Anmeldelse af Dawn of Wonder (The Wakening #1) af Jonathan Renshaw

Min oprindelige goodreads challenge i år lød på 80 bøger men jeg har totalt fantasyfeber, så mange af de bøger jeg læser lige for tiden er 600-800 sider, og jeg har derfor sat den ned med 200 bøger fordi jeg permanent var bagud. Men det er kvalitet frem for kvantitet!

Og den her bog var i sandhed kvalitet ❤

Jeg har hørt bogen som lydbog inden sengetid sammen med min kæreste i mange måneder nu. Det gik en del hurtigere efter vi flyttede sammen for 2 måneder siden og nu er vi desværre/endelig færdige med den. For det er med blandede følelser!

Aedan er en ung dreng ved historiens begyndelse (kan ikke huske det præcist, men jeg tror han er 11 eller noget i den stil), som bor i en lille by i udkanten af landets grænse. En dag bliver byen invaderet af slavehandlere som bortfører hans bedste veninde. I et forsøg på at redde hende tilbage hopper Aedan ud fra en klippe og brækker en masse knogler da han lander og det lykkedes ham ikke at redde veninden. Han tilbringer de næste mange måneder i sengen, indtil hans familie bliver så godt som jagtet ud af byen for det der skete under invasionen. Familien (Aedan og hans forældre) drager derfor mod en af landets større byer i håb om en bedre fremtid. I byen lykkedes det Aedan at blive optaget på Marshall skolen som en krævende og særdeles svær skole at komme ind på. Og herfra følger vi ham over de næste mange år og bogen ender da han er 16.

Bogen er suveræn – den er sjov, den er følelsesladet og den er spændende (hvilket gjorde det svært at sove til den!). Men den er også meget lang, og i modsætning til mange af de andre kæmpe bøger jeg har læst, føltes den også lang. Nogen af passagerne var charmerende men komplet uvæsentlige for historien. De gjorde dog noget for karaktererne – gjorde dem dybere og mere komplicerede – men nogle af afvigelserne tog bare meget lang tid for at tilføje små detaljer til små karakterer, og jeg følte der blev brugt lidt meget tid på de ting.

En anden ting der generede mig lidt var titlen, som først får en forklaring i allersidste kapitel. Den er ikke særlig memorable og føles akavet. Jeg havde kaldt den noget meget sejere havde det været mig. Just saying!

Men nogle af ”afvigelserne” er også virkelig fede. Såsom dem der får Aedan til at fremstå menneskeligt – der er et kapitel hvor han har dårlig ånde og hans venner beder ham gøre noget ved det. Efter at have læst bøger som The Name of the Wind hvor hovedpersonen bare kan alt, er det virkelig forfriskende med en som har begrænsninger og udvikler sig undervejs! Aedan kommer meget langt før bogen er omme, og jeg ser i den grad frem til udgivelsen af efterfølgeren!

På trods af søforklaringer og omveje er og bliver det en virkelig god bog, og jeg giver den 5 stjerner i ren awesomeness for de gode steder (specielt slutningen lægger op til noget vildt i fremtiden – like daaaaaaaaamn).

Nyt på reolen #1

Kender I det der med at man giver sig selv besked på at slappe af med at købe så mange bøger, fordi man har så mange stående man ikke har fået læst endnu… Og så køber man dem brugte i stedet for, for at omgå ens egne regler. Og så falder man da også lige i og køber et par bøger fra ny når ingen kigger…

Men det kan altså være svært når de er så billige!

Jeg har faktisk holdt mig helt godt på måtten de seneste par måneder og kun købt bøger til min læseklub. Men juni er tiden for eksamensstres og det betyder procrastinering og det betyder at surfe efter billige bøger der sælges i omegnen.

