Bogblogger event – Kvindeliv

I går blev jeg og en gruppe andre bogbloggere snotforkælet med bøger og andre fede ting, til et bogblogger event på den smukke Paludan café i København arrangeret af Elena Leah (litteraturhuset.dk) og Louise Bach Jensen (thebookcollector.dk). Temaet var kvindeliv og havde fokus på kvindelige forfattere og kvinder i litteratur.

Til at fortælle om kvindelige forfattere havde arrangørerne fået Sune De Souza Schmidt-Madsen som udover at være den eneste mand til arrangementet, også er redaktionschef på Lindhardt og Ringhof for deres afdeling for dansk skønlitteratur. Han præsenterede en masse bøger af kvindelige forfattere, deriblandt den anmelderroste Folkets Skønhed af Merete Pryds Helle, den omdiskuterede Glansbilleder af Geeti Amiri og et par krimier (som jeg desværre kom lidt for sent til at høre så meget om, ups). Men jeg vil virkelig gerne læse de første to bøger jeg hørte ham tale om! De er slet ikke i den genre jeg normalt beskæftiger mig med, men de lyder virkelig gode.

Dernæst havde vi et oplæg om kvinder i litteratur, og til at fortælle om det havde vi forfatterinderne Agnete Friis, som læste op af sin bog Blitz, og Karen Strandbygaard som læste op af sin bog Se Ikke Væk. Bøgerne handlede om mødre, men på meget forskellige måder. I Blitz handlede det om gråzonen mellem at psykisk udfordret og stadig kunne være en god mor i det danske system og i Se Ikke Væk handlede det om angsten ved at der skal ske ens børn noget. Igen er det normalt ikke en type bøger jeg beskæftiger mig med, men forfatterne fik begge emner til at lyde virkelig spændene, og som en der jævnligt lider af angst så var de også relevante. Specielt Karen Strandbygaard har fået meget feedback for sin bog om angsten ved at være mor.

Til sidst spillede vi bogpakkeleg, med næsten lutter hårde pakker (lige som vi bognørder kan lide det) og vi fik 2 goodiebags. Alt i alt var det en supper hyggelig dag i lækre omgivelser og vi drog veltilfreds hjem i toget.

Tak til sponsoraterne som også vil dukke op flere gange på bloggen og min instagram (sarahreffstrup) de næste mange uger! ❤

Café Paludan

CulturePlus.dk

Fredsted

Karen Volf

PLUSbog.dk

Tebox

La Glace konditoriet

Arnold Busck

Tante T

Politikens Boghal

Brændpunkt forlag

Gads forlag

Flamingo

People’s press

Aarhus Universitetsforlag

Modtryk

Turbine

Harper Collins Nordic

C&K forlag

FADL forlag

Arvids forlag

Advertisements

Anmeldelse af Calendar Girl af Audrey Carlan

Sidste år udgav forlaget Lovebooks Audrey Carlans første 3 novellaer om Mia Saunders i en samlet udgave på dansk, og der var så meget hype omkring den serie! Hvert fald på mine sociale medier var der masser af billeder, og det blev kun forstærket da Audrey kom til København til Bog Forum i november sidste år. Jeg indrømmer blankt at jeg vidste det ikke ville være min genre da jeg satte mig til at læse den, men derfor havde jeg nu alligevel forventet mere af den.

Mia Saunders far drikker og gambler deres penge væk til hendes kriminelle ekskæreste, og efterlader faderen i en koma. Mia overtager sin fars massive gæld og lader sig hyre som escortpige i sin mosters firma, og opgiver midlertidigt sin egen drøm om at blive skuespiller. Hver måned bor hun hos en ny klient, et vilkårligt sted i USA og hver måned er der mulighed for en ekstra ”sengebonus” hvis tingene udvikler sig.

Helt ærligt syntes jeg det lød som en underholdende bog lige fra starten. Jeg kunne også godt lide Januar fordi den gav nogenlunde mening. Der var et par steder hvor jeg rullede en del med øjnene (så som da hun rådgiver en fremmed kvinde om at få børn ved deres første møde) men gennemgående følte jeg mig underholdt, så jeg valgte at fortsætte. Derefter blev det kun værre…

I Februar skal hun posere nøgen for en kunstner der vil male hende, men hun har et sammenbrud da han beder hende interagere med en anden statist til et billede. Jeg er med på at de skulle foregive at udføre noget intimt, men de gjorde det jo rent faktisk ikke (altså sex delen), og jeg undrer mig lidt over hvorfor vil den her pige være skuespiller hvis hun ikke engang kan fake at nyde en krammer? Jeg læste tænderskærende februar færdig og begyndte allerede der at overveje om det her virkelig var noget jeg ville læse færdig.

