Anmeldelse af Dawn of Wonder (The Wakening #1) af Jonathan Renshaw

Min oprindelige goodreads challenge i år lød på 80 bøger men jeg har totalt fantasyfeber, så mange af de bøger jeg læser lige for tiden er 600-800 sider, og jeg har derfor sat den ned med 200 bøger fordi jeg permanent var bagud. Men det er kvalitet frem for kvantitet!

Og den her bog var i sandhed kvalitet ❤

Jeg har hørt bogen som lydbog inden sengetid sammen med min kæreste i mange måneder nu. Det gik en del hurtigere efter vi flyttede sammen for 2 måneder siden og nu er vi desværre/endelig færdige med den. For det er med blandede følelser!

Aedan er en ung dreng ved historiens begyndelse (kan ikke huske det præcist, men jeg tror han er 11 eller noget i den stil), som bor i en lille by i udkanten af landets grænse. En dag bliver byen invaderet af slavehandlere som bortfører hans bedste veninde. I et forsøg på at redde hende tilbage hopper Aedan ud fra en klippe og brækker en masse knogler da han lander og det lykkedes ham ikke at redde veninden. Han tilbringer de næste mange måneder i sengen, indtil hans familie bliver så godt som jagtet ud af byen for det der skete under invasionen. Familien (Aedan og hans forældre) drager derfor mod en af landets større byer i håb om en bedre fremtid. I byen lykkedes det Aedan at blive optaget på Marshall skolen som en krævende og særdeles svær skole at komme ind på. Og herfra følger vi ham over de næste mange år og bogen ender da han er 16.

Bogen er suveræn – den er sjov, den er følelsesladet og den er spændende (hvilket gjorde det svært at sove til den!). Men den er også meget lang, og i modsætning til mange af de andre kæmpe bøger jeg har læst, føltes den også lang. Nogen af passagerne var charmerende men komplet uvæsentlige for historien. De gjorde dog noget for karaktererne – gjorde dem dybere og mere komplicerede – men nogle af afvigelserne tog bare meget lang tid for at tilføje små detaljer til små karakterer, og jeg følte der blev brugt lidt meget tid på de ting.

En anden ting der generede mig lidt var titlen, som først får en forklaring i allersidste kapitel. Den er ikke særlig memorable og føles akavet. Jeg havde kaldt den noget meget sejere havde det været mig. Just saying!

Men nogle af ”afvigelserne” er også virkelig fede. Såsom dem der får Aedan til at fremstå menneskeligt – der er et kapitel hvor han har dårlig ånde og hans venner beder ham gøre noget ved det. Efter at have læst bøger som The Name of the Wind hvor hovedpersonen bare kan alt, er det virkelig forfriskende med en som har begrænsninger og udvikler sig undervejs! Aedan kommer meget langt før bogen er omme, og jeg ser i den grad frem til udgivelsen af efterfølgeren!

På trods af søforklaringer og omveje er og bliver det en virkelig god bog, og jeg giver den 5 stjerner i ren awesomeness for de gode steder (specielt slutningen lægger op til noget vildt i fremtiden – like daaaaaaaaamn).

Nyt på reolen #1

Kender I det der med at man giver sig selv besked på at slappe af med at købe så mange bøger, fordi man har så mange stående man ikke har fået læst endnu… Og så køber man dem brugte i stedet for, for at omgå ens egne regler. Og så falder man da også lige i og køber et par bøger fra ny når ingen kigger…

Men det kan altså være svært når de er så billige!

Jeg har faktisk holdt mig helt godt på måtten de seneste par måneder og kun købt bøger til min læseklub. Men juni er tiden for eksamensstres og det betyder procrastinering og det betyder at surfe efter billige bøger der sælges i omegnen.