Så i juni har jeg (indtil videre ugh) købt: (Til mit forsvar har hver af de brugte bøger kostet 10 kr. stykket)

Ps. Jeg elsker dig af Cecilia Ahern

Skibet og Døden af Herman Melville

Hjertet der sladrede af Edgar Allan Poe

Baskerville hunden af Arthur Conan Doyle

Frankenstein af Mary Shelly – jeg har ganske vidst læst dem alle sammen på engelsk i forbindelse med mit studie eller for hyggens skyld, men jeg kan altså godt lide de her udgaver…

Jeg har også købt Det Gyldne Kompas-serien på islandsk, for som nogen af jer måske ved er min kæreste fra Island. Så derfor tænkte jeg at det var en god måde jeg kunne øve mig lidt på. Jeg kan ikke fortælle jer hvor meget jeg holder af historien om Lyra og Will! Det er nogle af mine ynglings bøger. Jeg er derfor også himmelhenrykt over at der til efteråret kommer en BBC tv serie af bøgerne (håber det bliver bedre end filmen, suk) og at Philip Pullman har annonceret en fortsættelse til serien! Åh mit hjerte brister af glæde ❤ Så det skal fejres ved at jeg skal stave mig igennem bøgerne på islandsk, i håb om en dag at kunne føre en hel samtale med hans familie uden at det hele bliver en pærevælling af dansk/engelsk/islandsk/svensk.

Men jeg har jo selvfølgelig ikke kun kunne begrænse mig til brugte bøger. Men jeg syntes jeg har været meget praktisk alligevel!

Bind 6 og 7 i Dresden Files af Jim Butcher – de her bøger er nærmest vanedannende jo. Virkelig nice fantasy serie om en privatdetektiv samt troldmand som løser de sager ingen andre kan finde hoved og hale i. Og det går aaaaaaaltid galt! Bind 5 endte med den VILDSTE cliffhanger, så jeg måtte straks ligge en ordre ind hos Saxo som bringer mig mine bøger snarest!

Extremely Loud and Incredibly Close af Jonathan Safran Foer – månedens bogklubbog og jeg er allerede ret begejstret for den!

Det var min reol-update for denne gang! Jeg havde dårligt nok tænkt over hvor mange bøger det drejede sig om før jeg lavede det her oplæg… Jeg skal snart have en 4. reol, tror jeg.

 

Anmeldelse af Release af Patrick Ness

[Denne bog er modtaget som anmeldereksemplar af Gyldendal. Alle ord og holdninger er mine egne.]

Den 5. maj udkom Patrick Ness’ seneste bog Release. Jeg har været så heldig at blive spurgt om jeg var interesseret i at læse den før udgivelse, så jeg modtog et anmeldereksemplar der endnu ikke var korrekturlæst. Men jeg har ikke lige haft tid til at sige noget om den før nu.

Den var vidunderlig ❤

Jeg beundrer virkelig Patrick Ness for hans bøger. De er atypiske og eksperimenterende samtidigt med at de er jordnære. De beskæftiger sig alle med det at stikke ud i en verden der ikke tillader afstikkere men på hver deres måde. Denne er ikke anderledes hvad det angår og det er simpelthen så fint. Hans bøger er alle meget forskellige, men med nogle af de samme grundtemaer.

Noget andet der gør sig gældende for Ness’ bøger er at man meget nemt kan afsløre for meget, og dermed ødelægge læseoplevelsen, så jeg forsøger virkelig at lade være, men det er bare SÅ fedt gutter!

Plottet udspiller sig over én dag – én skæbnesvanger dag i menneskehedens historie, men også en meget lang lørdag i Adam Thorns liv. Adam er den yngste søn i en meget religiøs familie. Hvilket er et problem for Adam fordi han er homoseksuel, og hans forældre skifter imellem at ignorere det og bebrejde ham for hvem han er. Denne lørdag har Adam en masse planer og vi følger ham igennem hans dag og de svære situationer og beslutninger som lader til at forfølge ham denne dag.

Jeg elskede karakteren Angela Darlington! Til tider havde jeg lyst til at bede hende holde mund, men gennemgående syntes jeg hun var skøn. Specielt historien om Adams og hendes venskab syntes jeg var absolut fortrinligt!

