Anmeldelse: Hamlet af William Shakespeare + Odense Teater

Shakespeares skuespil skal ses, ikke læses. For helt ærligt så bryder jeg mig ikke særlig meget om at læse skuespil. Jeg vil have beskrivelser af omgivelser, deres ansigtsudtryk, deres opførsel gennem en samtale. Skuespil er bare replikker og når jeg læser et ender det altid med at blive helt monotont inde i mit hoved. Jeg ved godt det ikke er sådan man skal læse skuespil, men uden udførlige instrukser kan jeg simpelthen ikke se karaktererne for mig. Nok har jeg en god forestillingsevne men jeg foretrækker nu stadig den pædagogiske fremgangsmåde der fortæller mig alt hvad jeg har behov for at vide (her mener jeg en helt almindelig roman).

Tilmed skal jeg være den første til at indrømme at Shakespeare og jeg ikke kommer så godt ud af det med hinanden. Jeg har altid vidst jeg var en elendig anglofil (hvem ellers har en bachelor i et sprog, uden nogensinde at have boet eller besøgt et land med det pågældende sprog…). Men når jeg taler med andre britisk-kultur nørder føler jeg ofte at Shakespeare spiller en større rolle for dem end for mig. Shakespeare har bare altid været en af de personer som jeg føler får mere kredit end han fortjener. Han var trods alt mere ligesom brødrene Grimm der samlede historier, end særdeles original. Han har bare fået æren for andres arbejde.

2016-09-23-12-19-49

Når det så er sagt vil jeg gerne vende tilbage til første linje i min anmeldelse, for jeg læste nemlig stykket i forbindelse med at min veninde inviterede mig i teateret og se Odense Teaters fortolkning af stykket iscenesat af Egill Pálsson. Min veninde Rikke Bergmann fik billetterne for at anmelde stykket for U-ambassadørerne på Facebook og jeg kan anbefale at læse hendes anmeldelse. Det var et virkelig godt stykke! Det var en moderne udgave hvor de gammeldags beklæder er skiftet ud med jakkesæt og til tider endda tilsat referencer til popkultur, som blev leveret genialt og underholdene. Hamlets vanvid var gribende, grænseoverridende og vanvittig morsomt på én og samme tid. I sit vanvid brød han den 4. væg og henvendte sig direkte til publikum, og vi blev en slags fortrolige i hans galskab, for de andre skuespillere bevægede sig stadig på scenen bag Hamlet, og kunne ikke ”se” os, men kun Hamlet der talte med sig selv.

Efter faderens mord hentes en stor dynge jord ind på scenen der symboliserer hans gravsted, og denne jorddynge spiller en lige så stor rolle som en hvilken som helst anden karakter i stykket, hvilket var et særdeles interessant virkemiddel i mine øjne. Hamlet blev spillet af Morten Brovn og han bærer virkelig hele stykket med hans voldsomt gode præstation og jeg forestiller mig han trænger til at varmt, langt bad efter hver forestilling (høhø).

2016-09-23-11-52-40

Jeg havde i første omgang valgt at give stykket 3 stjerner, men nu tror jeg at jeg er nødt til at give det 4. ikke fordi teaterstykket var en direkte adaption som overbeviste mig om at gøre det, men fordi jeg føler det at jeg nu kan visualisere det bedre vil gøre hele forskellen når jeg læser det en anden gang. Selvom jeg nok vil savne nogle af de ting som Odense Teaters Hamlet havde tilføjet til den originale historie. På mange måder syntes jeg virkelig det er bedre end Shakespeares eget stykke.

Jeg kunne ikke helt dy mig for at skrive en lille parodi… Det indeholder spoilers for Shakespeares Hamlet, og lidt for Odense Teaters, men alle bekendt med historien bliver ikke voldsomt overraskede over indholdet.