I Marts skulle hun spille en mands forlovede, men hun går fuldstændig i panik da hans mor begynder at diskuterer bryllupsplaner. Søde ven, hvad havde du regnet med hun ville snakke om? Og hun har vel fattet at hun ikke rent faktisk skal giftes med klienten selvom emnet bringes på bane. Hun er jo for pokker rejst den følgende måned! Jeg forstår ikke hendes angst over et bryllup der selvfølgelig ikke kommer til at ske! Hun gør faktisk nok godt for klienten i marts, men jeg kan ikke lade være med at føle at der er forceret at hun kan gøre så stor forskel på en enkelt måned i et andet menneskes liv, hver måned. Derudover rynker hun helt vildt på næsen af januar-fyren for at drikke whisky fordi det drikker hendes far og giver hende kvalme, men i marts har hun intet problem med at drikke sig stiv i Jameson whisky på Sankt Patricks dag…

Alt i alt har jeg valgt at give bogen 2 stjerner, for jeg syntes ikke Mia er en særlig troværdig karakter og hun er generelt bare lidt irriterende. Jeg syntes egentlig at præmissen for historien var god, men det er ikke særlig vellykket udført. Jeg har nok ikke tænkt mig at læse de andre tre bøger, selvom jeg gerne vil vide hvordan det hele ender. Måske låner jeg dem på biblioteket om nogle år når jeg har glemt for irriterende Mia er… Men chancerne er ikke store.

Bog Forum

Torsdag den 10. november drog jeg til hovedstaden for at overnatte hos min søde veninde Janni, fordi vi havde besluttet os for at tage til Bog Forum fredag morgen sammen. Vi fik aftenen til at gå med at gennemgå programmet og skrive ned hvad vi hver især ønskede at se i løbet af weekenden. Fredag morgen forløb i forventningens glæde og vi væltede glade ind af døren ved Bella Centeret i København. Det var første gang vi var af sted begge to, så vi havde ingen idé om hvad vi skulle forvente.

Skuffede blev vi i hvert fald ikke!

Fredagen forløb stille og roligt hvor vi gik rundt og kiggede på alle standene og mentalt kærtegnede de bøger vi ønskede os (så vi har befamlet en del uskyldige bøger i den weekend…). Jeg var til et oplæg om 5 klassiske debutantfejl hos nye forfattere ved Skriveværkstedet. De var meget basic men nogen gange er det okay at blive mindet om disse ting, så jeg tog en flyer med hjem til at minde mig om det Heidi Korsgaard fortalte i sit oplæg.

Derefter fik jeg mødt Nanna Foss og fik signeret mit eksemplar af Leoniderne! Nanna var super sød og jeg glæder mig til at læse det kommende bind 3 i Spektrum serien.

2016-11-11-23-14-46

Vi var også forbi Hvid Scene og høre Patrick Ness snakke om Monster og jeg kan slet ikke komme mig over hvor nede på jorden og behagelig Patrick Ness var i virkeligheden. Jeg har igennem længere tid fulgt ham på Instagram og hygget mig over det faktum at han deler utroligt mange billeder af sin kat (som lige har haft forstoppelse, det lille pus). Kald mig bare sær, men jeg elsker når kendte mennesker er afslappede (og jeg kan anbefale hans IG til alle der trænger til et smil i løbet af dagen).

2016-11-11-15-37-11

Senere så vi Abdel Aziz Mahmoud snakke om sin aktuelle bog Hvor taler du flot dansk som omhandler den gængse indvandrer og integration. Det var et både morsomt og inspirerende liveinterview om nogle meget samfundsrelevante emner, og jeg vil helt klart glæde mig til at læse hans bog!

