Anmeldelse af Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten

Om blot 10 dages tid løber dette års Bog Forum af staben i Bellacenteret i København og jeg har for første gang fået købt mig en billet! Jeg glæder mig allerede som et lille barn over at skulle møde Patrick Ness og Jan Guillou, fordi jeg tudbrølende elsker deres bøger! Men der kommer jo også mange andre forfattere som fortjener både tid og kærlighed, og jeg har derfor udarbejdet en lidt ambitiøs læseliste som jeg så vidt muligt ønsker at kværne inden.

På denne liste var blandt andet Ravnenes Hvisken som er en debutroman af Malene Sølvsten. Jeg ejer den ikke selv endnu, men jeg fandt lydbogen på mofibo og tænkte why not. Lydbogen er næsten 21 timer lang (bogen er 700 sider), så jeg tænkte at den kunne jeg da stille og rolig snige mig igennem de kommende par uger… den første aften jeg tændte for den hørte jeg de første 10 kapitler i træk, hvilket svarer til 3-4 timer af lydbogen. Derefter sov jeg seks timer for så at vågne tidligt og høre de næste 2 timer inden jeg stod op. For nærmest hvert kapitel ender i en cliffhanger, og selvom jeg satte den på pause og forsøgte at sove, måtte jeg tilbage og starte den for at høre næste kapitel også. Jeg blev således færdig med den i løbet af et par dage.

Bogen handler om 17-årige Anne som er clairvoyant, og kan se folks fortid bare af at stå for tæt på dem. Hun har ikke ret meget kontrol over sine evner, og undgår bevidst andre menneskers selskab. Hun begynder i gymnasiet ved bogens begyndelse, i den lille flække hvor hendes forældre boede, indtil de forsvandt sporløst og efterlod hende til systemet og utallige plejefamilier. Hendes eneste ven er hendes kæmpe af en hund, der meget passende går under navnet Monster. Men alt dette ændrer sig på hendes første skoledag hvor hun møder Luna og Mathias, som af uforklarlige årsager ønsker at lære hende bedre at kende, til trods for hendes bedste forsøg på at undgå dem. Denne bog starter som enhver anden teenage sapstory om en pige der er sikker på hun er bedre tjent med at være i fred, men alligevel ender med at få venner. Men meget hurtigt ændrer alting sig, for Anne drømmer om en rødhåret pige som bliver myrdet og får ridset en rune ind i ryggen med en kniv. Samtidig begynder en morder at myrde unge rødhårede piger, og en af dem går sågar i Annes klasse. Det er svært at fortælle meget mere om bogens handling uden at afsløre for meget. Men I kan læse bagsideteksten på goodreads, hvis I ikke allerede har gjort det. Og ja, den der ildevarslende ”En vil hun forelske sig i. En vil blive hendes bedste ven. En vil redde hendes liv. Og en vil slå hende ihjel.” Bliver besvaret i første bog, så man ikke sidder på pinebænken frem til næste bog bliver udgivet næste år. Alt andet havde da været ondt.

2016-10-31-13-28-46

Det her er en af de der historier hvor alting sker påfaldende samtidigt. Hun har levet i 17 år uden at møde nogen som hende selv og pludselig vrimler hendes omgangskreds med sære væsner, mennesker med overnaturlige kræfter og alt muligt andet. Det er hele den der påfaldenhed der skærer lidt i mine ører. Jeg kunne heller ikke helt lade være med at fnyse lidt af at der åbenbart er smukke mænd overalt som alle med ét finder Anne vildt attraktiv. Selvom jeg nu sagtens kan sætte mig ind i hendes fascination af den smukke Varnar med den nordiske accent (min kæreste er Islænding, så jeg kender fænomenet).

Jeg syntes det er super fedt at man bliver taget med bukserne nede, når man læser bogens begyndelse med en god portion eye-rolls, fordi man tror man ved hvad der skal ske og det hele så bare går amok. Men måske der godt kunne have været lidt mere opbygning, eller hvert fald mere af det som var en del af hendes hverdag inden det går løs. Dog skal det siges at jeg syntes det er super fedt med mere dansk fantasy! Jeg elsker at det er ved at være en genre vi endelig tager lidt mere seriøs og skænker den opmærksomhed den fortjener. Som kommende danske fantasy forfatter støtter jeg heftigt op om dette!

Alt i alt en solid debutroman fra Malene Sølvsten og jeg glæder mig meget til at møde hende på Bog Forum og få købt en signeret kopi af bogen. Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner fordi den havde et godt flow, og en fed historie der til tider overvældede en smule. Jeg glæder mig virkelig til at se hvad der skal blive af Anne i den næste bog.

