Bogklub #3 Nod af Adrian Barnes

Til min fødselsdag sidste år fik jeg stor bunke bøger af mine veninder (de er kname skønne hele bundtet). Deriblandt lå Nod og kiggede bydende på mig og jeg glædede mig allerede til at læse på den. Jeg nåede dog ikke ret meget andet end at sætte den på hylden før den ene veninderne fra gaven taktisk nævnte at vi måske kunne læse den i vores bogklub. Ak og ve, så måtte den vente, men så kunne jeg da se frem til at dele læseglæden med de andre i det mindste.

Så nu, efter 9 måneders venten kan jeg endelig ticke boksen ”læst” ud for denne bog på Goodreads. Og jeg er fan!

Jeg har altid været vild med dystopi. Jeg bliver skræmmende godt underholdt af historier om verdens endeligt. Men lad os hellere lade være med at dvæle for meget ved den udtalelse.

Meget groft handler Nod om at mennesker fra den ene dag til den anden (bogstaveligtalt høhø) ikke længere kan sove. Kun 1 af 10.000 kan stadig sove og de har alle den samme sære drøm. Men alle andre kan ikke finde hvile og går hurtigt i mere og mere panik. For efter 6 dage uden søvn bliver man sindssyg og efter 21 dage dør man. Bogens fortæller er Paul som skriver bøger om etymologi og det er med til at gøre hans narrativ mega fedt. For han laver en masse sammenkoblinger der ikke er umiddelbart åbenlyse men giver god mening når man tænker over den. Paul kan godt sove, men hans kæreste Tanya, kan ikke. Dette er en krise som menneskeheden aldrig har set den før.

Bogen et kompromisløst og skønsløst blik på en fremtid som er så skræmmende. Den indeholder mange spændende temaer såsom videnskab og/vs. religion. Som litterat kunne jeg specielt godt lide dens vinkel på sprog og ord som en del af vores menneskelighed. Noget vi ofte glemmer at tænke over, syntes jeg! Den er en hyldest til menneskeheden, såvel som en advarsel. Slutningen giver dig lyst til at stirre ind i væg i et par timer, men det er bestemt det værd! Interessant er det også at Barnes kort tid efter udgivelsen blev diagnosticeret med kræft, og da han selv gik tilbage og læste sin egen bog, følte han at den havde skræmmende meget relevans for hans nuværende situation.

Jeg har valgt at give bogen 4 stjerner, for at give mig så meget stof til omtanke og et nyt, positivt perspektiv på min søvn! Det skidt er sgu undervurderet efter sådan en omgang.

Advertisements

Hurtig opsummering af vinterlæsning

Jeg kan virkelig godt lide at blogge om de bøger jeg læser, men jeg er virkelig dårlig til at være kontinuerlig i mine oplæg. Det er der flere grund til, og i vintermånederne er den der fylder mest vinterdepression. Ikke at jeg har haft en i år heldigvis!

I december 2013 fik jeg en depression, og jeg er først nu, ved at komme af med eftervirkningerne fra den grusomme oplevelse at blive så kold indvendig i månedsvis. Men én af de ting som stadig hjemsøger mig, er når det er meget mørkt udenfor, og jeg skal kæmpe meget mere for at forblive glad i hverdagen. I de perioder får jeg tanker så som ”Hvorfor overhovedet prøve?” og ”Hvad er pointen?”. Det er på ingen måde så slemt som det har været førhen, men jeg skal stadig bruge meget mere energi på at stå op, og føre en normal hverdag i de måneder, end resten af året. Men jeg får det bedre år til år og hvem ved, måske bliver vinteren 2017 året hvor jeg blogger hele vinteren med et smil på læben ❤

Men det er stadig super synd, for jeg har læst nogle mega fede bøger jeg gerne ville have delt nogle tanker omkring, så her får I lige en lynopsummering af udvalgte titler jeg har læst siden november:

Rød Dronning af Victoria Aveyard – jeg må indrømme at jeg blev vanvittig skuffet over den her bog… Jeg følte ikke den var konsistent i sit univers (de har ikke telefoner, men de har kameraer?). Havde elektricitet været noget ukendt for dem, tror jeg det havde været federe at de var så overvældede over hendes kræfter. Udover det mindede den mig bare ret meget om Divergent af Veronica Roth, som heller ikke sagde mig særlig meget. Og jeg syntes den var meget forudsigelig (så det der ”vilde plottwist” til sidst havde jeg regnet ud så snart hun ankom til slottet). Så det blev kun til 1 stjerne fordi jeg blev så skuffet.