Jeg så også Lars Mikkelsen derude i løbet af dagen. Jeg har ikke set hans navn på programmet så han må have været der af private grunde. Ikke desto mindre var det meget svært for mig ikke at gå hen og kramme ham. Manden er en samfundsskat, og jeg elsker hans stemme ❤ Men det tror jeg havde været lidt svært at forklare ham, så jeg dyede mig og gik et andet sted hen.

 

Lørdag var en super travl dag! Fredag ankom min veninde Lisbeth også og vi havde alle vidt forskellige planer for hvad vi ville se i løbet af lørdagen, og der blev taget nogle hårde prioriteringsvalg, fordi der var så meget godt der lå samtidigt. Jeg valgte for eksempel at undvære at se Lene Kaaberbøl fordi jeg har mødt hende før, og hun var der udelukkende for at signerer og ikke snakke.

Vi var kommet lidt sent ud af fjerene og køen til at komme af med overtøj tog længere tid end forventet så vi nåede kun lige at skimte Dennis Jürgensen hen over hovedet på en masse mennesker og det samme med Milena Penkowa. Derefter fik vi alle signeret vores bøger af Patrick Ness, som vi ikke havde nået at få gjort dagen før. Mine veninder havde begge måtte købe en signeret udgave af hans bog, men ønskede samtidigt også begge at få deres eget navn skrevet ind i bogen, så vi stod alle 3 i kø. Han tog det ved godt mod og signerede Lisbeths ”Who made me sign my name twice” haha!

2016-11-12-21-33-33

Derefter var jeg ovre og se Sebastian Klein snakke om hans bog Fra min faders skygge som har været temmelig meget i medierne. Det viste sig at medierne har været lige lovlig hurtigere til at dømme en bog på dens omslag, for titlen faktisk var ment som en joke. Dog er bogen stadig alvorlig og Sebastian har forsøgt at give et retvisende billede af sin far som menneske. Den lyder som en emotionel oplevelse og jeg håber at jeg på et tidspunkt kan komme til at læse den.

Hella Joof har lige udgivet en bog hun kalder Papmachéreglen og hun skulle liveinterviewes på Gyldendals Tranescenen. Men vedkommende som skulle stå for interviewet fik dobbeltbooket sig selv, så Hella besluttede at stille op alene og fortælle om et par af reglerne fra hendes charmerende lille bog. Jeg er ikke ked af at indrømme at jeg græd af grin før de 20 minutter var gået, den kvinde er simpelthen fantastisk! Hun har så meget livsglæde og hvis der er noget jeg ærgrer mig over efter denne weekend, så er det at jeg ikke købte hendes bog og fik en krusedulle af hende. Men pengepungen havde mig i sin magt og der var så mange andre bøger jeg havde besluttet mig for at købe.

Lørdag blev også dagen hvor jeg fik signeret min kopi af Ondskaben som jeg i fordums tid har læst i folkeskolen og knuselsket lige siden. Det var derfor et stort øjeblik for mig at kunne trykke mit signerede eksemplar ind til mig, og læse videre hvor jeg var kommet til (genlæser den for nostalgien).

Da jeg er kæreste med en islænding har jeg en hvis interesse i den nordliggende ø og jeg besluttede derfor også at tage forbi interviewet med Yrsa Sigurdardottir som gæstede Bog Forummet om lørdagen. Hun blev interviewet af Ida Wohlert og Sara Blædel, som tydeligvis var en kæmpe fan af Yrsa. Selv gør jeg mig ikke så meget i krimi genren, og da de desværre ikke havde nogle islandske kopier med af bogen, blev det heller ikke til et køb for mit vedkommende.

Jeg fik også købt og signeret Ravnens Hvisken af Malene Sølvsten. Jeg har ganske vidst allerede læst og anmeldt den, men jeg elsker dansk fantasy og vil gerne støtte op om det når nu hun kommer med flere bøger! Dog spurgte hun ind til hvem af karaktererne jeg bedst kunne lide og spørgsmålet tog mig lidt på en mental sengekant (laaaaaaaang dag) så jeg sagde bare det første navn jeg kunne komme i tanker om og jeg kunne se at hun ikke helt forstod mit valg… Lidt pinligt, når jeg nu lige har læst den og så ikke kan huske karakternes navn haha.