Advertisements

Read-a-thon #2

Årh der er altså ikke noget som at putte sig i sin egen seng med en varm kop kakao efter et read-a-thon. Det var min femte deltagelse (men det er kun anden gang jeg laver et blogoplæg, hence the title) og traditionen tro tilbragte jeg mit læsedøgn på min veninde Lisbeths sofa, selvom vi denne gang også havde to veninder med fra gymnasietiden. Det va’ ski’ hyg’li som man siger på fynsk ❤

Jeg må ærligt indrømme at det ikke har været mit mest motiverede read-a-thon til dato. Jeg havde været til en Halloween fest om fredag og kom derfor ind af døren i sidste øjeblik og med nogle rigtig grimme tømmermænd. Jeg hader alkohol.

Jeg havde overmodigt medbragt fire bøger i håb om at jeg kunne nå måske tre af dem. Det var svært at vælge imellem dem, men til sidst begyndte jeg på The Last Wish af Andrzej Sapkowski som min første bog. Efter 20 sider på en time bukkede jeg under og tog min første lur (fik jeg nævnt at jeg hader alkohol?) Suk.

2016-10-22-13-52-42

Efter jeg vågnede fik jeg endelig hanket lidt op i mig selv og læste videre. Hvis nogen kender de populære The Witcher spil, kan jeg afslører at dette er bog et i serien som spillene bygger på. Jeg er rimelig inkarneret fan af spillene og havde derfor høje forhåbninger om at bogen vil indgyde til lige så meget awesomeness, for bogen er bare oftest bedre. Kodeordet her er oftest for jeg blev grumt skuffet. Bogen var skrevet som en række individuelle noveller med nogle af de samme gennemgående karakterer. Hvert kapitel eller historie (som man vælger at se på det) lagde sig tæt op af et kendt eventyr med et gloomy twist. Af dem jeg genkendte var der Skønheden og Udyret, Aladdin og Snehvide. Det var som sådan okay, men det kom bare som lidt af en overraskelse for mig fordi jeg troede at det var et univers der ville minde meget mindre om vores eget og kombineret med at der var alt for meget snak endte jeg med at være temmelig skuffet over bogen.

“People,” Geralt turned his head, “like to invent monsters and monstrosities. Then they seem less monstrous themselves. When they get blind-drunk, cheat, steal, beat their wives, starve an old woman, when they kill a trapped fox with an axe or riddle the last existing unicorn with arrows, they like to think that the Bane entering cottages at daybreak is more monstrous than they are. They feel better then. They find it easier to live.” Side 167

Der var også mange små ting som ikke gav mening, og bogens egentlig plot blev aldrig gjort særlig klart, så det ved jeg slet ikke hvad var. Jeg regner dog stadig med at læse de andre bøger i serien og se om de ikke nok bliver bedre. Og ellers må jeg tage til takke med at nyde spillet der jo stadig er super fedt. Jeg endte altså med at give bogen 2 stjerner.

Den næste bog jeg gik i gang med var Lips Touch af Laini Taylor. Denne var faktisk en decideret novellesamling, men ulig The Last Wish var jeg bekendt med dette inden jeg begyndte på den. På et tidspunkt i nat lagde jeg også The Last Wish til side med en frustreret følelse og begyndte på Lips Touch for at få et afbræk. Jeg har nået at læse 60 % af bogen, hvilket er de første 2 noveller og et stykke ind i den tredje. Den første novelle var temmelig kort i forhold til de to andre i bogen, og ærlig talt en smule kedelig. Jeg fandt den forudsigelig og hovedpersonen var da simpelthen et tåbeligt pigebarn… Den næste fandt jeg meget mere sælsom og smuk, selvom jeg ikke helt forstår hvorfor hun har valgt at den skal foregå i vores verden (Indien for at være præcis) for nogle af de ting som man skal acceptere som en del af bogens virkelighed, fremstår lidt klodsede i en verden man faktisk kender. Dog nød jeg den og dens slutning meget mere. Og den var bestemt ikke forudsigelig! Den frøste novelle får derfor også 2 stjerner for tåbelige pigebørn og forudsigelighed, den anden for 4 stjerner for at være langt mere det jeg havde forventet, men ikke topkarakter på grund af det underlige worldbuild. Jeg mangler lige godt 100 sider af den sidste novelle, så den kan jeg ikke sige så meget om endnu.

Alt i alt var det altså ikke mit bedste read-a-thon. En ting er manglende motivation, men noget andet er når man regner med at læse en fantastisk bog der kan sluge ens opmærksomhed og man så pludselig skal tvinge den ned. Det er jeg lidt skuffet over må jeg sige (trælse witcher bog hmm). Men det var stadig skide hyggeligt med mine dejlige veninder og jeg har det som om jeg stadig har tømmermænd, så varm kakao og en lydbog er vidst lige sagen, så mine trætte øjne ikke skal pines mere i dag haha.

Anmeldelse af Kingkiller Chronicles-serien af Patrick Rothfuss

Serien Kingkiller Chronicles består indtil videre af 2.5 bøger og jeg anmelder her de første 2; The Name of the Wind og The Wise Man’s Fear der sammenlagt er på 1660 sider. Og ja det skulle altså med i anmeldelsen. Bog 2.5 er en kort roman om en af bipersonerne som jeg ikke har læst endnu, og som vidst ikke har en afgørende betydning for bøgernes handling. Der er en sidste bog undervejs til at afslutte trilogien.