 

Shakespeares Hamlet på 100 ord (overdrivelse fremmer forståelsen, som man siger):

Spøgelse: ”MIN SØN, JEG ER BLEVET MYRDET.”
Hamlet: ”ÅH NEJ FAR, JEG HÆVNER DIG…hvis jeg altså tror på den klat der er min far hmmmmmm”
Ophelia: ”TAG MIG HAMLET”
Hamlet: ”Gå nu lige væk Ophelia, jeg har travlt. To be or not to be.”
Claudius: ”MUHAHAHA jeg slap godt fra at myrde min bror og ægte hans hustru. Jeg er nu konge af Danmark. FUCK, HAMLET HAR OPDAGET DET HELE.”
Hamlet: ”NED MED CLAUDIUS. Ej det var sgu da Polonius. Undskyld Ophelia!”
Ophelia: ”ÅH NEJ FAR.” *dies*
Hamlet: ”Det her er sgu lidt noget lort. Alas poor Yorric”
Laert: ”JEG UDFORDRER DIG TIL EN DUEL HAMLET”
ALLE DØR.

Advertisements

Anmeldelse af Greven af Monte Cristo (1844) af Alexander Dumas

2016-01-26 14.20.39-2

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive den bog. Den er stærk, frygtindgydende og smuk på én og samme tid. Jeg har altid elsket filmen med Jim Caviezel fra 2002 – men den er håbløst simplificeret i forhold til bogen! De to historier har dårligt nok noget med hinanden at gøre, ud over navnene og det faktum at det drejer sig om hævn. Og åh, sikke en hævn. Bittersød, grusom og altødelæggende.

Edmund Dantes er en velsignet mand. Han er elsket af sin far, elsket af sin besætning (han er næstkommanderende på et handelsskib) og elsket af sin unge forlovede Mercedes. Da han bliver udnævnt til kaptajn og endelig har råd til at gifte sig, virker hans lykke gjort. Men den slags lykke kan man ikke undgå at blive misundt, og slet ikke på en tid hvor få er så heldige at være i besiddelse af blot én af de tre. 4 mænd går bag om ryggen på Dantes, fordi de er smålige, misundelige eller grådige, og deres handlinger får tilsammen spærret Dantes inde i et fængsel hvor han i 14 år er gemt væk fra omverdenen, for en forbrydelse han ikke har begået. Det var disse 4 mænd der begik en forbrydelse ved at spærre ham inde. Da denne sandhed går op for Dantes sværger han en grufuld hævn, og det er hans drivkraft for at slippe ud af fængslet. I sin tid i fængslet møder Dantes en gammel, spansk præst, som i et forsøg på at grave sig ud, har gravet sig ind til ham, og de nyder godt af hinandens selskab. Præsten lærer Dantes alt han ved, og på sit dødsleje fortæller præsten Dantes hvor han kan finde en umådelig skat, når det lykkedes ham at slippe ud. På øen, ved navn Monte Cristo. Det er her hvor romanen for alvor begynder, hvor Edmund Dantes slipper ud og bliver Greven af Monte Cristo.

Han vender tilbage til Frankrig efter at have været væk i næsten 25 år, for efter han slap ud af fængslet har han rejst jorden tynd for alle der kunne tænkes at have et udeforstående med de samme 4 mænd som han. Én dårlig handling arver andre, så at sige, for disse mænd har ikke ligget på den lade side hvad angår skidt opførsel, og Dantes vender tilbage til Frankrig med et hel arsenal af hemmeligheder som han med en utrolig tålmodighed, venter på at slippe løs til øjeblikket er helt rigtigt.