Det er en smuk bog om kærlighed i alt sin enkelthed, og dens kompleksitet. Er kærlighed med betingelser virkelig kærlighed? Kan du elske nogen på trods af de er og det de gør? Det er også en bog om at give slip på de dårlige ting, men beholde dem som gør dig glad. Seriøst, den her bog har så mange af de her essensprægede udtalelser, men det er næsten ikke overvældende.

Jeg har valgt at give bogen 4.5 stjerner ud af 5. Fordi nogle afsnit i bogen forvirrede mig og jeg kunne ikke få dem til at give mening. Men resten af bogen var både smuk, stærk og sørgelig – Adam er så følsom og tilbageholdende, Angela er en darling (no pun intended) med sin ligefremhed og hendes humor, så hvordan kan man andet end at elske dem?

Tak til Patrick Ness for endnu engang at give mig tårer i øjnene og en brølende løve i maven når tingene går godt!

Hurtig opsummering af vinterlæsning

Jeg kan virkelig godt lide at blogge om de bøger jeg læser, men jeg er virkelig dårlig til at være kontinuerlig i mine oplæg. Det er der flere grund til, og i vintermånederne er den der fylder mest vinterdepression. Ikke at jeg har haft en i år heldigvis!

I december 2013 fik jeg en depression, og jeg er først nu, ved at komme af med eftervirkningerne fra den grusomme oplevelse at blive så kold indvendig i månedsvis. Men én af de ting som stadig hjemsøger mig, er når det er meget mørkt udenfor, og jeg skal kæmpe meget mere for at forblive glad i hverdagen. I de perioder får jeg tanker så som ”Hvorfor overhovedet prøve?” og ”Hvad er pointen?”. Det er på ingen måde så slemt som det har været førhen, men jeg skal stadig bruge meget mere energi på at stå op, og føre en normal hverdag i de måneder, end resten af året. Men jeg får det bedre år til år og hvem ved, måske bliver vinteren 2017 året hvor jeg blogger hele vinteren med et smil på læben ❤

Men det er stadig super synd, for jeg har læst nogle mega fede bøger jeg gerne ville have delt nogle tanker omkring, så her får I lige en lynopsummering af udvalgte titler jeg har læst siden november:

Rød Dronning af Victoria Aveyard – jeg må indrømme at jeg blev vanvittig skuffet over den her bog… Jeg følte ikke den var konsistent i sit univers (de har ikke telefoner, men de har kameraer?). Havde elektricitet været noget ukendt for dem, tror jeg det havde været federe at de var så overvældede over hendes kræfter. Udover det mindede den mig bare ret meget om Divergent af Veronica Roth, som heller ikke sagde mig særlig meget. Og jeg syntes den var meget forudsigelig (så det der ”vilde plottwist” til sidst havde jeg regnet ud så snart hun ankom til slottet). Så det blev kun til 1 stjerne fordi jeg blev så skuffet.

Hannibal Lector serien af Thomas Harris – denne serie består af 4 bind og jeg blev overrasket over hvor godt adapteret til film den er. Der var ikke ret mange detaljer som ikke nåede op på skærmen. Så hvis man har set filmene for nylig er de dog desværre lidt kedelige. En sjov detalje er at Hannibal i bogen har 6 fingre på den ene hånd. Jeg gav dem alle 3-4 stjerner.

Tyvenes Marked af Jan Guillou – det her var én af de bøger jeg havde med til Bog Forum i november hvor Jan Guillou signerede bøger, og jeg fik hans autograf. Jeg må dog bekende at jeg ikke havde læst den før jeg mødte ham, men jeg blev bestemt ikke skuffet! Før Bog Forum valgte jeg at genlæse en af mine ynglings bøger Ondskab og det var nok også den eneste grund til at flere af bipersonerne i Tyvenes Marked fik en klokke til at ringe et sted. For Erik og Pierre er begge med! Det var et fabelagtigt gensyn, og selvom Tyvenes Marked er klassificeret som en krimi, var der ingen mord, men det gjorde den bestemt ikke kedelig.