Bøgerne handler om Kvothe, en yderst intelligent dreng der starter sit liv som sigøjner i en fantasy verden hvor de er næsten lige så ilde anset som de er det i vores verden. Historien begynder med at Kvothe er, om end ikke gammel, så i hvert fald ældre, da han sætter sig ned og fortæller om sit liv til en mand der ønsker at skrive hans biografi. Her starter den egentlige historie som indimellem afbrydes af nutids handlingen (som bestemt heller ikke er uden sin portions spænding). Fortids fortællingen er klart det der fylder mest af historien (deraf ’krøniker’ i serienavnet), for Kvothe har gennemlevet et særdeles interessant liv.

2016-10-06-13-17-58

Words are pale shadows of forgotten names. As names have power, words have power. Words can light fires in the minds of men. Words can wring tears from the hardest hearts. There are seven words that will make a person love you. There are ten words that will break a strong man’s will. But a word is nothing but a painting of a fire. A name is the fire itself. – The Name of the Wind

Det er svært at forklare hvad denne bog handler om for Kvothe indleder sin fortælling med at opridse nogle af hans mest imponerende præstationer, men da mange af disse indeholder navne på både personer og steder, som vi endnu ikke kender til, sidder man lidt med en følelse af at man burde være imponeret, men man ved endnu ikke hvorfor. Det er ret svært at lade sig overvælde af noget man ikke aner hvad indebærer, så det er først i løbet af bøgerne at jeg har kunne sidde med en aha-følelse. Jeg kan i bakspejlet godt se det sjove i denne manøvre, men nu ved jeg jo lige pludselig også hvad der skal ske når jeg genlæser ordene (de er bagside teksten på den første bog). Også selvom hans udtalelser aldrig helt stemmer overens hvad der virkelig skete – udtalelserne bygger på rygter, så de er ikke 100 % troværdige. Hvilket minder mig om at det er sjovt hvor stor en rolle rygter spiller i den her bog. Det er underholdende at vidne til hvordan en fjer hurtigt bliver til 4 høns når Kvothe taktisk undlader at udtale sig på de rigtige tidspunkter og samtidig give folk en smagsprøve på hans evner når der er et publikum. Det kan dog også blive lidt meget spil for galleriet, men det tror jeg også er det bogen ønsker.

Jeg indrømmer gerne at jeg græd som et lille barn et par gange i den første bog (den skarpe bloglæser vil nok have observeret at den slags gør jeg en del. Suk). Kvothes liv er en blanding af forunderlige hændelser og rædsom sorg. Det var dog ikke noget nær lige så slemt i bog 2 hvor følelsesregisteret ikke blev udfordret i lige så høj grad for mit vedkommende. Men jeg følte også at Kvothe i bog 2 blev mere arrogant og selvoptaget. Jeg håber dog at der er en mening bag han opførsel som i sidste ende får en betydning for bog 3’s udfald, for i nutidsbidderne er der bestemt intet at spore af den jeg-er-en-gud attitude som til tider blev for meget i The Wise Man’s Fear.

It’s the questions we can’t answer that teach us the most. They teach us how to think. If you give a man an answer, all he gains is a little fact. But give him a question and he’ll look for his own answers… That way, when he finds the answers, they’ll be precious to him. The harder the question, the harder we hunt. The harder we hunt, the more we learn. – The Wise Man’s Fear.

Bøgerne er velskrevne og fantasyverdenen er spækket med kulturforskelle og flotte mentale billeder, og de var en fornøjelse at læse! Humoren er god og jeg har flere gange siddet og grinet mens jeg læste dem. Jeg har valgt at give The Name of the Wind 5 stjerner, men kun 4 til The Wise Man’s Fear for Kvothes overlegne attitude, fordi de gav mig lyst til at stikke ham en lussing flere gange.

På dansk hedder serien Kongedræberkrøniken; Vindens Navn og Dragedræberen og er udgivet ved Tellerup. Jeg venter i ulidelig spænding på bog 3 som kommer til at hedde Doors of Stone på engelsk, men som desværre lader vente på sig! Det tætteste jeg kommer på en udgivelsesdato er andre ivrige bloggeres gætterier på hvornår Patrick Rothfuss overhovedet annoncerer den (diverse comic cons og den slags), men indtil videre har de alle taget fejl. Jeg vil ikke komme med noget gæt, men bare sætte mig og se utilfreds ud. For bogens titel hentyder til noget der er med i de andre bøger, og som endnu er totalt uudforsket, så jeg glæder mig meget. Kvothe er nysgerrig til det punkt at det er ved at få ham slået ihjel gentagende gange, og indtil videre er mysteriet om disse døre gået relativt stille forbi. Og min nysgerrighed holder snart ikke til det.