Jeg var også inde og høre Lene Dybdahl fortælle om hendes nye fantasy serie ved navn Skyriel. Da det foregik på børnescenen (og i kraft deraf var temmelig pædagogisk) følte jeg ikke helt den store begejstring for at få læst bogen hurtigst muligt, men målgruppen var tydeligvis ikke møntet på os ”ældre børn”. Ikke desto mindre står den på min venindes reol og jeg agter at stjæle den næste gang jeg har en rolig stund. Den kunne måske være en god read-a-thon bog? Hmm.

Lørdag var simpelthen spækket med oplevelser, og aldrig har jeg været så ked af ikke kunne klone mig selv og se alting.

 

Søndag var lidt mere afdæmpet og i et stille og roligt tempo.

Vi ville gerne have set Ole Henriksen, men valgte at sove lidt længere og komme senere. Jeg så ham dog alligevel flere gange i løbet af dagen. Den skjorte var ikke til at overse!

Derudover fik jeg købt og signeret et eksemplar af Vejen til Panteon af Boris Hansen som så en smule fortvivlet ud da jeg fortalte at jeg glædede mig til at læse den og havde hørt gode ting om den. Han spurgte en forsigtigt om jeg var en bog blogger og han blev en anelse mere hvid i ansigtet da jeg sagde ja haha. Jeg er sikker på han ikke har noget at være så bekymret for, men hvis jeg stod i hans position (krydser fingrer for det sker en dag) så havde jeg det nok på samme måde. Bog bloggere kan være hårde kritikere.

Derefter så jeg Lisbeth Zornig og Michael Lindholm snakke om deres nye bog Bundfald på Hvid Scene. Bogen tager udgangspunkt i virkelige hændelser men formidlet som skønlitteratur. Generelt var Lisbeth og Michael så inspirerende at høre på at jeg er ret sikker på jeg skal have læst den bog snart. Jeg har fundet den på mofibo selvom det pinte mig ikke at kunne købte et fysisk eksemplar med en signering af forfatterne. Suk!

Vi var også forbi og høre Anders Fogh Rasmussen snakke om hans nye bog Viljen til at lede som handler om at han mener USA bør fremstå som en slags verdenspoliti. Det vil jeg nu mene at de allerede gør for meget til min smag, men vi kan jo ikke alle være enige! Det lød dog ikke som om Hr Fogh havde særlig meget held med at få Donald Trump i tale, så nu må vi hvordan det går.

Vi afsluttede søndagen med at se et liveinterview hvor Anders Lund Madsen interviewede Julia Lahme og Geo, vedrørende bogen Før jeg forsvinder af Paul Kalanithi. Det blev et interview om deres forhold til døden og til at være pårørende til folk som kæmper for at overleve. Det var i mine øjne en fantastisk afslutning fordi hver gang de blev lidt for triste eller meningsfulde, sørgede Anders Lund Madsen lige for at løfte stemningen og holde humøret oppe.

2016-11-13-16-02-28

Alt i alt var det en virkelig dejlig weekend og jeg kommer tilbage efter mere næste år!

Anmeldelse: When Breath becomes Air af Paul Kalanithi

Kender I det der med at man føler man mangler lidt perspektiv på ens liv, og en bog genskaber balancen der var blevet lidt for tvær og sur? Allerede da jeg læste beskrivelsen til denne bog på Goodreads, vidste jeg at dette var sådan en slags bog. Og jeg må ærligt indrømme at jeg trængte til det efter hårde reeksamener! Til at få mit liv sat i et lidt mere positivt og optimistisk lys og til en rigtig gennemført tudetur! Og hold da helt op hvor var den her bog alle pengene værd ❤ Jeg græd allerede ved prologen… PROlogen før bogen overhovedet rigtigt er begyndt… Det har jeg godt nok aldrig været ude for før. Derudover knuselsker jeg bogens design der ligesom bogen er delt op i hans liv før og efter diagnosen:

2016-09-13-11-46-45

I vores tidsalder har vi vidst alle sammen haft kræft inde på livet i større eller mindre grad. Mit første møde var da min mors far blev erklæret terminal, men jeg var for ung til at forstå det, og havde heller ikke et særlig tæt forhold til ham. Værre var det da en af mine klassekammerater døde i en alder af blot 10 år og gjorde hele skolen opmærksom på vores egen dødelighed i en alt for ung alder. Bøger om kræft har det med at være hjerteskærende fortællinger netop fordi dette kan ske for enhver og alle kender nogen der har/har haft det. Denne bog gør så meget mere ondt fordi den ikke er fiktion men en døende mands sidste minde og det får ubarmhjertigheden til at fremstå så meget desto tydeligere. Specielt fordi han fik diagnosen et år før han blev færdiguddannet som neurolog – uddannelse dedikeret til at redde andre mennesker. Det er ironisk på den mest tragiske facon.