Mit vilde år: to dage gift, fem dage single (Eng: Wild oats project) af Robin Rinaldi – jeg ved ikke hvor mange af jer der har hørt om den her bog, men jeg havde læst om den et par gange på diverse medier og var altså lidt nysgerrig. Det er en sand historie skrevet af Robin om Robin og hendes liv i et barnløst forhold. Da hendes mand igennem 18 år bliver steriliseret, får det en lang række konsekvenser for deres ægteskab. Blandt andet beslutter Robin sig for at hvis hun virkelig skal blive gammel uden børn, vil hun som minimum have haft mere en 3-4 sexpartnere i sit liv. Derfor får hendes mand og hende et åbent forhold og bogen beskriver hendes seksuelle oplevelser og livet i et åbent forhold, og den tillid det kræver. Det er en næsten grænseoverskridende ærlig fortælling, og selvom jeg hverken gik ind for hendes måde at håndtere sin problemer på eller hendes livsstil, så har jeg stadig meget respekt for Robin Rinaldi og hendes bog. Jeg har givet bogen 4 stjerner for mod og ærlighed.

Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud – Jeg så Abdel på Bog Forum hvor han netop var for at snakke om denne bog, og de problemstillinger som den omhandler. Jeg fandt ham både inspirerende og sej og havde jeg haft pengene havde jeg også købt bogen på stedet, men livet på SU er ikke altid så nemt. Så da jeg fandt den som lydbog på Mofibo måtte jeg jo lige vide hvad Abdel ellers havde at sige. Og jeg kan kun sige én ting om den her bog: den er SÅ vigtig. Alle burde læse den. Jeg kan blive så arrig af hvide, privilegerede røvhuller som er uden tanke for hvad deres ord gør ved andre. Hvis vi betragter racisme som noget der kommer i ”grader” så er ’velment racisme’ næsten det værste. ”Jeg tager hensyn til dig, er jeg ikke god”… Nej behandl mennesker med respekt uanset deres hudfarve, og reager i en given situation præcis som du ville i enhver anden situation hvor du står overfor et andet menneske. Udtalelser som ”hvor taler du flot dansk” (sagt af Bertel Haarder til Abdel i radioen) er så ignorant og dumt sagt når manden er vokset op i Middelfart. Ja der er kulturforskelle, men hvorfor skal det stoppe os i en smuk sameksistens? Noget af mit ynglings mad er Tikka Masala og sushi som bestemt ikke er særlig dansk. Kaffe er fra Etiopien for filan. Jeg har givet bogen 5 stjerner fordi den stemmer så meget overens med min egne holdninger og den er vanvittig aktuel i den verden vi lever i lige nu.

Howl’s Moving Castle af Diana Wynne Jones – jeg elsker tegnefilmen af Hayao Miazaki og jeg har længe haft bogen stående på min reol, så nu skulle det være. Den er er et moderne eventyr og helt vildt sød. Jeg var specielt helt vild med starten hvor den tog udgangspunkt i eventyrregler og hvordan karaktererne bryder med dem. Vores hovedperson er den ældste af tre døtre, og hun mener derfor ikke at have et særlig interessant liv i vente fordi ”alle ved at hvis 3 søskende drager ud, er det altid den ældste der fejler først”. Den var anderledes end filmen, og ikke altid til det bedre, men jeg nød den stadig uendelig meget. Jeg har givet den 5 stjerner på goodreads, for man kan ikke give den 4.5 og den fortjente mere end 4!

Det her var bare nogle af de bøger jeg har læst siden november selvfølgelig, men ellers blev det her et meget langt blogindlæg.

