Anmeldelse af Dawn of Wonder (The Wakening #1) af Jonathan Renshaw

Min oprindelige goodreads challenge i år lød på 80 bøger men jeg har totalt fantasyfeber, så mange af de bøger jeg læser lige for tiden er 600-800 sider, og jeg har derfor sat den ned med 200 bøger fordi jeg permanent var bagud. Men det er kvalitet frem for kvantitet!

Og den her bog var i sandhed kvalitet ❤

Jeg har hørt bogen som lydbog inden sengetid sammen med min kæreste i mange måneder nu. Det gik en del hurtigere efter vi flyttede sammen for 2 måneder siden og nu er vi desværre/endelig færdige med den. For det er med blandede følelser!

Aedan er en ung dreng ved historiens begyndelse (kan ikke huske det præcist, men jeg tror han er 11 eller noget i den stil), som bor i en lille by i udkanten af landets grænse. En dag bliver byen invaderet af slavehandlere som bortfører hans bedste veninde. I et forsøg på at redde hende tilbage hopper Aedan ud fra en klippe og brækker en masse knogler da han lander og det lykkedes ham ikke at redde veninden. Han tilbringer de næste mange måneder i sengen, indtil hans familie bliver så godt som jagtet ud af byen for det der skete under invasionen. Familien (Aedan og hans forældre) drager derfor mod en af landets større byer i håb om en bedre fremtid. I byen lykkedes det Aedan at blive optaget på Marshall skolen som en krævende og særdeles svær skole at komme ind på. Og herfra følger vi ham over de næste mange år og bogen ender da han er 16.

Bogen er suveræn – den er sjov, den er følelsesladet og den er spændende (hvilket gjorde det svært at sove til den!). Men den er også meget lang, og i modsætning til mange af de andre kæmpe bøger jeg har læst, føltes den også lang. Nogen af passagerne var charmerende men komplet uvæsentlige for historien. De gjorde dog noget for karaktererne – gjorde dem dybere og mere komplicerede – men nogle af afvigelserne tog bare meget lang tid for at tilføje små detaljer til små karakterer, og jeg følte der blev brugt lidt meget tid på de ting.

En anden ting der generede mig lidt var titlen, som først får en forklaring i allersidste kapitel. Den er ikke særlig memorable og føles akavet. Jeg havde kaldt den noget meget sejere havde det været mig. Just saying!

Men nogle af ”afvigelserne” er også virkelig fede. Såsom dem der får Aedan til at fremstå menneskeligt – der er et kapitel hvor han har dårlig ånde og hans venner beder ham gøre noget ved det. Efter at have læst bøger som The Name of the Wind hvor hovedpersonen bare kan alt, er det virkelig forfriskende med en som har begrænsninger og udvikler sig undervejs! Aedan kommer meget langt før bogen er omme, og jeg ser i den grad frem til udgivelsen af efterfølgeren!

På trods af søforklaringer og omveje er og bliver det en virkelig god bog, og jeg giver den 5 stjerner i ren awesomeness for de gode steder (specielt slutningen lægger op til noget vildt i fremtiden – like daaaaaaaaamn).

Anmeldelse af Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten

Om blot 10 dages tid løber dette års Bog Forum af staben i Bellacenteret i København og jeg har for første gang fået købt mig en billet! Jeg glæder mig allerede som et lille barn over at skulle møde Patrick Ness og Jan Guillou, fordi jeg tudbrølende elsker deres bøger! Men der kommer jo også mange andre forfattere som fortjener både tid og kærlighed, og jeg har derfor udarbejdet en lidt ambitiøs læseliste som jeg så vidt muligt ønsker at kværne inden.

På denne liste var blandt andet Ravnenes Hvisken som er en debutroman af Malene Sølvsten. Jeg ejer den ikke selv endnu, men jeg fandt lydbogen på mofibo og tænkte why not. Lydbogen er næsten 21 timer lang (bogen er 700 sider), så jeg tænkte at den kunne jeg da stille og rolig snige mig igennem de kommende par uger… den første aften jeg tændte for den hørte jeg de første 10 kapitler i træk, hvilket svarer til 3-4 timer af lydbogen. Derefter sov jeg seks timer for så at vågne tidligt og høre de næste 2 timer inden jeg stod op. For nærmest hvert kapitel ender i en cliffhanger, og selvom jeg satte den på pause og forsøgte at sove, måtte jeg tilbage og starte den for at høre næste kapitel også. Jeg blev således færdig med den i løbet af et par dage.

