Frivillig ved Ungdommens Rødekors

På min facebook til denne blog har jeg tidligere nævnt at jeg er begyndt at læse højt for en palæstinensisk dreng og i torsdags læste jeg for 4. gang højt for ham, altså har jeg været der én gang i ugen i godt en måned. I dag vil jeg tale lidt mere om det her på bloggen, og så for anonymitetens skyld kalde ham Mohammed.

Jeg besluttede mig før jul for at jeg ville begynde som frivillig, og faldt snart over projektet Den Flyvende Kuffert her i Odense, som var under opstart. Pigerne bag projektet havde en masse omstændigheder imod dem, så projektet fik først sin egentlige opstart for nogle måneder siden, men det var skam ventetiden værd! Jeg har som sagt været hjemme ved Mohammed og læse højt 4 gange af Skammerens Datter, og det er simpelthen så hyggeligt. Vi læser 2 kapitler hver uge. 1) Fordi det tager faktisk ikke så længe, og 2) fordi Mohammed ikke kan sidde stille ret meget mere end det, selvom han gerne ville. Men det er hvad man kan forvente af en rask dreng på 8, og som storesøster til en lillebror kender jeg genkender jeg med lethed ansigtsudtrykket jeg-har-ikke-hørt-et-ord-du-lige-sagde-undskyld. Så to kapitler er meget passende.

Jeg slæbte uden omtanke min signerede kopi af Skammerens Datter med til vores første højtlæsningssession, og måtte med en klump i halsen se Mohammed bladre lidt (læs: meget) vildt i den, første gang han fik fat på den. Men da jeg viste ham Lene Kaaberbøls underskrift på titelsiden, gik han uden et ord fra mig i gang med at bladre musestille i den. For ”den er jo ekstra speciel så”. Jeg var ellevild.

Mohammed er en glad og snaksaglig dreng, så jeg indimellem må tysse på ham når vi sidder og læser. Men som sådan gør det mig ikke noget at han afbryder lidt, for imens han fortæller røverhistorier kan jeg drikke grøn te, som hans mor kommer ind med i spandevis – I love it. Når han bliver ivrig snakker han om hvad vi skal læse i fremtiden, for som enhver anden dreng på 8 går tiden ikke altid hurtigt nok efter hans smag. Min catchfraise er derfor også hurtigt ved at blive til ”det må vi jo se på når vi kommer dertil” (han gør faktisk sætningen færdig for mig, når jeg begynder at sige det nu hahaha). Men det er helt okay, for han er god til at lytte når vi så sidder og læser.

Da jeg var der i torsdags fortalte hans mor mig stolt at Mohammed har været på biblioteket og låne bøger, at han allerede har læst dem, og at han blev oprigtigt skuffet over at det var skærtorsdag så biblioteket var lukket. Det var så skønt at høre at læseglæden breder sig, for det er jo netop formålet med projektet!

Vi læste i torsdags kapitel 7 og 8 (dem hvor Dina sover i samme celle som Nico!), og bagefter spillede vi vendespil og Ludo inden jeg tog hjem. Hans mor laver hver uge mad til mig når jeg kommer, og jeg syntes det er så sødt og vidunderligt af hende! Torsdag spiste vi pølsehorn, Mohammed fik ketchup til og jeg fik hjemmelavet hummus. Hun insisterede også på at jeg tog pølsehorn med hjem da jeg skulle ud af døren. De er en meget gæstfri og glad familie, og det er altid lækker og spændende mad jeg får (kogte vindrueblade viklet om bulgur, kartofler og gulerødder, med yoghurt til er min favorit indtil videre).

Jeg har selvfølgelig kun erfaring med denne ene familie, men jeg kan varmt anbefale andre at deltage i projektet hvis man har lyst til at give læseglæde til et andet menneske. Mohammeds mor har også fundet en lektiehjælper til ham, for det er hendes intention at Mohammed skal have muligheden for at tage enhver dansk uddannelse han skulle drømme om. Det er i den forbindelse hun har tilmeldt ham højtlæsning og lektiehjælp, og det syntes jeg er så fedt. Jeg er rigtig glad for at kunne hjælpe og være en del af projektet og en del af Mohammeds stigende glæde til bøger.

Bogklub #3 Nod af Adrian Barnes

Til min fødselsdag sidste år fik jeg stor bunke bøger af mine veninder (de er kname skønne hele bundtet). Deriblandt lå Nod og kiggede bydende på mig og jeg glædede mig allerede til at læse på den. Jeg nåede dog ikke ret meget andet end at sætte den på hylden før den ene veninderne fra gaven taktisk nævnte at vi måske kunne læse den i vores bogklub. Ak og ve, så måtte den vente, men så kunne jeg da se frem til at dele læseglæden med de andre i det mindste.

Så nu, efter 9 måneders venten kan jeg endelig ticke boksen ”læst” ud for denne bog på Goodreads. Og jeg er fan!

Jeg har altid været vild med dystopi. Jeg bliver skræmmende godt underholdt af historier om verdens endeligt. Men lad os hellere lade være med at dvæle for meget ved den udtalelse.

Meget groft handler Nod om at mennesker fra den ene dag til den anden (bogstaveligtalt høhø) ikke længere kan sove. Kun 1 af 10.000 kan stadig sove og de har alle den samme sære drøm. Men alle andre kan ikke finde hvile og går hurtigt i mere og mere panik. For efter 6 dage uden søvn bliver man sindssyg og efter 21 dage dør man. Bogens fortæller er Paul som skriver bøger om etymologi og det er med til at gøre hans narrativ mega fedt. For han laver en masse sammenkoblinger der ikke er umiddelbart åbenlyse men giver god mening når man tænker over den. Paul kan godt sove, men hans kæreste Tanya, kan ikke. Dette er en krise som menneskeheden aldrig har set den før.

Bogen et kompromisløst og skønsløst blik på en fremtid som er så skræmmende. Den indeholder mange spændende temaer såsom videnskab og/vs. religion. Som litterat kunne jeg specielt godt lide dens vinkel på sprog og ord som en del af vores menneskelighed. Noget vi ofte glemmer at tænke over, syntes jeg! Den er en hyldest til menneskeheden, såvel som en advarsel. Slutningen giver dig lyst til at stirre ind i væg i et par timer, men det er bestemt det værd! Interessant er det også at Barnes kort tid efter udgivelsen blev diagnosticeret med kræft, og da han selv gik tilbage og læste sin egen bog, følte han at den havde skræmmende meget relevans for hans nuværende situation.

Jeg har valgt at give bogen 4 stjerner, for at give mig så meget stof til omtanke og et nyt, positivt perspektiv på min søvn! Det skidt er sgu undervurderet efter sådan en omgang.