Hannibal Lector serien af Thomas Harris – denne serie består af 4 bind og jeg blev overrasket over hvor godt adapteret til film den er. Der var ikke ret mange detaljer som ikke nåede op på skærmen. Så hvis man har set filmene for nylig er de dog desværre lidt kedelige. En sjov detalje er at Hannibal i bogen har 6 fingre på den ene hånd. Jeg gav dem alle 3-4 stjerner.

Tyvenes Marked af Jan Guillou – det her var én af de bøger jeg havde med til Bog Forum i november hvor Jan Guillou signerede bøger, og jeg fik hans autograf. Jeg må dog bekende at jeg ikke havde læst den før jeg mødte ham, men jeg blev bestemt ikke skuffet! Før Bog Forum valgte jeg at genlæse en af mine ynglings bøger Ondskab og det var nok også den eneste grund til at flere af bipersonerne i Tyvenes Marked fik en klokke til at ringe et sted. For Erik og Pierre er begge med! Det var et fabelagtigt gensyn, og selvom Tyvenes Marked er klassificeret som en krimi, var der ingen mord, men det gjorde den bestemt ikke kedelig.

Mit vilde år: to dage gift, fem dage single (Eng: Wild oats project) af Robin Rinaldi – jeg ved ikke hvor mange af jer der har hørt om den her bog, men jeg havde læst om den et par gange på diverse medier og var altså lidt nysgerrig. Det er en sand historie skrevet af Robin om Robin og hendes liv i et barnløst forhold. Da hendes mand igennem 18 år bliver steriliseret, får det en lang række konsekvenser for deres ægteskab. Blandt andet beslutter Robin sig for at hvis hun virkelig skal blive gammel uden børn, vil hun som minimum have haft mere en 3-4 sexpartnere i sit liv. Derfor får hendes mand og hende et åbent forhold og bogen beskriver hendes seksuelle oplevelser og livet i et åbent forhold, og den tillid det kræver. Det er en næsten grænseoverskridende ærlig fortælling, og selvom jeg hverken gik ind for hendes måde at håndtere sin problemer på eller hendes livsstil, så har jeg stadig meget respekt for Robin Rinaldi og hendes bog. Jeg har givet bogen 4 stjerner for mod og ærlighed.

Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud – Jeg så Abdel på Bog Forum hvor han netop var for at snakke om denne bog, og de problemstillinger som den omhandler. Jeg fandt ham både inspirerende og sej og havde jeg haft pengene havde jeg også købt bogen på stedet, men livet på SU er ikke altid så nemt. Så da jeg fandt den som lydbog på Mofibo måtte jeg jo lige vide hvad Abdel ellers havde at sige. Og jeg kan kun sige én ting om den her bog: den er SÅ vigtig. Alle burde læse den. Jeg kan blive så arrig af hvide, privilegerede røvhuller som er uden tanke for hvad deres ord gør ved andre. Hvis vi betragter racisme som noget der kommer i ”grader” så er ’velment racisme’ næsten det værste. ”Jeg tager hensyn til dig, er jeg ikke god”… Nej behandl mennesker med respekt uanset deres hudfarve, og reager i en given situation præcis som du ville i enhver anden situation hvor du står overfor et andet menneske. Udtalelser som ”hvor taler du flot dansk” (sagt af Bertel Haarder til Abdel i radioen) er så ignorant og dumt sagt når manden er vokset op i Middelfart. Ja der er kulturforskelle, men hvorfor skal det stoppe os i en smuk sameksistens? Noget af mit ynglings mad er Tikka Masala og sushi som bestemt ikke er særlig dansk. Kaffe er fra Etiopien for filan. Jeg har givet bogen 5 stjerner fordi den stemmer så meget overens med min egne holdninger og den er vanvittig aktuel i den verden vi lever i lige nu.