Bogen handler om 17-årige Anne som er clairvoyant, og kan se folks fortid bare af at stå for tæt på dem. Hun har ikke ret meget kontrol over sine evner, og undgår bevidst andre menneskers selskab. Hun begynder i gymnasiet ved bogens begyndelse, i den lille flække hvor hendes forældre boede, indtil de forsvandt sporløst og efterlod hende til systemet og utallige plejefamilier. Hendes eneste ven er hendes kæmpe af en hund, der meget passende går under navnet Monster. Men alt dette ændrer sig på hendes første skoledag hvor hun møder Luna og Mathias, som af uforklarlige årsager ønsker at lære hende bedre at kende, til trods for hendes bedste forsøg på at undgå dem. Denne bog starter som enhver anden teenage sapstory om en pige der er sikker på hun er bedre tjent med at være i fred, men alligevel ender med at få venner. Men meget hurtigt ændrer alting sig, for Anne drømmer om en rødhåret pige som bliver myrdet og får ridset en rune ind i ryggen med en kniv. Samtidig begynder en morder at myrde unge rødhårede piger, og en af dem går sågar i Annes klasse. Det er svært at fortælle meget mere om bogens handling uden at afsløre for meget. Men I kan læse bagsideteksten på goodreads, hvis I ikke allerede har gjort det. Og ja, den der ildevarslende ”En vil hun forelske sig i. En vil blive hendes bedste ven. En vil redde hendes liv. Og en vil slå hende ihjel.” Bliver besvaret i første bog, så man ikke sidder på pinebænken frem til næste bog bliver udgivet næste år. Alt andet havde da været ondt.

2016-10-31-13-28-46

Det her er en af de der historier hvor alting sker påfaldende samtidigt. Hun har levet i 17 år uden at møde nogen som hende selv og pludselig vrimler hendes omgangskreds med sære væsner, mennesker med overnaturlige kræfter og alt muligt andet. Det er hele den der påfaldenhed der skærer lidt i mine ører. Jeg kunne heller ikke helt lade være med at fnyse lidt af at der åbenbart er smukke mænd overalt som alle med ét finder Anne vildt attraktiv. Selvom jeg nu sagtens kan sætte mig ind i hendes fascination af den smukke Varnar med den nordiske accent (min kæreste er Islænding, så jeg kender fænomenet).

Jeg syntes det er super fedt at man bliver taget med bukserne nede, når man læser bogens begyndelse med en god portion eye-rolls, fordi man tror man ved hvad der skal ske og det hele så bare går amok. Men måske der godt kunne have været lidt mere opbygning, eller hvert fald mere af det som var en del af hendes hverdag inden det går løs. Dog skal det siges at jeg syntes det er super fedt med mere dansk fantasy! Jeg elsker at det er ved at være en genre vi endelig tager lidt mere seriøs og skænker den opmærksomhed den fortjener. Som kommende danske fantasy forfatter støtter jeg heftigt op om dette!

Alt i alt en solid debutroman fra Malene Sølvsten og jeg glæder mig meget til at møde hende på Bog Forum og få købt en signeret kopi af bogen. Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner fordi den havde et godt flow, og en fed historie der til tider overvældede en smule. Jeg glæder mig virkelig til at se hvad der skal blive af Anne i den næste bog.

Anmeldelse af Kingkiller Chronicles-serien af Patrick Rothfuss

Serien Kingkiller Chronicles består indtil videre af 2.5 bøger og jeg anmelder her de første 2; The Name of the Wind og The Wise Man’s Fear der sammenlagt er på 1660 sider. Og ja det skulle altså med i anmeldelsen. Bog 2.5 er en kort roman om en af bipersonerne som jeg ikke har læst endnu, og som vidst ikke har en afgørende betydning for bøgernes handling. Der er en sidste bog undervejs til at afslutte trilogien.

Bøgerne handler om Kvothe, en yderst intelligent dreng der starter sit liv som sigøjner i en fantasy verden hvor de er næsten lige så ilde anset som de er det i vores verden. Historien begynder med at Kvothe er, om end ikke gammel, så i hvert fald ældre, da han sætter sig ned og fortæller om sit liv til en mand der ønsker at skrive hans biografi. Her starter den egentlige historie som indimellem afbrydes af nutids handlingen (som bestemt heller ikke er uden sin portions spænding). Fortids fortællingen er klart det der fylder mest af historien (deraf ’krøniker’ i serienavnet), for Kvothe har gennemlevet et særdeles interessant liv.