Så i juni har jeg (indtil videre ugh) købt: (Til mit forsvar har hver af de brugte bøger kostet 10 kr. stykket)

Ps. Jeg elsker dig af Cecilia Ahern

Skibet og Døden af Herman Melville

Hjertet der sladrede af Edgar Allan Poe

Baskerville hunden af Arthur Conan Doyle

Frankenstein af Mary Shelly – jeg har ganske vidst læst dem alle sammen på engelsk i forbindelse med mit studie eller for hyggens skyld, men jeg kan altså godt lide de her udgaver…

Jeg har også købt Det Gyldne Kompas-serien på islandsk, for som nogen af jer måske ved er min kæreste fra Island. Så derfor tænkte jeg at det var en god måde jeg kunne øve mig lidt på. Jeg kan ikke fortælle jer hvor meget jeg holder af historien om Lyra og Will! Det er nogle af mine ynglings bøger. Jeg er derfor også himmelhenrykt over at der til efteråret kommer en BBC tv serie af bøgerne (håber det bliver bedre end filmen, suk) og at Philip Pullman har annonceret en fortsættelse til serien! Åh mit hjerte brister af glæde ❤ Så det skal fejres ved at jeg skal stave mig igennem bøgerne på islandsk, i håb om en dag at kunne føre en hel samtale med hans familie uden at det hele bliver en pærevælling af dansk/engelsk/islandsk/svensk.

Men jeg har jo selvfølgelig ikke kun kunne begrænse mig til brugte bøger. Men jeg syntes jeg har været meget praktisk alligevel!

Bind 6 og 7 i Dresden Files af Jim Butcher – de her bøger er nærmest vanedannende jo. Virkelig nice fantasy serie om en privatdetektiv samt troldmand som løser de sager ingen andre kan finde hoved og hale i. Og det går aaaaaaaltid galt! Bind 5 endte med den VILDSTE cliffhanger, så jeg måtte straks ligge en ordre ind hos Saxo som bringer mig mine bøger snarest!

Extremely Loud and Incredibly Close af Jonathan Safran Foer – månedens bogklubbog og jeg er allerede ret begejstret for den!

Det var min reol-update for denne gang! Jeg havde dårligt nok tænkt over hvor mange bøger det drejede sig om før jeg lavede det her oplæg… Jeg skal snart have en 4. reol, tror jeg.

 

Read-a-thon #2

Årh der er altså ikke noget som at putte sig i sin egen seng med en varm kop kakao efter et read-a-thon. Det var min femte deltagelse (men det er kun anden gang jeg laver et blogoplæg, hence the title) og traditionen tro tilbragte jeg mit læsedøgn på min veninde Lisbeths sofa, selvom vi denne gang også havde to veninder med fra gymnasietiden. Det va’ ski’ hyg’li som man siger på fynsk ❤

Jeg må ærligt indrømme at det ikke har været mit mest motiverede read-a-thon til dato. Jeg havde været til en Halloween fest om fredag og kom derfor ind af døren i sidste øjeblik og med nogle rigtig grimme tømmermænd. Jeg hader alkohol.

Jeg havde overmodigt medbragt fire bøger i håb om at jeg kunne nå måske tre af dem. Det var svært at vælge imellem dem, men til sidst begyndte jeg på The Last Wish af Andrzej Sapkowski som min første bog. Efter 20 sider på en time bukkede jeg under og tog min første lur (fik jeg nævnt at jeg hader alkohol?) Suk.

2016-10-22-13-52-42

Efter jeg vågnede fik jeg endelig hanket lidt op i mig selv og læste videre. Hvis nogen kender de populære The Witcher spil, kan jeg afslører at dette er bog et i serien som spillene bygger på. Jeg er rimelig inkarneret fan af spillene og havde derfor høje forhåbninger om at bogen vil indgyde til lige så meget awesomeness, for bogen er bare oftest bedre. Kodeordet her er oftest for jeg blev grumt skuffet. Bogen var skrevet som en række individuelle noveller med nogle af de samme gennemgående karakterer. Hvert kapitel eller historie (som man vælger at se på det) lagde sig tæt op af et kendt eventyr med et gloomy twist. Af dem jeg genkendte var der Skønheden og Udyret, Aladdin og Snehvide. Det var som sådan okay, men det kom bare som lidt af en overraskelse for mig fordi jeg troede at det var et univers der ville minde meget mindre om vores eget og kombineret med at der var alt for meget snak endte jeg med at være temmelig skuffet over bogen.