Det var direkte skræmmende at læse hvordan han kom til Paris og indyndede sig hos familierne til de mænd han ønskede at tage hævn over og gjorde sig noget nær uundværlig i deres liv. Hvordan han plantede idéer i hovedet på dem som deres små griske hjerner sugede til sig og førte ud i livet til en perfektion der blev deres egen undergang. Hele bogen er et spindelvæv af grusomme handlinger og bag dem står Edmund Dantes, som tror han er på en mission af gud for at straffe disse mænd. Men moralen i denne historie er uden tvivl at hævn aldrig er den rette løsning, uanset forbrydelsen. For som hans plan udfolder sig går mere og mere galt, og flere og flere dør for en forbrydelse de slet ikke kender til. De sidste cirka 200 sider sad jeg med en ængstelig angst og knugede en pude til mit bryst, fordi alting gik som det skulle men 30 gange værre end tiltænkt, og jeg kunne næsten ikke holde alt den elendighed ud.

Som jeg sagde er jeg en stor fan af filmen. Det er jeg stadig, men den er slet ikke den samme for mig mere. Edmund Dantes fik sin hævn, men prisen blev lang større end han havde drømt om. Langt værre end han havde frygtet og han stiller til sidst spørgsmålstegn ved om han i sandhed har retten til at kræve så grusom en hævn over nogen.

Denne bog var så velskrevet og plottet var en smuk symbiose af grusomhed og elegance, så jeg kunne ikke andet end at give den 5 stjerner og bekende at jeg godt kan se hvorfor denne bog er en klassiker.

PS. Hvis du ikke har set filmen, så gør dig selv en tjeneste og se den

PPS. Hvis du ikke har læst bogen, burde du virkelig overveje det. Den er en mundfuld, men den er det værd. – Men lad være at sammenlign filmen med bogen. Det er spild af tid.

Bogklub #2 A Christmas Carol af Charles Dickens

Af Charles Dickens

2015-12-22 14.12.31

Et Juleeventyr er en kort, gammel bog fra 1843 om en sur mand som bliver tvunget til at se nogle hårde sandheder i øjnene om hvilken slags person han er, og de konsekvenser dette forvolder. Og det er én helt igennem fantastisk bog! Hvilket er grunden til at jeg giver den 5 stjerner, og den havde fået mere hvis jeg kunne give den det.

Jeg havde en absolut FEST da jeg læste den her! Lad mig skynde mig at sige at som børn ejede min bror og jeg filmatiseringen Mickeys Juleeventyr som bruger Joachim Von And som Scrooge og Mickey Mouse som hans assistent Bob. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set dette gamle VHS bånd, både i juletiden, men så sandelig også på andre tidspunkter af året. For jeg har altid elsket den her historie, så det at læse den var nok til at jeg græd da Scrooge kiggede ind af vinduet hos sin assistent, og så Tiny Tim som kom gående med sin stok og var den gladeste lille dreng, til trods for at hans familie var fattig og næsten ingen mad havde juleaften. Ligeledes græd jeg til sidst, dog denne gang af glæde, da Scrooge blev som en anden far for familien og gav Bob en gevaldig lønforhøjelse så han bedre kunne tage sig af sin familie.

Dette er en historie om ikke at miste den sande værdi i livet, nemlig livet. Penge kommer og går og det nytter ikke noget at have mange penge, hvis du ikke har dem med andet formål end at samle flere. Den glæde som Scrooge oplever da han endelig stopper med at tælle de fordømte mønter, og beslutter sig for et lykkeligere liv er så rørende at jeg har tårer i øjnene bare af at skrive om det.

Jeg tror måske en anden grund til at denne historie rammer mig så hårdt i år er det faktum at jeg ikke har været i julestemning de sidste par juleaftener, hvilket gør højtiden aldeles elendig når det eneste man kan tænke på er at få den overstået. Årsagen til dette er meget personlig for mig, men i julens ånd (og det faktum at jeg har det meget bedre) vil jeg gerne dele det med jer. Jeg har de sidste 2 år lidt af angstanfald og depression forbundet med at jeg har frygtet for mit liv og min fremtid fordi medierne har fortalt mig at jeg som humanist ikke er noget værd. Men jeg mener at det jeg laver har en værdi for mig og som jeg lige har læst det i Scrooge, så er det en glæde ingen kan tage fra mig.