2016-10-06-13-17-58

Words are pale shadows of forgotten names. As names have power, words have power. Words can light fires in the minds of men. Words can wring tears from the hardest hearts. There are seven words that will make a person love you. There are ten words that will break a strong man’s will. But a word is nothing but a painting of a fire. A name is the fire itself. – The Name of the Wind

Det er svært at forklare hvad denne bog handler om for Kvothe indleder sin fortælling med at opridse nogle af hans mest imponerende præstationer, men da mange af disse indeholder navne på både personer og steder, som vi endnu ikke kender til, sidder man lidt med en følelse af at man burde være imponeret, men man ved endnu ikke hvorfor. Det er ret svært at lade sig overvælde af noget man ikke aner hvad indebærer, så det er først i løbet af bøgerne at jeg har kunne sidde med en aha-følelse. Jeg kan i bakspejlet godt se det sjove i denne manøvre, men nu ved jeg jo lige pludselig også hvad der skal ske når jeg genlæser ordene (de er bagside teksten på den første bog). Også selvom hans udtalelser aldrig helt stemmer overens hvad der virkelig skete – udtalelserne bygger på rygter, så de er ikke 100 % troværdige. Hvilket minder mig om at det er sjovt hvor stor en rolle rygter spiller i den her bog. Det er underholdende at vidne til hvordan en fjer hurtigt bliver til 4 høns når Kvothe taktisk undlader at udtale sig på de rigtige tidspunkter og samtidig give folk en smagsprøve på hans evner når der er et publikum. Det kan dog også blive lidt meget spil for galleriet, men det tror jeg også er det bogen ønsker.

Jeg indrømmer gerne at jeg græd som et lille barn et par gange i den første bog (den skarpe bloglæser vil nok have observeret at den slags gør jeg en del. Suk). Kvothes liv er en blanding af forunderlige hændelser og rædsom sorg. Det var dog ikke noget nær lige så slemt i bog 2 hvor følelsesregisteret ikke blev udfordret i lige så høj grad for mit vedkommende. Men jeg følte også at Kvothe i bog 2 blev mere arrogant og selvoptaget. Jeg håber dog at der er en mening bag han opførsel som i sidste ende får en betydning for bog 3’s udfald, for i nutidsbidderne er der bestemt intet at spore af den jeg-er-en-gud attitude som til tider blev for meget i The Wise Man’s Fear.

It’s the questions we can’t answer that teach us the most. They teach us how to think. If you give a man an answer, all he gains is a little fact. But give him a question and he’ll look for his own answers… That way, when he finds the answers, they’ll be precious to him. The harder the question, the harder we hunt. The harder we hunt, the more we learn. – The Wise Man’s Fear.

Bøgerne er velskrevne og fantasyverdenen er spækket med kulturforskelle og flotte mentale billeder, og de var en fornøjelse at læse! Humoren er god og jeg har flere gange siddet og grinet mens jeg læste dem. Jeg har valgt at give The Name of the Wind 5 stjerner, men kun 4 til The Wise Man’s Fear for Kvothes overlegne attitude, fordi de gav mig lyst til at stikke ham en lussing flere gange.

På dansk hedder serien Kongedræberkrøniken; Vindens Navn og Dragedræberen og er udgivet ved Tellerup. Jeg venter i ulidelig spænding på bog 3 som kommer til at hedde Doors of Stone på engelsk, men som desværre lader vente på sig! Det tætteste jeg kommer på en udgivelsesdato er andre ivrige bloggeres gætterier på hvornår Patrick Rothfuss overhovedet annoncerer den (diverse comic cons og den slags), men indtil videre har de alle taget fejl. Jeg vil ikke komme med noget gæt, men bare sætte mig og se utilfreds ud. For bogens titel hentyder til noget der er med i de andre bøger, og som endnu er totalt uudforsket, så jeg glæder mig meget. Kvothe er nysgerrig til det punkt at det er ved at få ham slået ihjel gentagende gange, og indtil videre er mysteriet om disse døre gået relativt stille forbi. Og min nysgerrighed holder snart ikke til det.

Forfatter i Fokus #1

I dag vil jeg gerne tale om en forfatter som står mit hjerte meget nær; Knud Holten.

Det er næsten 20 år siden han har udgivet noget sidst, men han har haft en yderst produktiv karriere med 39 udgivelser på 30 år. Jeg skal gerne indrømme at jeg personligt kun kender ham for én serie. Men det agter jeg at lave om på nu, for denne serie er én af grundene til at jeg vil være forfatter.