“People,” Geralt turned his head, “like to invent monsters and monstrosities. Then they seem less monstrous themselves. When they get blind-drunk, cheat, steal, beat their wives, starve an old woman, when they kill a trapped fox with an axe or riddle the last existing unicorn with arrows, they like to think that the Bane entering cottages at daybreak is more monstrous than they are. They feel better then. They find it easier to live.” Side 167

Der var også mange små ting som ikke gav mening, og bogens egentlig plot blev aldrig gjort særlig klart, så det ved jeg slet ikke hvad var. Jeg regner dog stadig med at læse de andre bøger i serien og se om de ikke nok bliver bedre. Og ellers må jeg tage til takke med at nyde spillet der jo stadig er super fedt. Jeg endte altså med at give bogen 2 stjerner.

Den næste bog jeg gik i gang med var Lips Touch af Laini Taylor. Denne var faktisk en decideret novellesamling, men ulig The Last Wish var jeg bekendt med dette inden jeg begyndte på den. På et tidspunkt i nat lagde jeg også The Last Wish til side med en frustreret følelse og begyndte på Lips Touch for at få et afbræk. Jeg har nået at læse 60 % af bogen, hvilket er de første 2 noveller og et stykke ind i den tredje. Den første novelle var temmelig kort i forhold til de to andre i bogen, og ærlig talt en smule kedelig. Jeg fandt den forudsigelig og hovedpersonen var da simpelthen et tåbeligt pigebarn… Den næste fandt jeg meget mere sælsom og smuk, selvom jeg ikke helt forstår hvorfor hun har valgt at den skal foregå i vores verden (Indien for at være præcis) for nogle af de ting som man skal acceptere som en del af bogens virkelighed, fremstår lidt klodsede i en verden man faktisk kender. Dog nød jeg den og dens slutning meget mere. Og den var bestemt ikke forudsigelig! Den frøste novelle får derfor også 2 stjerner for tåbelige pigebørn og forudsigelighed, den anden for 4 stjerner for at være langt mere det jeg havde forventet, men ikke topkarakter på grund af det underlige worldbuild. Jeg mangler lige godt 100 sider af den sidste novelle, så den kan jeg ikke sige så meget om endnu.

Alt i alt var det altså ikke mit bedste read-a-thon. En ting er manglende motivation, men noget andet er når man regner med at læse en fantastisk bog der kan sluge ens opmærksomhed og man så pludselig skal tvinge den ned. Det er jeg lidt skuffet over må jeg sige (trælse witcher bog hmm). Men det var stadig skide hyggeligt med mine dejlige veninder og jeg har det som om jeg stadig har tømmermænd, så varm kakao og en lydbog er vidst lige sagen, så mine trætte øjne ikke skal pines mere i dag haha.

Anmeldelse af Kingkiller Chronicles-serien af Patrick Rothfuss

Serien Kingkiller Chronicles består indtil videre af 2.5 bøger og jeg anmelder her de første 2; The Name of the Wind og The Wise Man’s Fear der sammenlagt er på 1660 sider. Og ja det skulle altså med i anmeldelsen. Bog 2.5 er en kort roman om en af bipersonerne som jeg ikke har læst endnu, og som vidst ikke har en afgørende betydning for bøgernes handling. Der er en sidste bog undervejs til at afslutte trilogien.