Howl’s Moving Castle af Diana Wynne Jones – jeg elsker tegnefilmen af Hayao Miazaki og jeg har længe haft bogen stående på min reol, så nu skulle det være. Den er er et moderne eventyr og helt vildt sød. Jeg var specielt helt vild med starten hvor den tog udgangspunkt i eventyrregler og hvordan karaktererne bryder med dem. Vores hovedperson er den ældste af tre døtre, og hun mener derfor ikke at have et særlig interessant liv i vente fordi ”alle ved at hvis 3 søskende drager ud, er det altid den ældste der fejler først”. Den var anderledes end filmen, og ikke altid til det bedre, men jeg nød den stadig uendelig meget. Jeg har givet den 5 stjerner på goodreads, for man kan ikke give den 4.5 og den fortjente mere end 4!

Det her var bare nogle af de bøger jeg har læst siden november selvfølgelig, men ellers blev det her et meget langt blogindlæg.

Nu er det endelig vejr til nye eventyr! Glædelig forår alle sammen ❤

Bog Forum

Torsdag den 10. november drog jeg til hovedstaden for at overnatte hos min søde veninde Janni, fordi vi havde besluttet os for at tage til Bog Forum fredag morgen sammen. Vi fik aftenen til at gå med at gennemgå programmet og skrive ned hvad vi hver især ønskede at se i løbet af weekenden. Fredag morgen forløb i forventningens glæde og vi væltede glade ind af døren ved Bella Centeret i København. Det var første gang vi var af sted begge to, så vi havde ingen idé om hvad vi skulle forvente.

Skuffede blev vi i hvert fald ikke!

Fredagen forløb stille og roligt hvor vi gik rundt og kiggede på alle standene og mentalt kærtegnede de bøger vi ønskede os (så vi har befamlet en del uskyldige bøger i den weekend…). Jeg var til et oplæg om 5 klassiske debutantfejl hos nye forfattere ved Skriveværkstedet. De var meget basic men nogen gange er det okay at blive mindet om disse ting, så jeg tog en flyer med hjem til at minde mig om det Heidi Korsgaard fortalte i sit oplæg.

Derefter fik jeg mødt Nanna Foss og fik signeret mit eksemplar af Leoniderne! Nanna var super sød og jeg glæder mig til at læse det kommende bind 3 i Spektrum serien.

2016-11-11-23-14-46

Vi var også forbi Hvid Scene og høre Patrick Ness snakke om Monster og jeg kan slet ikke komme mig over hvor nede på jorden og behagelig Patrick Ness var i virkeligheden. Jeg har igennem længere tid fulgt ham på Instagram og hygget mig over det faktum at han deler utroligt mange billeder af sin kat (som lige har haft forstoppelse, det lille pus). Kald mig bare sær, men jeg elsker når kendte mennesker er afslappede (og jeg kan anbefale hans IG til alle der trænger til et smil i løbet af dagen).

2016-11-11-15-37-11

Senere så vi Abdel Aziz Mahmoud snakke om sin aktuelle bog Hvor taler du flot dansk som omhandler den gængse indvandrer og integration. Det var et både morsomt og inspirerende liveinterview om nogle meget samfundsrelevante emner, og jeg vil helt klart glæde mig til at læse hans bog!

Jeg så også Lars Mikkelsen derude i løbet af dagen. Jeg har ikke set hans navn på programmet så han må have været der af private grunde. Ikke desto mindre var det meget svært for mig ikke at gå hen og kramme ham. Manden er en samfundsskat, og jeg elsker hans stemme ❤ Men det tror jeg havde været lidt svært at forklare ham, så jeg dyede mig og gik et andet sted hen.