Jeg kan stadig huske da jeg som teenager gik igennem biblioteket i min barndomsby Ringe (5750), og lod mine fingrer kærtegne ryggene på alle de eventyr jeg så frem til at tage del i (so cheasy, no judging). Jeg kan huske da jeg satte mig for at hvile mine stakkels fødder, men selvfølgelig vendte imod den nærmeste bogreol så jeg stadig kunne beundrer og der stod de så; Alex Morgenstjerne bøgerne! 6 fantasy bøger udgivet fra 1982-1999 og med detaljerede forsider som lovede dig masser af eventyr. Jeg tror min bror og jeg har læst disse bøger på skift fra vi fandt dem til jeg startede på gymnasiet og de gik lidt i glemmebogen. Men så godt og vel for 2 måneder siden gav min far mig hans login til Mofibo (jeg vinkede farvel til mit liv med det samme og har indtil videre slugt 25 bøger). Og det var her jeg endnu engang stiftede bekendtskab med Alex og hans fantastiske eventyr! Samtlige bøger lå derinde som lydbøger, og blev sågar læst højt af hans søn Kasper Holten.

Men grunden til at jeg har valgt at dette blogindlæg skal handle om Knud og ikke om Alex, eller hvert fald ikke udelukkende Alex, er fordi jeg opdagede noget forfærdeligt da jeg hørte den sidste bog færdig forleden. Serien om Alex Morgenstjerne indeholder 6 bøger og den sidste bog ender på en måde der taler tydeligt for at den ikke var tiltænkt som den afsluttende bog i serien, hvilket jeg i min barndom slet ikke har skænket en tanke fordi jeg blot startede forfra igen og igen. Faktisk har Knud Holten ikke udgivet noget siden Alex Morgenstjerne og Flammeøglens Tåre i 1999. Jeg troede at eftersom jeg ikke kunne huske slutningen, kunne jeg se frem til at genopdage den som for første gang – enhver læsers drøm, ikke sandt?

Jeg skriver eksamen fortiden og det er virkelig ikke min stærke side, så denne ikke-afslutning overvældede mig til randen af tårer, og jeg følte mig lidt som Hazel Grace fra The Fault in Our Stars som heller ikke får en ordentlig afslutning på den bog hun bliver ved at genlæse, og gentagende gange forsøger at tage kontakt til forfatteren bag. Jeg gjorde derfor det eneste en følelses og irrationel pige på 23 kunne gøre i et forsøg på svar.

Jeg google Knud Holten!

Min naive idé var at opspore en e-mail adresse eller noget lignende, og allernådigst bede om nogle svar på mine grædende cyberspace-knæ (jeg fandt en adresse men krak siger der bor nogen andre *stalkeralert*). Det var der jeg opdagede at Knud Holten i år har 50 års jubilæum på sin debutroman. Bum bum, siger jeg bare! I 1965 blev han uddannet som journalist og allerede i 66 blev han redaktionschef og udgav sin første roman. Jeg opdagede det kun fordi min mor er født i 66 og vi skal sjovt nok fejre hendes 50 års fødselsdag her til sommer. Holten giftede sig desuden også det år med en malerinde ved navn Rigge Gorm og deres søn, Kasper, er skulptør, så der er virkelig tale om kreativitet i blodet hos den familie.

6835040

(Fun fact: hvis du googler titlen på bog 6 så kommer der en masse billeder op fra min blog, inklusiv et billede af mig! Det er lidt sjovt eftersom jeg aldrig har nævnt Knud Holten på min blog før dette indlæg, men jeg er bestemt en fan :D)

Jeg fandt også et højst besynderligt interview på forfatterweb.dk af Inger-Lise Langvad og Grethe Nymark fra 1988 hvor Knud Holten blandt andet har sagt nogle af følgende ting:

Fødested: Dragernes Dal, Hvirvelvinds-Øen
Øjenfarve: Skærebrænder-blå
Af idræt interesserer jeg mig for: Fribrydning for el-guitarer
Jeg kan ikke fordrage: Vold, indelukker, kuglepenne og personer, der ikke holder ord
Jeg kan bedst lide: For meget af det gode
Mine højeste ønsker er: At være en uregerlig forfatter i en fredelig verden
Jeg kunne tænke mig at blive: En lykkelig olding – til sin tid!
>> Fra fødslen har jeg haft en uudtømmelig, grænseløs fantasi. Fra jeg har kunnet tale, har jeg været fyldt med løgn. Fra jeg lærte at beherske alfabetet, opgav jeg mine drømme om at gøre karriere som skopudser eller brandmand, men besluttede at vende alle mine utålelige løgnehistorier til digterisk sandhed. Sådan undgik jeg forbryderbanen og blev en rig og berømt forfatter! <<

Hvordan kan man andet end at holde af den her mand?????