Nu er det endelig vejr til nye eventyr! Glædelig forår alle sammen ❤

Anmeldelse af Kingkiller Chronicles-serien af Patrick Rothfuss

Serien Kingkiller Chronicles består indtil videre af 2.5 bøger og jeg anmelder her de første 2; The Name of the Wind og The Wise Man’s Fear der sammenlagt er på 1660 sider. Og ja det skulle altså med i anmeldelsen. Bog 2.5 er en kort roman om en af bipersonerne som jeg ikke har læst endnu, og som vidst ikke har en afgørende betydning for bøgernes handling. Der er en sidste bog undervejs til at afslutte trilogien.

Bøgerne handler om Kvothe, en yderst intelligent dreng der starter sit liv som sigøjner i en fantasy verden hvor de er næsten lige så ilde anset som de er det i vores verden. Historien begynder med at Kvothe er, om end ikke gammel, så i hvert fald ældre, da han sætter sig ned og fortæller om sit liv til en mand der ønsker at skrive hans biografi. Her starter den egentlige historie som indimellem afbrydes af nutids handlingen (som bestemt heller ikke er uden sin portions spænding). Fortids fortællingen er klart det der fylder mest af historien (deraf ’krøniker’ i serienavnet), for Kvothe har gennemlevet et særdeles interessant liv.

2016-10-06-13-17-58

Words are pale shadows of forgotten names. As names have power, words have power. Words can light fires in the minds of men. Words can wring tears from the hardest hearts. There are seven words that will make a person love you. There are ten words that will break a strong man’s will. But a word is nothing but a painting of a fire. A name is the fire itself. – The Name of the Wind

Det er svært at forklare hvad denne bog handler om for Kvothe indleder sin fortælling med at opridse nogle af hans mest imponerende præstationer, men da mange af disse indeholder navne på både personer og steder, som vi endnu ikke kender til, sidder man lidt med en følelse af at man burde være imponeret, men man ved endnu ikke hvorfor. Det er ret svært at lade sig overvælde af noget man ikke aner hvad indebærer, så det er først i løbet af bøgerne at jeg har kunne sidde med en aha-følelse. Jeg kan i bakspejlet godt se det sjove i denne manøvre, men nu ved jeg jo lige pludselig også hvad der skal ske når jeg genlæser ordene (de er bagside teksten på den første bog). Også selvom hans udtalelser aldrig helt stemmer overens hvad der virkelig skete – udtalelserne bygger på rygter, så de er ikke 100 % troværdige. Hvilket minder mig om at det er sjovt hvor stor en rolle rygter spiller i den her bog. Det er underholdende at vidne til hvordan en fjer hurtigt bliver til 4 høns når Kvothe taktisk undlader at udtale sig på de rigtige tidspunkter og samtidig give folk en smagsprøve på hans evner når der er et publikum. Det kan dog også blive lidt meget spil for galleriet, men det tror jeg også er det bogen ønsker.

Jeg indrømmer gerne at jeg græd som et lille barn et par gange i den første bog (den skarpe bloglæser vil nok have observeret at den slags gør jeg en del. Suk). Kvothes liv er en blanding af forunderlige hændelser og rædsom sorg. Det var dog ikke noget nær lige så slemt i bog 2 hvor følelsesregisteret ikke blev udfordret i lige så høj grad for mit vedkommende. Men jeg følte også at Kvothe i bog 2 blev mere arrogant og selvoptaget. Jeg håber dog at der er en mening bag han opførsel som i sidste ende får en betydning for bog 3’s udfald, for i nutidsbidderne er der bestemt intet at spore af den jeg-er-en-gud attitude som til tider blev for meget i The Wise Man’s Fear.

It’s the questions we can’t answer that teach us the most. They teach us how to think. If you give a man an answer, all he gains is a little fact. But give him a question and he’ll look for his own answers… That way, when he finds the answers, they’ll be precious to him. The harder the question, the harder we hunt. The harder we hunt, the more we learn. – The Wise Man’s Fear.

