu lidt noget lort. Alas poor Yorric”
Laert: ”JEG UDFORDRER DIG TIL EN DUEL HAMLET”
ALLE DØR.

Anmeldelse: Den Faldne Djævel af Kenneth Bøgh Andersen

NU er historien slut. Tror jeg. Måske. Måske ikke? Det er hvert fald Kenneth Bøgh Andersens egne ord, men den har vi jo hørt før og han endte alligevel med at skrive 2 bøger mere til serien. Selv er jeg lidt splittet. Denne bog er en langt bedre afslutning end bog 4 var, fordi afklarer tingene meget bedre. Men jeg er også lidt vemodig over at sige farvel til dette univers…

Jeg absolut elsker det her univers! Det er simpelthen genialt og vanvittig underholdene at læse. Som kirkekorssanger har jeg lyttet til biblen og dens skrifttunge ord mangen en søndag, men dette er en helt ny vinkel og det er simpelthen for fedt. Selv det at forklare små bider til andre kan være sjovt fordi deres reaktioner på universet kan være underholende i sig selv. Mange vil kunne nikke genkendende til størstedelen af bogens hentydninger og bibelske intertekstualitet men hvis man er i tvivl nogen steder kan jeg anbefale at google det så man ikke misser meningen. Personligt kunne jeg ikke lige på stående fod huske historien om David og Goliat. Det har der dog ikke været så meget af i denne bog som i nogle af de andre, skal det lige siges.

”Og du…” Hun trådte hen til ham og strøg hans pandehår væk, blottede arrene i hans pande. ”Filip Engell. Eller som vi kalder dig her i familien…” Hun lænede sig frem og kyssede ham på kinden. ”Englen Filip”

2016-09-17-13-33-51

Når det er sagt så er det dog ikke et univers man skal gå alt for meget efter i sømmene, for så er der plothuller og ting som ikke helt giver mening. Men jeg er af den opfattelse at det ikke er Kenneth Bøgh Andersens skyld. Jeg tror det er fordi nogle ting simpelthen ikke kan hænge sammen rent metafysisk og stadig give mening i dette univers, men hvis man ikke går alt for meget op i den slags så er det en fed historie.

Det er også som om bogen er en lang aha-oplevelse for Filip og det kan godt blive lidt trættende i længden at han hele tiden opdager noget nyt, og konstant er i kapløb med tiden. For læser du det nok gange mister ordene lidt deres betydning. Han har også en vanvittig god evne til at huske ting lige netop som de er relevante, selvom de skete i sidste bog og jeg dårligt selv kan huske dem.

Jeg elsker dog karakteren Lucifer! Han har siden bog 1 været min favorit med hans frustrerede udtalelser, men selv han når et niveau af blind naivitet som godt kan gå mig lidt på nerverne. Selvfølgelig er det tiltænkt som en børnebog, men så blank ville fanden altså aldrig være.

”Du får ham jo næsten til at lyde omsorgsfuld, Filip.” Lucifer lo. ”Og dig selv til at lyde som en præst. Et erhverv, som man i øvrigt tænker, burde være en sikker adgangsbillet til haven, ikke sandt? Du ville blive forbløffet over, hvor mange der havner hos os i stedet.”

Men ak, det er en skøn bog ❤ Jeg har valgt at give den 4 stjerner ud af 5 på den baggrund at de små plothuller skinner lidt meget igennem her til sidst. Selvom jeg holder uendelig meget af universet og føler at dette var en langt bedre afslutning på historien, syntes jeg nu stadig at nogle af de andre bøger var bedre.

Anmeldelse: When Breath becomes Air af Paul Kalanithi

Kender I det der med at man føler man mangler lidt perspektiv på ens liv, og en bog genskaber balancen der var blevet lidt for tvær og sur? Allerede da jeg læste beskrivelsen til denne bog på Goodreads, vidste jeg at dette var sådan en slags bog. Og jeg må ærligt indrømme at jeg trængte til det efter hårde reeksamener! Til at få mit liv sat i et lidt mere positivt og optimistisk lys og til en rigtig gennemført tudetur! Og hold da helt op hvor var den her bog alle pengene værd ❤ Jeg græd allerede ved prologen… PROlogen før bogen overhovedet rigtigt er begyndt… Det har jeg godt nok aldrig været ude for før. Derudover knuselsker jeg bogens design der ligesom bogen er delt op i hans liv før og efter diagnosen:

2016-09-13-11-46-45

I vores tidsalder har vi vidst alle sammen haft kræft inde på livet i større eller mindre grad. Mit første møde var da min mors far blev erklæret terminal, men jeg var for ung til at forstå det, og havde heller ikke et særlig tæt forhold til ham. Værre var det da en af mine klassekammerater døde i en alder af blot 10 år og gjorde hele skolen opmærksom på vores egen dødelighed i en alt for ung alder. Bøger om kræft har det med at være hjerteskærende fortællinger netop fordi dette kan ske for enhver og alle kender nogen der har/har haft det. Denne bog gør så meget mere ondt fordi den ikke er fiktion men en døende mands sidste minde og det får ubarmhjertigheden til at fremstå så meget desto tydeligere. Specielt fordi han fik diagnosen et år før han blev færdiguddannet som neurolog – uddannelse dedikeret til at redde andre mennesker. Det er ironisk på den mest tragiske facon.

“One night on the sofa in my apartment, while studying the reams of wavy lines that make up EKGs, she puzzled over, then correctly identified, a fatal arrhythmia. All at once, it dawned on her and she began to cry: wherever this “practice EKG” had come from, the patient had not survived.”

Dette er et lidt langt citat, men det ramte noget I mig, netop fordi det var sådan jeg havde det mens jeg sad og læste bogen. Paul Kalanithi døde i marts sidste år og efter at have lært ham at kende, både på godt og på ondt, tog jeg oprigtigt del i sorgen over hans død. Den her bog er meget filosofisk omkring død og liv, og til trods for det hårde emne formår Kalanithi også at joke lidt med, som i dette citat fra hans første uge på hospitalet:

“What a call to make. In my life, had I ever made a decision harder than choosing between a French dip and a Reuben?”

Selvfølgelig skal man ikke se bort fra at dette er en selvbiografi og man behøver ikke æde det hele råt, men jeg føler stadig at det er en kraftfuld bog på sin egen måde, og med en kandidat i litteratur og færdiguddannet som neurolog i en alder af 37, kan Paul Kalanithi helt klart bære sin fortælling.

”I began to realize that coming in such close contact with my own mortality had changed both nothing and everything. Before my cancer was diagnosed, I knew that someday I would die, but I didn’t know when. After my diagnosis, I knew someday I would die, but I didn’t know when. But now I knew it acutely. The problem wasn’t really a scientific one. The fact of death is unsettling. Yet there is no other way to live.”

2016-09-01-19-51-01

Jeg havde simpelthen den skønneste oplevelse med at læse den her bog! Jeg har altid brugt offentlig transport som en meget offentlig mig-tid hvor jeg sidder fuldstændig opslugt og læser. På det sidste er det også nået et punkt hvor jeg går på gaden og læser imellem mine destinationer (oftest i forbindelse med til eller fra bussen). Mandag gik jeg fra bussen og hen til en veninde og jeg var næsten færdig med del 1 af bogen og han havde lige fået en forfærdelig nyhed om en af sine venner og jeg måtte lige have det sidste med af afsnittet inden jeg skulle til bogklubmøde om en anden bog. Imens jeg går der stopper der pludselig en kvinde ud for mig på sin cykel og hun kalder til mig og spørger hvad det dog er for en bog jeg læser siden jeg er nødt til at gå og læse på den måde. Jeg viser hende bogen og fortæller lidt om dens handling og hun siger ligeud til mig ”Du er simpelthen fantastisk”. Hun var så betaget af at jeg var så opslugt og hun ville frygtelig gerne læse den bog som kunne få en ung kvinde som mig til at gå langsomt gennem byen. Hun spurgte til titlen flere gange i håb om at hun kunne huske den når hun nåede hjem og jeg fortalte hende at bogen også snart fik sin debut på dansk. Inden afsked sagde hun til mig at hun gerne ville give mig en gave som tak for den hun lige havde modtaget og hun anbefalede mig at læse sonetter af Rainer Maria Rilke. Jeg er ikke den store ørn til digte, men efter sådan en dejlig oplevelse med et andet menneske er den selvfølgelig kommet på min læseliste!

Alt i alt en helt igennem fantastisk, følelsesladet læseoplevelse og det er ikke sidste gang jeg læser non-fiction som ellers hidtil ikke har været min genre. Jeg har valgt at give bogen 5 stjerner fordi jeg ikke kan slippe den med tankerne og til trods for dens sørgelige tema, er det også en smuk bog som fik mig til at smile og mindes den med en slags masochistisk glæde.

Til dem der hellere vil have bogen på dansk, kommer den til at hedde Før jeg forsvinder og udkommer ved Lindhart og Ringhof den 19. september.