Afslutningsvis vil jeg sige at jeg har elsket bøgerne om Alex Morgenstjerne i årevis – de er fantasifulde og forunderlige og spækket fra ende til anden med særprægede væsner og legendariske oplevelser. Det er dog børnebøger så forvent ikke at sidde med en bog der er uforudsigelig. Men det er det som er charmen i disse bøger. De bringer dig fra A til B på en overraskende måde selvom du sagtens kan se hvordan den ender når du åbner den. Jeg har den grund givet samtlige bøger 5 ud af 5 stjerner, men jeg skal gerne indrømme at jeg er nok en lille smule påvirket af nostalgi her…

Kort om Alex Morgenstjerne serien:

Alex er forældreløs og vokset op på børnehjemmet tusindfryd, men det er bestemt ikke nogen lykkelig tilværelse og han er derfor mere end lykkelig for at komme derfra da han en dag får at vide han har en tante som ønsker at adoptere ham. Clotilde Morgenstjerne er en gammel enke som har levet et liv i sus og dus, og vi hører kun brøkdele af hvad hun igennem sit liv har oplevet hist og her. Hendes nyligt afdøde mand Sidenius Morgenstjerne var en opfinder og det er ofte ting fra hans kontor eller nogle af hans mange venner som har brug for hjælp, som fører dem på deres eventyr i hver af bøgerne. Hans bedste opfindelse var den bomstærke, dybt forfængelige og bage-glade robot Hjalte som tager del i næsten alle Alexs eventyr (Hjalte er en af mine yngling karakterer! Ham og Filitot fra bog 6). Familien Morgenstjernes motto er at de altid er bevæbnede med deres uudtømmelige fantasi, deres frækhed og enestående talent for improvisation og de gør flittigt brug af alle delene igennem alle 6 bøger og det er absolut fremragende! Jeg kan anbefale alle med en barnlig sjæl at opsnuse disse danske litterære perler, eller læse dem højt for jeres børn, hvis I har sådan nogen. I vil ikke fortryde det.

Jeg håber I vil nyde eventyrene med Alex Morgenstjerne!

PS. Hvis Knud Holten nogensinde skulle falde over min blog vil jeg derfor gerne lige sige at jeg håber hans ønske er blevet opfyldt eller hvert fald nærmer sig og at han er en lykkelig olding (han er trods alt kun 70 og har stadig en masse gode år til at give verden Alex Morgenstjerne bog 7, hvis han føler for det selvfølgelig (please, please, please)).

Anmeldelse af Career of Evil af Robert Galbraith

Vi ved vel efterhånden alle sammen at Robert Galbraith er et pseudonym for J.K. Rowling. Og hvis I ikke allerede vidste det, så ved I det i hvert fald nu. Rowling blev afsløret som den rigtige forfatter allerede inden første udgivelse i serien, ved et uheld igennem forlaget. Oh well! Og jeg må med skam indrømme at hendes navn på forsiden (også selvom det var med småt i bunden) var medløber til at jeg købte den første bog. Desværre var det ikke en vildt sindsoprivende oplevelse, og jeg blev ret skuffet. Jeg følte den var temmelig overfladisk i forhold til karaktererne og selvom mysteriet var godt, kunne jeg ikke lade være med at blive lidt forvirret over slutningen – og ikke på den gode måde. Så det blev kun til 3 stjerner til Gøgens Kalden. Men Silkeormen og nu Ondskabens Høst har jeg eeeeeeelsket. Med hver bog får vi mere og mere at vide om hovedpersonerne, som er spændende og interagerer vidunderligt.

2016-03-13 14.37.43

Silkeormen handlede om forlagsverdenen og hvor ”brutal” den kan være (nu er det jo en krimi, så her gælder det både bogstaveligtalt såvel som overført betydning) og afspejlede i den grad nogle af Rowlings egne opleveler, og hun har selv kommenteret at det er en af de mest personlige bøger hun nogensinde har skrevet. Bøgerne handler alle om privatdetektiven Cormoran Strike og hans assistent Robin Ellacot. Bog 3, Ondskabens Høst, starter med at et kvinde ben bliver leveret til deres kontor (på Danmarksgade – undskyld men det er simpelthen én af mine ynglings detaljer!) og er adresseret til Robin. Ud over den forfærdelige vished om at en kvinde er omkommet for at skræmme Strike, er han også særdeles bekymret over det faktum at pakken blev sendt til Robin. Strike har dog en idé om hvem der står bag, og faktisk har han 4 mulige mistænkte. Der er et par kapitler som fortælles fra skurkens synspunkt og de er perfekte med hensyn til at afsløre et par detaljer om ham uden at du på noget tidspunkt kan regne ud hvem han er. Jeg sad hele vejen igennem bogen og var i vildrede om hvem jeg troede det måtte være, ja sågar om det overhovedet ville vise sig at være nogen af dem! Det var først på de sidste 50 sider at jeg kunne regne ud hvem det var, og jeg lavede et decideret udråb da det blev afsløret. I did not see it coming! Pisse fedt og jeg ser mega meget frem til næste bog.