Bøgerne er velskrevne og fantasyverdenen er spækket med kulturforskelle og flotte mentale billeder, og de var en fornøjelse at læse! Humoren er god og jeg har flere gange siddet og grinet mens jeg læste dem. Jeg har valgt at give The Name of the Wind 5 stjerner, men kun 4 til The Wise Man’s Fear for Kvothes overlegne attitude, fordi de gav mig lyst til at stikke ham en lussing flere gange.

På dansk hedder serien Kongedræberkrøniken; Vindens Navn og Dragedræberen og er udgivet ved Tellerup. Jeg venter i ulidelig spænding på bog 3 som kommer til at hedde Doors of Stone på engelsk, men som desværre lader vente på sig! Det tætteste jeg kommer på en udgivelsesdato er andre ivrige bloggeres gætterier på hvornår Patrick Rothfuss overhovedet annoncerer den (diverse comic cons og den slags), men indtil videre har de alle taget fejl. Jeg vil ikke komme med noget gæt, men bare sætte mig og se utilfreds ud. For bogens titel hentyder til noget der er med i de andre bøger, og som endnu er totalt uudforsket, så jeg glæder mig meget. Kvothe er nysgerrig til det punkt at det er ved at få ham slået ihjel gentagende gange, og indtil videre er mysteriet om disse døre gået relativt stille forbi. Og min nysgerrighed holder snart ikke til det.

Anmeldelse: When Breath becomes Air af Paul Kalanithi

Kender I det der med at man føler man mangler lidt perspektiv på ens liv, og en bog genskaber balancen der var blevet lidt for tvær og sur? Allerede da jeg læste beskrivelsen til denne bog på Goodreads, vidste jeg at dette var sådan en slags bog. Og jeg må ærligt indrømme at jeg trængte til det efter hårde reeksamener! Til at få mit liv sat i et lidt mere positivt og optimistisk lys og til en rigtig gennemført tudetur! Og hold da helt op hvor var den her bog alle pengene værd ❤ Jeg græd allerede ved prologen… PROlogen før bogen overhovedet rigtigt er begyndt… Det har jeg godt nok aldrig været ude for før. Derudover knuselsker jeg bogens design der ligesom bogen er delt op i hans liv før og efter diagnosen:

2016-09-13-11-46-45

I vores tidsalder har vi vidst alle sammen haft kræft inde på livet i større eller mindre grad. Mit første møde var da min mors far blev erklæret terminal, men jeg var for ung til at forstå det, og havde heller ikke et særlig tæt forhold til ham. Værre var det da en af mine klassekammerater døde i en alder af blot 10 år og gjorde hele skolen opmærksom på vores egen dødelighed i en alt for ung alder. Bøger om kræft har det med at være hjerteskærende fortællinger netop fordi dette kan ske for enhver og alle kender nogen der har/har haft det. Denne bog gør så meget mere ondt fordi den ikke er fiktion men en døende mands sidste minde og det får ubarmhjertigheden til at fremstå så meget desto tydeligere. Specielt fordi han fik diagnosen et år før han blev færdiguddannet som neurolog – uddannelse dedikeret til at redde andre mennesker. Det er ironisk på den mest tragiske facon.

“One night on the sofa in my apartment, while studying the reams of wavy lines that make up EKGs, she puzzled over, then correctly identified, a fatal arrhythmia. All at once, it dawned on her and she began to cry: wherever this “practice EKG” had come from, the patient had not survived.”

Dette er et lidt langt citat, men det ramte noget I mig, netop fordi det var sådan jeg havde det mens jeg sad og læste bogen. Paul Kalanithi døde i marts sidste år og efter at have lært ham at kende, både på godt og på ondt, tog jeg oprigtigt del i sorgen over hans død. Den her bog er meget filosofisk omkring død og liv, og til trods for det hårde emne formår Kalanithi også at joke lidt med, som i dette citat fra hans første uge på hospitalet:

“What a call to make. In my life, had I ever made a decision harder than choosing between a French dip and a Reuben?”