Men i år er jeg klar til jul! SÅ GLÆDELIG JUL ALLE SAMMEN – og jeg håber jeres gaver er fyldt med bøger som indeholder vidunderlige eventyr i kan nyde i det nye år ❤

PS. Jeg læste bogen som en e-bog (jeg skammer mig, og skal så sandelig have skaffet en kopi til mine hylder), så billederne er fra Mickeys Juleeventyr.

2015-12-22 14.18.02

Velkommen kære rejsende!

Velkommen kære rejsende, til min blog Paper Quests! Så spænd hjelmen, grib din vandrestav og tag del i eventyret igennem bøgernes verden.

Hvem er jeg?

Mit navn er Sarah Jørgensen, jeg er 22 år og læser Litteraturvidenskab i Odense. Hvem er jeg? Jeg er en del af en døende race – Bogelskerne! Dem som ikke ved noget bedre end at sidde med en bog, hvad end den er ny eller gammel, og indånde dybt med ansigtet presset ind imellem dens sider i et forsøg på at snuse hele dens historie ind. Hele mit liv har jeg været fascineret af bøger. Som lille havde jeg ofte sår på min fingre, som stammede fra siderne når jeg, en anelse for ivrigt, skulle lukke op på en bestemt side i vores temmelig slidte udgave af Lademanns Leksikon, for at vise min mor et billede af en smuk fugl eller klam edderkop. Da jeg så fik øjnene op for bøger som Skammerens Datter af Lene Kaaberbøl, Harry Potter af J. K. Rowling, Ringenes Herre af J. R. R. Tolkien og Det Gyldne Kompas af Philip Pulman var min skæbne besejlet, og jeg er nu i gang med en uddannelse som forhåbentlig vil kunne skaffe mig et job som redaktør på den anden side. Jeg havde engang et valgfag på uni om The Gutenberg Parenthesis, og hvis du ikke er bekendt med det, kan jeg godt anbefale den! Det er utroligt spændende og satte en masse tanker i gang hos mig med hensyn til bøger og digitalisering. Selv min ellers så søde kæreste foretrækker at læse sine bøger på telefonen hvor de ”ikke fylder” – forræder! Men han er også fra Island, det kan han jo ikke gøre for. Selv foretrækker jeg altid at sidde med bogen og kæle for håndværket og tankerne der er lagt ind i de mange sider. Bøger skal værnes om og elskes. Og det er da også derfor jeg har lavet denne blog – for at hylde bøger og de eventyr de bringer os på med ord som deres eneste virkemiddel.

Hvad læser jeg?

Tja hvis du ikke allerede har gættet det, så er jeg glad for fantasy! Faktisk er min største drøm at blive fantasy forfatter (inde for den genre kaldet Episk Fantasy), men jeg skriver ikke så godt når jeg er presset, og det er svært at læse på universitetet uden at være presset…Men jeg læser også meget klassik litteratur. Min første kærlighed var Engelsk Litteratur (specielt legenden om Kong Arthur), da jeg har en bachelor i engelsk, og tilvalg i Litteraturvidenskab. Jeg er meget glad for Thomas Malory, Oscar Wilde, Edgar Allen Poe og Brandon Sanderson – fair nok, det var ikke lige britisk det hele, men jeg holder da selvfølgelig også af både Shakespeare og Jane Austen! Jeg vil dog lige slå fast at ud over Jane Austen og John Greens The Fault in our Stars har jeg aldrig læst en bog med kærlighed som hovedemne at jeg brød mig om. Jeg har læst én Nicholas Sparks bog (Lucky You) som jeg ikke var særlig imponeret over, og Jojo Moyes Me Before You efterlod mig med en slem skuffet følelse. Så kort sagt; Fantasy, Dystopisk litteratur, klassiske værker, og så ellers lige hvad der fanger min interesse på et givent tidspunkt.

Join the Quest people!