I efterordet til Career of Evil eller Ondskabens Høst, som den hedder på dansk, skrev hun at dette nok er den bog hun har nydt mest at skrive i hele sin karriere. Hun har brugt en masse citater fra Blue Oyster Cult i bogen, blandt andet som overskifter til kapitlerne, og deres musik var fantastisk stemningsfuldt at bruge som baggrundsstøj.

I et interview blev Rowling spurgt hvorfor hun havde valgt at skrive under et pseudonym, og hun svarede således; ”To begin with I was yearning to go back to the beginning of a writing career in this new genre, to work without hype or expectation and to receive totally unvarnished feedback. It was a fantastic experience and I only wish it could have gone on a little longer than it did. I was grateful at the time for all the feedback from publishers and readers, and for some great reviews. Being Robert Galbraith was all about the work, which is my favourite part of being a writer. Now my cover has been blown, I plan to continue to write as Robert to keep the distinction from other writing and because I rather enjoy having another persona.” Jeg er muligvis forudindtaget, for jeg elsker den her kvinde, men hold kæft hvor er det fedt. Som jeg skrev i starten læste jeg netop bøgerne fordi det var hende som havde skrevet dem, hvilket hun egentlig helst havde set sig fri for, men jeg er ikke i tvivl om at jeg ville have nydt de her bøger uanset hvad, og jeg ser frem til flere bøger i fremtiden.

5 stjerner til Career of Evil som tak for en fed oplevelse! Jeg kan varmt anbefale alle der nyder krimier og mysterier at give sig i kast med denne serie! Så kan vi sammen sidde og vente spændt på den næste (hun har indtil videre udgivet én om året, så ventetiden er ikke så ulidelig som nogle andre forfattere).

Anmeldelse af serien Den Store Djævlekrig #1-4

Kære rejsende – nogle gange er det ikke rejsen som er udfordringen, men selve det at berette om den der er det svære – jeg har ikke ladet høre fra mig i et stykke tid, så til alle der fortsat vil læse med er jeg glad for at have jer. Forhåbentlig bliver bloggen lidt mere regelmæssig fra nu af, og jeg har fået læst en masse godt mens jeg har været ”væk”.

2015-08-31 14.03.34

I anledningen af udgivelsen af bind 5 Den Faldne Engel i serien Den Store Djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen som udkommer om kun ganske få dage, følte jeg lige for at lave en samlet anmeldelse af denne vidunderlige serie.

Bøgerne beskæftiger sig alle med svære temaer så som død og ondskab, og Kenneth Bøgh Andersen giver gode, nuancerede perspektiver på hvert emne. Det er til tider både skræmmende og tankevækkende at se hvor langt nogen vil gå for det de tror er det rigtige at gøre. Hver gang jeg forventede at nu måtte denne side af sagen være lukket kom der en ny vinkel som gav mere stof til eftertanke. Nogen steder kunne jeg næsten ikke begribe at disse bøger var henvendt til et ungt publikum, fordi beskrivelserne er maleriske og emnerne kan til tide være meget hårde.

Selvom jeg læste disse bøger i en alder af 20+ så kedede jeg mig bestemt ikke. Kenneth Bøgh Andersen har en helt unik humor som er evigt tilstedeværende og selv de sørgeligste steder sidder du hurtigt med et lille smil på læben. Dog vil jeg råde forældre der overvejer at læse disse bøger højt for deres børn, at I læser dem for jer selv først – på den måde ved du hvad du har i vente. Men jeg tror også at disse bøger er sunde da de tvinger dig til at tænke og tage stilling til nogle ting man måske ikke ellers lige havde beskæftiget sig med (om end så vil jeg hvert fald våge at påstå at den kan tilbyde en ny vinkel). Hvad end du er 9 eller 36 eller over, så vil jeg anbefale at læse denne serie på en fridag, mens du ligger under en dyne og med en kop te i nærheden.

Djævlens Lærling – 4/5

Første bind i serien kan bedst beskrives som værende hyggelig. Jeg nød at besøge Helvede sammen med vores hovedperson Filip Engell, men karaktererne virker meget unge og meget naive og det var derfor hverken et særligt overraskende plot eller slutning. Men den er skøn – Kenneth Bøgh Andersens univers er i den grad underholdning nok i sig selv! Og store fortællinger skal jo starte et sted.