Bøgerne handler om Kvothe, en yderst intelligent dreng der starter sit liv som sigøjner i en fantasy verden hvor de er næsten lige så ilde anset som de er det i vores verden. Historien begynder med at Kvothe er, om end ikke gammel, så i hvert fald ældre, da han sætter sig ned og fortæller om sit liv til en mand der ønsker at skrive hans biografi. Her starter den egentlige historie som indimellem afbrydes af nutids handlingen (som bestemt heller ikke er uden sin portions spænding). Fortids fortællingen er klart det der fylder mest af historien (deraf ’krøniker’ i serienavnet), for Kvothe har gennemlevet et særdeles interessant liv.

2016-10-06-13-17-58

Words are pale shadows of forgotten names. As names have power, words have power. Words can light fires in the minds of men. Words can wring tears from the hardest hearts. There are seven words that will make a person love you. There are ten words that will break a strong man’s will. But a word is nothing but a painting of a fire. A name is the fire itself. – The Name of the Wind

Det er svært at forklare hvad denne bog handler om for Kvothe indleder sin fortælling med at opridse nogle af hans mest imponerende præstationer, men da mange af disse indeholder navne på både personer og steder, som vi endnu ikke kender til, sidder man lidt med en følelse af at man burde være imponeret, men man ved endnu ikke hvorfor. Det er ret svært at lade sig overvælde af noget man ikke aner hvad indebærer, så det er først i løbet af bøgerne at jeg har kunne sidde med en aha-følelse. Jeg kan i bakspejlet godt se det sjove i denne manøvre, men nu ved jeg jo lige pludselig også hvad der skal ske når jeg genlæser ordene (de er bagside teksten på den første bog). Også selvom hans udtalelser aldrig helt stemmer overens hvad der virkelig skete – udtalelserne bygger på rygter, så de er ikke 100 % troværdige. Hvilket minder mig om at det er sjovt hvor stor en rolle rygter spiller i den her bog. Det er underholdende at vidne til hvordan en fjer hurtigt bliver til 4 høns når Kvothe taktisk undlader at udtale sig på de rigtige tidspunkter og samtidig give folk en smagsprøve på hans evner når der er et publikum. Det kan dog også blive lidt meget spil for galleriet, men det tror jeg også er det bogen ønsker.

Jeg indrømmer gerne at jeg græd som et lille barn et par gange i den første bog (den skarpe bloglæser vil nok have observeret at den slags gør jeg en del. Suk). Kvothes liv er en blanding af forunderlige hændelser og rædsom sorg. Det var dog ikke noget nær lige så slemt i bog 2 hvor følelsesregisteret ikke blev udfordret i lige så høj grad for mit vedkommende. Men jeg følte også at Kvothe i bog 2 blev mere arrogant og selvoptaget. Jeg håber dog at der er en mening bag han opførsel som i sidste ende får en betydning for bog 3’s udfald, for i nutidsbidderne er der bestemt intet at spore af den jeg-er-en-gud attitude som til tider blev for meget i The Wise Man’s Fear.

It’s the questions we can’t answer that teach us the most. They teach us how to think. If you give a man an answer, all he gains is a little fact. But give him a question and he’ll look for his own answers… That way, when he finds the answers, they’ll be precious to him. The harder the question, the harder we hunt. The harder we hunt, the more we learn. – The Wise Man’s Fear.

Bøgerne er velskrevne og fantasyverdenen er spækket med kulturforskelle og flotte mentale billeder, og de var en fornøjelse at læse! Humoren er god og jeg har flere gange siddet og grinet mens jeg læste dem. Jeg har valgt at give The Name of the Wind 5 stjerner, men kun 4 til The Wise Man’s Fear for Kvothes overlegne attitude, fordi de gav mig lyst til at stikke ham en lussing flere gange.