 

Lørdag var en super travl dag! Fredag ankom min veninde Lisbeth også og vi havde alle vidt forskellige planer for hvad vi ville se i løbet af lørdagen, og der blev taget nogle hårde prioriteringsvalg, fordi der var så meget godt der lå samtidigt. Jeg valgte for eksempel at undvære at se Lene Kaaberbøl fordi jeg har mødt hende før, og hun var der udelukkende for at signerer og ikke snakke.

Vi var kommet lidt sent ud af fjerene og køen til at komme af med overtøj tog længere tid end forventet så vi nåede kun lige at skimte Dennis Jürgensen hen over hovedet på en masse mennesker og det samme med Milena Penkowa. Derefter fik vi alle signeret vores bøger af Patrick Ness, som vi ikke havde nået at få gjort dagen før. Mine veninder havde begge måtte købe en signeret udgave af hans bog, men ønskede samtidigt også begge at få deres eget navn skrevet ind i bogen, så vi stod alle 3 i kø. Han tog det ved godt mod og signerede Lisbeths ”Who made me sign my name twice” haha!

2016-11-12-21-33-33

Derefter var jeg ovre og se Sebastian Klein snakke om hans bog Fra min faders skygge som har været temmelig meget i medierne. Det viste sig at medierne har været lige lovlig hurtigere til at dømme en bog på dens omslag, for titlen faktisk var ment som en joke. Dog er bogen stadig alvorlig og Sebastian har forsøgt at give et retvisende billede af sin far som menneske. Den lyder som en emotionel oplevelse og jeg håber at jeg på et tidspunkt kan komme til at læse den.

Hella Joof har lige udgivet en bog hun kalder Papmachéreglen og hun skulle liveinterviewes på Gyldendals Tranescenen. Men vedkommende som skulle stå for interviewet fik dobbeltbooket sig selv, så Hella besluttede at stille op alene og fortælle om et par af reglerne fra hendes charmerende lille bog. Jeg er ikke ked af at indrømme at jeg græd af grin før de 20 minutter var gået, den kvinde er simpelthen fantastisk! Hun har så meget livsglæde og hvis der er noget jeg ærgrer mig over efter denne weekend, så er det at jeg ikke købte hendes bog og fik en krusedulle af hende. Men pengepungen havde mig i sin magt og der var så mange andre bøger jeg havde besluttet mig for at købe.

Lørdag blev også dagen hvor jeg fik signeret min kopi af Ondskaben som jeg i fordums tid har læst i folkeskolen og knuselsket lige siden. Det var derfor et stort øjeblik for mig at kunne trykke mit signerede eksemplar ind til mig, og læse videre hvor jeg var kommet til (genlæser den for nostalgien).

Da jeg er kæreste med en islænding har jeg en hvis interesse i den nordliggende ø og jeg besluttede derfor også at tage forbi interviewet med Yrsa Sigurdardottir som gæstede Bog Forummet om lørdagen. Hun blev interviewet af Ida Wohlert og Sara Blædel, som tydeligvis var en kæmpe fan af Yrsa. Selv gør jeg mig ikke så meget i krimi genren, og da de desværre ikke havde nogle islandske kopier med af bogen, blev det heller ikke til et køb for mit vedkommende.

Jeg fik også købt og signeret Ravnens Hvisken af Malene Sølvsten. Jeg har ganske vidst allerede læst og anmeldt den, men jeg elsker dansk fantasy og vil gerne støtte op om det når nu hun kommer med flere bøger! Dog spurgte hun ind til hvem af karaktererne jeg bedst kunne lide og spørgsmålet tog mig lidt på en mental sengekant (laaaaaaaang dag) så jeg sagde bare det første navn jeg kunne komme i tanker om og jeg kunne se at hun ikke helt forstod mit valg… Lidt pinligt, når jeg nu lige har læst den og så ikke kan huske karakternes navn haha.