Jeg holdt specielt meget af de små kinder æg i historien hver gang Filip møder en historisk person som har forbrudt sig mod menneskeheden og vi hører hvad straf de er blevet tildelt i deres evighed i Helvede – nogle af dem er simpelthen geniale!

Dødens Terning – 5/5

Jeg tror faktisk at denne er min favorit af alle bøgerne i serien (hvert fald hidtil). Jeg lever mig meget ind i bøger og denne rørte mig så meget at jeg brød ud i tårer henimod slutningen og det tog lang tid for mig at falde ned igen. Min kæreste måtte ligge det fra sig han var i gang med for at trøste mig mens jeg forsøgte at forklare hvor fantastisk det hele var igennem gråd og tårer – bogen overraskede mig i den grad positivt. Så til alle mine fellow vandfalds-læsere – vær opmærksom på hvor og hvornår I læser slutningen af denne bog.

Den Forkerte Død – 5/5

Endnu engang en forrygende bog med masser af handling – denne gang når vi sågar både op i himlen og til underverdenen kendt fra Græsk mytologi; Hades. Humoren i disse bøger er simpelthen noget af det bedste ved dem! Der er specielt en samtale mellem Gud og Lucifer som efterlod mig i latterkramper i et længere stykke tid.

Ondskabens Engel – 4/5

Denne bog er en del mere dyster en de andre. Det er ganske vidst forståeligt når man tænker på alt det vores stakkels Filip efterhånden har været igennem, men det tager på ingen måde spændingen eller gejsten fra historien. Jeg var dog meget splittet over hvordan jeg havde det med slutningen – følte jeg virkelig at dette var hvor det burde ende? Men det behøvede jeg da heldigvis ikke overveje ret længe, for om få dages tid udkommer 5. og (foreløbig) sidste bind i serien. Så håber jeg at jeg bliver stillet mere tilfreds denne gang.

Jeg ville gerne have kommet med et par citater fra bøgerne, men de er i øjeblikket lånt ud til min mor som er gået i gang med sin 3. gennemlæsning af serien. Det var faktisk på hendes opfordring at jeg tog mig sammen til at læse dem, for de havde stået på mine hylder i årevis før jeg fik dem læst – tak moder ❤

Derudover kan jeg i øvrigt meddele at filmrettighederne til bøgerne er købt af Nimbus film, men det er stadig uvist om den bliver til noget – den kommer til at kræve rigtig mange specialeffekts! Men jeg bliver i drømmen og håber at det måske vil ske en dag.

Bøgerne er skrevet i et let tilgængeligt sprog og de tog ikke mere end et par dage at læse hver i sær, så til alle der gerne vil støtte op om dansk fantasy og trænger til en børnebog med stærke temaer, så vil jeg varmt anbefale denne serie!

Anmeldelse: The Way of Kings Del 1 og 2 (Stormlight Archive #1) af Brandon Sanderson

11129802_10205531466022228_1779482446_n

Life before death

Strength before weakness

Journey before destination

– The First Ideal of the Knights Radiant

Udgivelse: Gollancz edition, 2010

Stjerner: 5/5

Wow! Det beskriver vidst meget godt mit forhold til den her bog (eller bøger, da den samlet set er over 1000 sider lang, så for anvendelighedens skyld blev den delt i to). Mine sammenstød med denne bog er efterhånden ret talrige, for jeg hørte første gang om den for snart 3 år siden da jeg startede på min bachelor. Den gang var det en daværende medstuderende, som talte meget pænt om den. Han havde læst flere bøger af Sanderson og drømte om at tage til USA i et semester for at modtage undervisning fra forfatteren i Creative Writing (Can’t say I blame him anymore!). Som en god veninde og litteraturelsker lyttede jeg til ham, men jeg tror aldrig for alvor jeg forstillede mig at læse den inden for en overskuelig fremtid…hvilket jeg vel teknisk set heller ikke gjorde? Hmm i hvert fald! Denne samme kammerat gav mig herefter del 1 til min fødselsdag og den fik en plads på hylden, men sneg sig stadig ikke ind på læselisten.

Da jeg så sidste år begyndt at date Islændingen, tog han et kig på mine reoler hvor han så at jeg havde bogen stående, og efter at jeg skuffede ham med at jeg ikke havde læst den, blev jeg (frivilligt) tvunget til at gå i gang med den, og ja, WOW. Det har været lidt af en oplevelse! Jeg brugte read-a-thon på at læse i den i oktober sidste år, men da det var mit første read-a-thon var jeg mindre end forberedt og mere end søvnig! Så jeg fik dårligt nok læst 300 sider af den som gjorde et indhuk i den, men ikke nævneværdigt i forhold til hvad jeg havde drømt om (fik jeg nævnt den er 1000 sider?).