På dansk hedder serien Kongedræberkrøniken; Vindens Navn og Dragedræberen og er udgivet ved Tellerup. Jeg venter i ulidelig spænding på bog 3 som kommer til at hedde Doors of Stone på engelsk, men som desværre lader vente på sig! Det tætteste jeg kommer på en udgivelsesdato er andre ivrige bloggeres gætterier på hvornår Patrick Rothfuss overhovedet annoncerer den (diverse comic cons og den slags), men indtil videre har de alle taget fejl. Jeg vil ikke komme med noget gæt, men bare sætte mig og se utilfreds ud. For bogens titel hentyder til noget der er med i de andre bøger, og som endnu er totalt uudforsket, så jeg glæder mig meget. Kvothe er nysgerrig til det punkt at det er ved at få ham slået ihjel gentagende gange, og indtil videre er mysteriet om disse døre gået relativt stille forbi. Og min nysgerrighed holder snart ikke til det.

Anmeldelse: The Final Empire, Mistborn #1 af Brandon Sanderson

The Final Empire handler om skaa pigen Vin som lever i undergrunden med en skaa bande, hvor hun forsøger at holde sig i live, og så vidt muligt, ude af syne. Skaa er slaver i The Final Empire og bliver voldsomt undertrykket af The Lord Ruler og hans adelige. Skaa regnes ikke for at være andet end slam og fodres dårligt og lever alt i alt horribelt. I 1000 år har The Lord Ruler reageret over riget, for han er en udødelig gud og har overlevet halshugninger, at blive brændt, at blive skindet levende… Kort sagt alt. Men en dag kommer Kelsier, og tilbyder Vin at blive en del af hans gruppe der vil styrte The Lord Ruler fra magten og befri skaa folket fra deres rædsomme levevilkår. Kelsier er Mistborn, altså han kan udnytte metaller til at få overnaturlige kræfter, og han har hørt at Vin også er Mistborn og han vil gerne træne hende. Hun siger ja, ikke fordi hun tror på deres forehavende, for tanken om Riget uden The Lord Ruler er for ufattelig, men fordi hun gerne vil være stærkere og kunne klare sig selv. Helt uvidende om det har hun dog lige sagt ja til venskaber, loyalitet og sider af sig selv som hun aldrig havde turdet drømme om i slummen.

2016-07-09 19.05.52-2

Uha hvor jeg altså elsker fantasy ❤ Jeg bliver en helt giddy lille pige når jeg møder en serie som den her! Da jeg startede på engelskstudiet, helt ung og naiv vidste jeg endnu ikke hvem Brandon Sanderson var, men jeg husker stadig hvordan en mandlig medstuderende sagde ”hvis jeg kunne gifte mig med den mands hjerne…” hvilket forekom mig ret morsomt dengang, men nu forstår jeg til fulde hans udtalelse og ih du milde nogle verdner! Jeg har læst alt hvad der er at læse i Stormlight Archive serien (små 2400 sider cirka fordelt på 2 bøger indtil videre) og venter utålmodigt på mere, så nu har jeg i mellemtiden kastet mig over denne 7 binds serie (en trilogi og en quatet som foregår i fremtiden fra den oprindelige serie, men i samme univers) og YAY!

Åh hvis man er en lige så stor freak som mig der elsker episk fantasy som Ringenes Herre for dets gennemførthed (selvopfundet ord) og små quirks så er det her lige sagen! Men gennemførte fantasy verdener kræver altså mange og store bøger… Jeg ved godt det kan virke demotiverende at kigge på en serie på over 500 sider pr bog, jeg har selv været der, men hvor er det bare det hele værd når man først kommer i gang! I lang tid føler man ikke at man kommer nogle vegne og går handlingen ikke lige langsomt nok? Og så sker det at du bliver grebet og pludselig er bogen slet ikke lang nok. Der er jo heller ingen der siger du skal læse den færdig på en uge, man kan jo sagtens gemme lidt på den. Jeg ved godt at jeg lyder som en cheesy telefonsælger der forsøger at sælge dig noget du egentlig ikke føler du har brug for, men helt ærligt så føler jeg at alt for få giver episk fantasy en chance på grund af størrelsen på bøgerne, og jeg synes det er synd.