Selvfølgelig skal man ikke se bort fra at dette er en selvbiografi og man behøver ikke æde det hele råt, men jeg føler stadig at det er en kraftfuld bog på sin egen måde, og med en kandidat i litteratur og færdiguddannet som neurolog i en alder af 37, kan Paul Kalanithi helt klart bære sin fortælling.

”I began to realize that coming in such close contact with my own mortality had changed both nothing and everything. Before my cancer was diagnosed, I knew that someday I would die, but I didn’t know when. After my diagnosis, I knew someday I would die, but I didn’t know when. But now I knew it acutely. The problem wasn’t really a scientific one. The fact of death is unsettling. Yet there is no other way to live.”

2016-09-01-19-51-01

Jeg havde simpelthen den skønneste oplevelse med at læse den her bog! Jeg har altid brugt offentlig transport som en meget offentlig mig-tid hvor jeg sidder fuldstændig opslugt og læser. På det sidste er det også nået et punkt hvor jeg går på gaden og læser imellem mine destinationer (oftest i forbindelse med til eller fra bussen). Mandag gik jeg fra bussen og hen til en veninde og jeg var næsten færdig med del 1 af bogen og han havde lige fået en forfærdelig nyhed om en af sine venner og jeg måtte lige have det sidste med af afsnittet inden jeg skulle til bogklubmøde om en anden bog. Imens jeg går der stopper der pludselig en kvinde ud for mig på sin cykel og hun kalder til mig og spørger hvad det dog er for en bog jeg læser siden jeg er nødt til at gå og læse på den måde. Jeg viser hende bogen og fortæller lidt om dens handling og hun siger ligeud til mig ”Du er simpelthen fantastisk”. Hun var så betaget af at jeg var så opslugt og hun ville frygtelig gerne læse den bog som kunne få en ung kvinde som mig til at gå langsomt gennem byen. Hun spurgte til titlen flere gange i håb om at hun kunne huske den når hun nåede hjem og jeg fortalte hende at bogen også snart fik sin debut på dansk. Inden afsked sagde hun til mig at hun gerne ville give mig en gave som tak for den hun lige havde modtaget og hun anbefalede mig at læse sonetter af Rainer Maria Rilke. Jeg er ikke den store ørn til digte, men efter sådan en dejlig oplevelse med et andet menneske er den selvfølgelig kommet på min læseliste!

Alt i alt en helt igennem fantastisk, følelsesladet læseoplevelse og det er ikke sidste gang jeg læser non-fiction som ellers hidtil ikke har været min genre. Jeg har valgt at give bogen 5 stjerner fordi jeg ikke kan slippe den med tankerne og til trods for dens sørgelige tema, er det også en smuk bog som fik mig til at smile og mindes den med en slags masochistisk glæde.

Til dem der hellere vil have bogen på dansk, kommer den til at hedde Før jeg forsvinder og udkommer ved Lindhart og Ringhof den 19. september.

Anmeldelse: The Final Empire, Mistborn #1 af Brandon Sanderson

The Final Empire handler om skaa pigen Vin som lever i undergrunden med en skaa bande, hvor hun forsøger at holde sig i live, og så vidt muligt, ude af syne. Skaa er slaver i The Final Empire og bliver voldsomt undertrykket af The Lord Ruler og hans adelige. Skaa regnes ikke for at være andet end slam og fodres dårligt og lever alt i alt horribelt. I 1000 år har The Lord Ruler reageret over riget, for han er en udødelig gud og har overlevet halshugninger, at blive brændt, at blive skindet levende… Kort sagt alt. Men en dag kommer Kelsier, og tilbyder Vin at blive en del af hans gruppe der vil styrte The Lord Ruler fra magten og befri skaa folket fra deres rædsomme levevilkår. Kelsier er Mistborn, altså han kan udnytte metaller til at få overnaturlige kræfter, og han har hørt at Vin også er Mistborn og han vil gerne træne hende. Hun siger ja, ikke fordi hun tror på deres forehavende, for tanken om Riget uden The Lord Ruler er for ufattelig, men fordi hun gerne vil være stærkere og kunne klare sig selv. Helt uvidende om det har hun dog lige sagt ja til venskaber, loyalitet og sider af sig selv som hun aldrig havde turdet drømme om i slummen.