Jeg holdt også en god lang pause fra serien, da det gik op for mig at den er uafsluttet, og ikke står til at blive færdig i mange år. Jeg har det altid super dårligt med uafsluttede bogserier, for jeg kan opbygge en kærlighed til fiktive karakterer (som udover at være usund i sig selv) der næsten ikke er til at holde ud at have hvilende på en forfatters velbefindende – hvilket også er grunden til at jeg aldrig nåede videre end første bind a A Song of Ice and Fire for George R. R. Martin er en tikkende bombe. Men efter at have researched Brandon Sanderson lidt kunne jeg se at han lignede en frisk ung mand, som kun lige er gået i gang med at stifte familie, ergo jeg tager chancen og håber han kan nå at udgive alle 10 bind (JA 10 BIND, DER ER KUN KOMMET 2) uden uheld. For det er virkelig en fantastisk bog, som lokker dig til at læse videre med sine skønne karakterer og et umådeligt fantasifuldt og omfangsrigt univers! Jeg overvejede længe hvordan jeg bedst kunne anbefale bogen uden at skræmme med dens kompleksitet eller afsløre for meget, men sandheden er at hvis du ikke er lidt bange eller hvert fald nervøs over omfanget af (genialt) information i denne serie, så behøver du ikke engang forsøge.

Jeg er netop gået i gang med del 2 af bog 2 og der er stadig ting jeg ikke fatter brik af eller har fået en forklaring på, men det generer mig ikke, for jeg sidder stadig og både griner og græder med karaktererne i deres bestræbelser på at overleve og samtidig redde deres verden på hver deres måder.

Rent opbygningsmæssigt er bogen inddelt i 5 dele, som er adskilt af mellemspil, ligesom du finder i et drama, samt prolog og epilog. Alle afsnit lader dig vide hvilken karakters perspektiv du vil komme til at følge. Der er 3 hovedpersoner, som hver kommer med et interessant og enestående perspektiv på bogens konflikter og deres bud på at håndtere det.

Kaladin; en ung soldat fra en lavt rangerende slægt, som vi møder på et af de mørkeste tidspunkter i hans liv hvor han er blevet solgt som slave 8 mdr. tidligere. Men han har skjulte talenter og en ubøjelig vilje når han først sætter sig noget for – og han har sat sig for at beskytte alle omkring sig, så han har nok at lave!

Shallan; en ung nysgerrig pige ved bogens begyndelse, men hun vokser sig til en lærd kvinde med hver side du vender, og det er en fryd at følge hendes udvikling. Hun kæmper for at hjælpe sin familie fra gæld og ruin, og hendes valg er ikke altid lige hensigtsmæssige på den front, men hun bliver en del af noget som er større end hendes families undergang.

Dalinar; onkel til kongen og en erfaren krigsveteran samt Highprince (en post lige under kongen, tilsvarende en fyrste i det feudale Danmark) i kongeriget, men han tvivler på sin egen sanitet der også betvivles af hans søn som dog stadig elsker og respekterer ham meget højt (som man også hyppigt følger, men det er ofte i forlængelse af Dalinars perspektiv, så han tilføjer sjældent noget nyt til historien – men han er bedårende, så who cares?). Bedre bliver det kun når de forskellige senere møder hinanden og man får lov at følge med i deres tanker om de andre. Men der er mange andre perspektiver i bogen, som alle spiller en eller anden form for del i en helhed jeg endnu ikke har set – men jeg glæder mig som et lille barn til se de den!

Vil jeg læse bogen igen?

– JA! Det er den største kompliment jeg kan give en bog. Jeg kan godt se at som min første anmeldelse er det en overvældende bog, som jeg næsten intet dårligt har at sige om. Jeg må indrømme at jeg normalt er svær at imponere når det kommer til bøger, men uden en stribe anmeldelser til at støtte den udtalelse kan I jo næppe vide fra eller til hvad det angår. Men jeg vil alligevel tillade mig at understrege at der er langt imellem at jeg er så ivrig over en bog!Så tag det som en varm anbefaling fra min side a!

Hvad slags eventyr er det?

– Det er af den gode slags, med mad rundt om bålet og glade rejsesvende som ivrigt deler sine historier med dig. Hvis du har en god fantasy og en ihærdig indlevelsesevne så vil du elske den her bog (bøger…hmm)!

Så tag del i eventyret og nyd rejsen!