Brandon Sanderson skriver ikke bare gennemførte værker, han skriver også vidunderlige karakterer! Jeg må indrømme at jeg elsker hans kvindelige karakterer. De har ben i næsen, deres egen dagsorden og selvom de går op i at deres tøj og at deres hår sidder pænt kan de sparke røv (ligesom Buffy woop woop). Og det gælder for begge serierne! Jeg er også blevet enormt vild med en karakter fra denne serie kaldet Sazed, for jeg tror simpelthen ikke du kan bringe den mand ud af fatning. Kelsier er et storsmilende legebarn som vrikker med øjenbrynene hver gang nogen kalder ham sindssyg – for det sker ofte. Ham er filosofisk (meget passende navn, inspireret af en hr. Beckett måske?) og en fantastisk soldat. Marsh er en alvorlig mand, men han har dybe ar på sjælen der har gjort ham til den han er, hvilket vil sige en brooding badass. Jeg kunne blive ved, men jeg vil ikke kede jer alt for meget så her var lige mine favoritter.

Min eneste kritik af denne serie er at den indtil videre ikke er lige så gennemført som Stormlight Archive serien, men nu har jeg også læst 1800 sider mindre Mistborn end Stormlight Archive så det er muligvis for tidligt at dømme den alt for hårdt. Jeg kan kun sige at hvis jeg ikke sad med reeksamen så var jeg allerede i gang med bind 2 og den står bare på min reol og lokker mig! I næste uge får den ikke et ben til jorden, jeg siger det bare.

The Final Empire får 5/5 stjerner af fantasy fanatikeren, men det kommer vel ikke helt som nogen overraskelse? Jeg håber I vil give den en chance for her drager du i sandhed på et eventyr.

Anmeldelse: The Way of Kings Del 1 og 2 (Stormlight Archive #1) af Brandon Sanderson

11129802_10205531466022228_1779482446_n

Life before death

Strength before weakness

Journey before destination

– The First Ideal of the Knights Radiant

Udgivelse: Gollancz edition, 2010

Stjerner: 5/5

Wow! Det beskriver vidst meget godt mit forhold til den her bog (eller bøger, da den samlet set er over 1000 sider lang, så for anvendelighedens skyld blev den delt i to). Mine sammenstød med denne bog er efterhånden ret talrige, for jeg hørte første gang om den for snart 3 år siden da jeg startede på min bachelor. Den gang var det en daværende medstuderende, som talte meget pænt om den. Han havde læst flere bøger af Sanderson og drømte om at tage til USA i et semester for at modtage undervisning fra forfatteren i Creative Writing (Can’t say I blame him anymore!). Som en god veninde og litteraturelsker lyttede jeg til ham, men jeg tror aldrig for alvor jeg forstillede mig at læse den inden for en overskuelig fremtid…hvilket jeg vel teknisk set heller ikke gjorde? Hmm i hvert fald! Denne samme kammerat gav mig herefter del 1 til min fødselsdag og den fik en plads på hylden, men sneg sig stadig ikke ind på læselisten.

Da jeg så sidste år begyndt at date Islændingen, tog han et kig på mine reoler hvor han så at jeg havde bogen stående, og efter at jeg skuffede ham med at jeg ikke havde læst den, blev jeg (frivilligt) tvunget til at gå i gang med den, og ja, WOW. Det har været lidt af en oplevelse! Jeg brugte read-a-thon på at læse i den i oktober sidste år, men da det var mit første read-a-thon var jeg mindre end forberedt og mere end søvnig! Så jeg fik dårligt nok læst 300 sider af den som gjorde et indhuk i den, men ikke nævneværdigt i forhold til hvad jeg havde drømt om (fik jeg nævnt den er 1000 sider?).