Jeg var også inde og høre Lene Dybdahl fortælle om hendes nye fantasy serie ved navn Skyriel. Da det foregik på børnescenen (og i kraft deraf var temmelig pædagogisk) følte jeg ikke helt den store begejstring for at få læst bogen hurtigst muligt, men målgruppen var tydeligvis ikke møntet på os ”ældre børn”. Ikke desto mindre står den på min venindes reol og jeg agter at stjæle den næste gang jeg har en rolig stund. Den kunne måske være en god read-a-thon bog? Hmm.

Lørdag var simpelthen spækket med oplevelser, og aldrig har jeg været så ked af ikke kunne klone mig selv og se alting.

 

Søndag var lidt mere afdæmpet og i et stille og roligt tempo.

Vi ville gerne have set Ole Henriksen, men valgte at sove lidt længere og komme senere. Jeg så ham dog alligevel flere gange i løbet af dagen. Den skjorte var ikke til at overse!

Derudover fik jeg købt og signeret et eksemplar af Vejen til Panteon af Boris Hansen som så en smule fortvivlet ud da jeg fortalte at jeg glædede mig til at læse den og havde hørt gode ting om den. Han spurgte en forsigtigt om jeg var en bog blogger og han blev en anelse mere hvid i ansigtet da jeg sagde ja haha. Jeg er sikker på han ikke har noget at være så bekymret for, men hvis jeg stod i hans position (krydser fingrer for det sker en dag) så havde jeg det nok på samme måde. Bog bloggere kan være hårde kritikere.

Derefter så jeg Lisbeth Zornig og Michael Lindholm snakke om deres nye bog Bundfald på Hvid Scene. Bogen tager udgangspunkt i virkelige hændelser men formidlet som skønlitteratur. Generelt var Lisbeth og Michael så inspirerende at høre på at jeg er ret sikker på jeg skal have læst den bog snart. Jeg har fundet den på mofibo selvom det pinte mig ikke at kunne købte et fysisk eksemplar med en signering af forfatterne. Suk!

Vi var også forbi og høre Anders Fogh Rasmussen snakke om hans nye bog Viljen til at lede som handler om at han mener USA bør fremstå som en slags verdenspoliti. Det vil jeg nu mene at de allerede gør for meget til min smag, men vi kan jo ikke alle være enige! Det lød dog ikke som om Hr Fogh havde særlig meget held med at få Donald Trump i tale, så nu må vi hvordan det går.

Vi afsluttede søndagen med at se et liveinterview hvor Anders Lund Madsen interviewede Julia Lahme og Geo, vedrørende bogen Før jeg forsvinder af Paul Kalanithi. Det blev et interview om deres forhold til døden og til at være pårørende til folk som kæmper for at overleve. Det var i mine øjne en fantastisk afslutning fordi hver gang de blev lidt for triste eller meningsfulde, sørgede Anders Lund Madsen lige for at løfte stemningen og holde humøret oppe.

2016-11-13-16-02-28

Alt i alt var det en virkelig dejlig weekend og jeg kommer tilbage efter mere næste år!

Anmeldelse af De Urolige af Linn Ullmann

Jeg har det rimelig ambivalent med den her bog. Den var vældig smukt skrevet men den var ret kedelig. Den havde ikke nogen klar pointe men det tror jeg var med vilje. Ikke desto mindre befandt jeg mig umiddelbart i dyb forvirring efter jeg havde afsluttet den. For hvad var meningen lige? Det virker som om den handler om forældre der gerne vil opføre sig som børn, men modsat handlede den bestemt ikke om børn der så skulle opføre sig som voksne. Eller at den måske handlede om den svære afsked med en døende forælder, selvom det i princippet ikke er den samme forældre som du voksede op med, for demens og senilitet har taget livet af dem, men så alligevel ikke. Eller måske at være født uden for ægteskab i en tid hvor det blev set ned på, og hendes mor skammede sig. Eller måske at være enebarn og have et usundt forhold til sin bortrejste mor (nøj hvor kunne hun skabe sig, hvis hun ikke ringere på det aftalte tidspunkt). Måske handler bogen om ingen og samtidig alle disse ting. Jeg ved det virkelig ikke.