2016-07-09 19.05.52-2

Uha hvor jeg altså elsker fantasy ❤ Jeg bliver en helt giddy lille pige når jeg møder en serie som den her! Da jeg startede på engelskstudiet, helt ung og naiv vidste jeg endnu ikke hvem Brandon Sanderson var, men jeg husker stadig hvordan en mandlig medstuderende sagde ”hvis jeg kunne gifte mig med den mands hjerne…” hvilket forekom mig ret morsomt dengang, men nu forstår jeg til fulde hans udtalelse og ih du milde nogle verdner! Jeg har læst alt hvad der er at læse i Stormlight Archive serien (små 2400 sider cirka fordelt på 2 bøger indtil videre) og venter utålmodigt på mere, så nu har jeg i mellemtiden kastet mig over denne 7 binds serie (en trilogi og en quatet som foregår i fremtiden fra den oprindelige serie, men i samme univers) og YAY!

Åh hvis man er en lige så stor freak som mig der elsker episk fantasy som Ringenes Herre for dets gennemførthed (selvopfundet ord) og små quirks så er det her lige sagen! Men gennemførte fantasy verdener kræver altså mange og store bøger… Jeg ved godt det kan virke demotiverende at kigge på en serie på over 500 sider pr bog, jeg har selv været der, men hvor er det bare det hele værd når man først kommer i gang! I lang tid føler man ikke at man kommer nogle vegne og går handlingen ikke lige langsomt nok? Og så sker det at du bliver grebet og pludselig er bogen slet ikke lang nok. Der er jo heller ingen der siger du skal læse den færdig på en uge, man kan jo sagtens gemme lidt på den. Jeg ved godt at jeg lyder som en cheesy telefonsælger der forsøger at sælge dig noget du egentlig ikke føler du har brug for, men helt ærligt så føler jeg at alt for få giver episk fantasy en chance på grund af størrelsen på bøgerne, og jeg synes det er synd.

Brandon Sanderson skriver ikke bare gennemførte værker, han skriver også vidunderlige karakterer! Jeg må indrømme at jeg elsker hans kvindelige karakterer. De har ben i næsen, deres egen dagsorden og selvom de går op i at deres tøj og at deres hår sidder pænt kan de sparke røv (ligesom Buffy woop woop). Og det gælder for begge serierne! Jeg er også blevet enormt vild med en karakter fra denne serie kaldet Sazed, for jeg tror simpelthen ikke du kan bringe den mand ud af fatning. Kelsier er et storsmilende legebarn som vrikker med øjenbrynene hver gang nogen kalder ham sindssyg – for det sker ofte. Ham er filosofisk (meget passende navn, inspireret af en hr. Beckett måske?) og en fantastisk soldat. Marsh er en alvorlig mand, men han har dybe ar på sjælen der har gjort ham til den han er, hvilket vil sige en brooding badass. Jeg kunne blive ved, men jeg vil ikke kede jer alt for meget så her var lige mine favoritter.

Min eneste kritik af denne serie er at den indtil videre ikke er lige så gennemført som Stormlight Archive serien, men nu har jeg også læst 1800 sider mindre Mistborn end Stormlight Archive så det er muligvis for tidligt at dømme den alt for hårdt. Jeg kan kun sige at hvis jeg ikke sad med reeksamen så var jeg allerede i gang med bind 2 og den står bare på min reol og lokker mig! I næste uge får den ikke et ben til jorden, jeg siger det bare.

The Final Empire får 5/5 stjerner af fantasy fanatikeren, men det kommer vel ikke helt som nogen overraskelse? Jeg håber I vil give den en chance for her drager du i sandhed på et eventyr.