Jeg holdt også en god lang pause fra serien, da det gik op for mig at den er uafsluttet, og ikke står til at blive færdig i mange år. Jeg har det altid super dårligt med uafsluttede bogserier, for jeg kan opbygge en kærlighed til fiktive karakterer (som udover at være usund i sig selv) der næsten ikke er til at holde ud at have hvilende på en forfatters velbefindende – hvilket også er grunden til at jeg aldrig nåede videre end første bind a A Song of Ice and Fire for George R. R. Martin er en tikkende bombe. Men efter at have researched Brandon Sanderson lidt kunne jeg se at han lignede en frisk ung mand, som kun lige er gået i gang med at stifte familie, ergo jeg tager chancen og håber han kan nå at udgive alle 10 bind (JA 10 BIND, DER ER KUN KOMMET 2) uden uheld. For det er virkelig en fantastisk bog, som lokker dig til at læse videre med sine skønne karakterer og et umådeligt fantasifuldt og omfangsrigt univers! Jeg overvejede længe hvordan jeg bedst kunne anbefale bogen uden at skræmme med dens kompleksitet eller afsløre for meget, men sandheden er at hvis du ikke er lidt bange eller hvert fald nervøs over omfanget af (genialt) information i denne serie, så behøver du ikke engang forsøge.

Jeg er netop gået i gang med del 2 af bog 2 og der er stadig ting jeg ikke fatter brik af eller har fået en forklaring på, men det generer mig ikke, for jeg sidder stadig og både griner og græder med karaktererne i deres bestræbelser på at overleve og samtidig redde deres verden på hver deres måder.

Rent opbygningsmæssigt er bogen inddelt i 5 dele, som er adskilt af mellemspil, ligesom du finder i et drama, samt prolog og epilog. Alle afsnit lader dig vide hvilken karakters perspektiv du vil komme til at følge. Der er 3 hovedpersoner, som hver kommer med et interessant og enestående perspektiv på bogens konflikter og deres bud på at håndtere det.

Kaladin; en ung soldat fra en lavt rangerende slægt, som vi møder på et af de mørkeste tidspunkter i hans liv hvor han er blevet solgt som slave 8 mdr. tidligere. Men han har skjulte talenter og en ubøjelig vilje når han først sætter sig noget for – og han har sat sig for at beskytte alle omkring sig, så han har nok at lave!

Shallan; en ung nysgerrig pige ved bogens begyndelse, men hun vokser sig til en lærd kvinde med hver side du vender, og det er en fryd at følge hendes udvikling. Hun kæmper for at hjælpe sin familie fra gæld og ruin, og hendes valg er ikke altid lige hensigtsmæssige på den front, men hun bliver en del af noget som er større end hendes families undergang.

Dalinar; onkel til kongen og en erfaren krigsveteran samt Highprince (en post lige under kongen, tilsvarende en fyrste i det feudale Danmark) i kongeriget, men han tvivler på sin egen sanitet der også betvivles af hans søn som dog stadig elsker og respekterer ham meget højt (som man også hyppigt følger, men det er ofte i forlængelse af Dalinars perspektiv, så han tilføjer sjældent noget nyt til historien – men han er bedårende, så who cares?). Bedre bliver det kun når de forskellige senere møder hinanden og man får lov at følge med i deres tanker om de andre. Men der er mange andre perspektiver i bogen, som alle spiller en eller anden form for del i en helhed jeg endnu ikke har set – men jeg glæder mig som et lille barn til se de den!

Vil jeg læse bogen igen?

– JA! Det er den største kompliment jeg kan give en bog. Jeg kan godt se at som min første anmeldelse er det en overvældende bog, som jeg næsten intet dårligt har at sige om. Jeg må indrømme at jeg normalt er svær at imponere når det kommer til bøger, men uden en stribe anmeldelser til at støtte den udtalelse kan I jo næppe vide fra eller til hvad det angår. Men jeg vil alligevel tillade mig at understrege at der er langt imellem at jeg er så ivrig over en bog!Så tag det som en varm anbefaling fra min side a!