“One night on the sofa in my apartment, while studying the reams of wavy lines that make up EKGs, she puzzled over, then correctly identified, a fatal arrhythmia. All at once, it dawned on her and she began to cry: wherever this “practice EKG” had come from, the patient had not survived.”

Dette er et lidt langt citat, men det ramte noget I mig, netop fordi det var sådan jeg havde det mens jeg sad og læste bogen. Paul Kalanithi døde i marts sidste år og efter at have lært ham at kende, både på godt og på ondt, tog jeg oprigtigt del i sorgen over hans død. Den her bog er meget filosofisk omkring død og liv, og til trods for det hårde emne formår Kalanithi også at joke lidt med, som i dette citat fra hans første uge på hospitalet:

“What a call to make. In my life, had I ever made a decision harder than choosing between a French dip and a Reuben?”

Selvfølgelig skal man ikke se bort fra at dette er en selvbiografi og man behøver ikke æde det hele råt, men jeg føler stadig at det er en kraftfuld bog på sin egen måde, og med en kandidat i litteratur og færdiguddannet som neurolog i en alder af 37, kan Paul Kalanithi helt klart bære sin fortælling.

”I began to realize that coming in such close contact with my own mortality had changed both nothing and everything. Before my cancer was diagnosed, I knew that someday I would die, but I didn’t know when. After my diagnosis, I knew someday I would die, but I didn’t know when. But now I knew it acutely. The problem wasn’t really a scientific one. The fact of death is unsettling. Yet there is no other way to live.”

2016-09-01-19-51-01

Jeg havde simpelthen den skønneste oplevelse med at læse den her bog! Jeg har altid brugt offentlig transport som en meget offentlig mig-tid hvor jeg sidder fuldstændig opslugt og læser. På det sidste er det også nået et punkt hvor jeg går på gaden og læser imellem mine destinationer (oftest i forbindelse med til eller fra bussen). Mandag gik jeg fra bussen og hen til en veninde og jeg var næsten færdig med del 1 af bogen og han havde lige fået en forfærdelig nyhed om en af sine venner og jeg måtte lige have det sidste med af afsnittet inden jeg skulle til bogklubmøde om en anden bog. Imens jeg går der stopper der pludselig en kvinde ud for mig på sin cykel og hun kalder til mig og spørger hvad det dog er for en bog jeg læser siden jeg er nødt til at gå og læse på den måde. Jeg viser hende bogen og fortæller lidt om dens handling og hun siger ligeud til mig ”Du er simpelthen fantastisk”. Hun var så betaget af at jeg var så opslugt og hun ville frygtelig gerne læse den bog som kunne få en ung kvinde som mig til at gå langsomt gennem byen. Hun spurgte til titlen flere gange i håb om at hun kunne huske den når hun nåede hjem og jeg fortalte hende at bogen også snart fik sin debut på dansk. Inden afsked sagde hun til mig at hun gerne ville give mig en gave som tak for den hun lige havde modtaget og hun anbefalede mig at læse sonetter af Rainer Maria Rilke. Jeg er ikke den store ørn til digte, men efter sådan en dejlig oplevelse med et andet menneske er den selvfølgelig kommet på min læseliste!

Alt i alt en helt igennem fantastisk, følelsesladet læseoplevelse og det er ikke sidste gang jeg læser non-fiction som ellers hidtil ikke har været min genre. Jeg har valgt at give bogen 5 stjerner fordi jeg ikke kan slippe den med tankerne og til trods for dens sørgelige tema, er det også en smuk bog som fik mig til at smile og mindes den med en slags masochistisk glæde.

Til dem der hellere vil have bogen på dansk, kommer den til at hedde Før jeg forsvinder og udkommer ved Lindhart og Ringhof den 19. september.