Hvad slags eventyr er det?

– Det er af den gode slags, med mad rundt om bålet og glade rejsesvende som ivrigt deler sine historier med dig. Hvis du har en god fantasy og en ihærdig indlevelsesevne så vil du elske den her bog (bøger…hmm)!

Så tag del i eventyret og nyd rejsen!

Velkommen kære rejsende!

Velkommen kære rejsende, til min blog Paper Quests! Så spænd hjelmen, grib din vandrestav og tag del i eventyret igennem bøgernes verden.

Hvem er jeg?

Mit navn er Sarah Jørgensen, jeg er 22 år og læser Litteraturvidenskab i Odense. Hvem er jeg? Jeg er en del af en døende race – Bogelskerne! Dem som ikke ved noget bedre end at sidde med en bog, hvad end den er ny eller gammel, og indånde dybt med ansigtet presset ind imellem dens sider i et forsøg på at snuse hele dens historie ind. Hele mit liv har jeg været fascineret af bøger. Som lille havde jeg ofte sår på min fingre, som stammede fra siderne når jeg, en anelse for ivrigt, skulle lukke op på en bestemt side i vores temmelig slidte udgave af Lademanns Leksikon, for at vise min mor et billede af en smuk fugl eller klam edderkop. Da jeg så fik øjnene op for bøger som Skammerens Datter af Lene Kaaberbøl, Harry Potter af J. K. Rowling, Ringenes Herre af J. R. R. Tolkien og Det Gyldne Kompas af Philip Pulman var min skæbne besejlet, og jeg er nu i gang med en uddannelse som forhåbentlig vil kunne skaffe mig et job som redaktør på den anden side. Jeg havde engang et valgfag på uni om The Gutenberg Parenthesis, og hvis du ikke er bekendt med det, kan jeg godt anbefale den! Det er utroligt spændende og satte en masse tanker i gang hos mig med hensyn til bøger og digitalisering. Selv min ellers så søde kæreste foretrækker at læse sine bøger på telefonen hvor de ”ikke fylder” – forræder! Men han er også fra Island, det kan han jo ikke gøre for. Selv foretrækker jeg altid at sidde med bogen og kæle for håndværket og tankerne der er lagt ind i de mange sider. Bøger skal værnes om og elskes. Og det er da også derfor jeg har lavet denne blog – for at hylde bøger og de eventyr de bringer os på med ord som deres eneste virkemiddel.

Hvad læser jeg?

Tja hvis du ikke allerede har gættet det, så er jeg glad for fantasy! Faktisk er min største drøm at blive fantasy forfatter (inde for den genre kaldet Episk Fantasy), men jeg skriver ikke så godt når jeg er presset, og det er svært at læse på universitetet uden at være presset…Men jeg læser også meget klassik litteratur. Min første kærlighed var Engelsk Litteratur (specielt legenden om Kong Arthur), da jeg har en bachelor i engelsk, og tilvalg i Litteraturvidenskab. Jeg er meget glad for Thomas Malory, Oscar Wilde, Edgar Allen Poe og Brandon Sanderson – fair nok, det var ikke lige britisk det hele, men jeg holder da selvfølgelig også af både Shakespeare og Jane Austen! Jeg vil dog lige slå fast at ud over Jane Austen og John Greens The Fault in our Stars har jeg aldrig læst en bog med kærlighed som hovedemne at jeg brød mig om. Jeg har læst én Nicholas Sparks bog (Lucky You) som jeg ikke var særlig imponeret over, og Jojo Moyes Me Before You efterlod mig med en slem skuffet følelse. Så kort sagt; Fantasy, Dystopisk litteratur, klassiske værker, og så ellers lige hvad der fanger min interesse på et givent tidspunkt.

Join the Quest people!