Bogen hoppede rundt i fortællerens tidslinje og det var lidt svært at følge med i hendes liv, ud over de udpluk af samtaler hun havde med din far. Som var mildest talt frustrerende! De gentog dem selv hele tiden, og han blev tydeligvis dårligere og dårligere. Hele formålet med samtalerne er at hun vil skrive en bog om det at blive gammel. Deres projekt kommer også på mange punkter til at handle om faderens liv og er en mulighed for datteren at lære sin far bedre at kende, fordi han som tidligere filminstruktør og far til 9 børn med 6 kvinder (hvoraf hun er den yngste) har været igennem lidt af hvert. Men faderen har ikke lyst til at svare på alle spørgsmålene, så de steder hvor jeg følte at det kunne være spænende at høre hvad han faktisk havde at sige til dette, nægtede han at tale om det. Jeg er sikker på at man som læser skal kunne føle fortællerens frustration over at forsøge at snakke med denne gamle mand, på grænsen til at dø, men efter nok gentagelser blev jeg bare frustreret over gentagelserne og så tror jeg pointen faldt til jorden i mit tilfælde.

Udover samtalerne med faderen møder vi også fortællerens mor. Hun mødte faderen igennem arbejde, fordi hun var skuespiller i flere af hans film og de fik et barn sammen. Moderen var ikke voldsomt god til at tage vare på sin datter, fordi datterens store kærlighed frustrerede hende mere end den varmede. Derfor var moderen ofte bortrejst og overlod datteren til barnepiger på stribe så hun kunne ses med mænd og arbejde rundt om i verden efter hendes lyst, hvilket i min verden er et overgreb i sig selv.

Bogen handler om at skildrer livet på en så præcis måde som muligt og det er nok mest af alt her kæden knækker for mig. Jeg har ikke brug for at læse en bog om noget jeg gennemgår hver dag, nemlig livet. Jeg nyder i den grad at være i live, men jeg nyder også at drømme mig til fjerne kyster og på vilde eventyr med hjælp fra bøger. Denne bog trak mig over Øresund og viste mig et bud på et liv der, og det er så utilstrækkeligt for mig at jeg blev så irriteret at jeg gav bogen 2 stjerner, selvom den er skrevet ih og åh så smukt, selvom den er prisvindene og anerkendt, selvom den faktisk får sagt nogle gode ting fra tid til anden. Jeg var ærlig talt lidt skuffet.

Anmeldelse af Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten

Om blot 10 dages tid løber dette års Bog Forum af staben i Bellacenteret i København og jeg har for første gang fået købt mig en billet! Jeg glæder mig allerede som et lille barn over at skulle møde Patrick Ness og Jan Guillou, fordi jeg tudbrølende elsker deres bøger! Men der kommer jo også mange andre forfattere som fortjener både tid og kærlighed, og jeg har derfor udarbejdet en lidt ambitiøs læseliste som jeg så vidt muligt ønsker at kværne inden.

På denne liste var blandt andet Ravnenes Hvisken som er en debutroman af Malene Sølvsten. Jeg ejer den ikke selv endnu, men jeg fandt lydbogen på mofibo og tænkte why not. Lydbogen er næsten 21 timer lang (bogen er 700 sider), så jeg tænkte at den kunne jeg da stille og rolig snige mig igennem de kommende par uger… den første aften jeg tændte for den hørte jeg de første 10 kapitler i træk, hvilket svarer til 3-4 timer af lydbogen. Derefter sov jeg seks timer for så at vågne tidligt og høre de næste 2 timer inden jeg stod op. For nærmest hvert kapitel ender i en cliffhanger, og selvom jeg satte den på pause og forsøgte at sove, måtte jeg tilbage og starte den for at høre næste kapitel også. Jeg blev således færdig med den i løbet af et par dage.

Bogen handler om 17-årige Anne som er clairvoyant, og kan se folks fortid bare af at stå for tæt på dem. Hun har ikke ret meget kontrol over sine evner, og undgår bevidst andre menneskers selskab. Hun begynder i gymnasiet ved bogens begyndelse, i den lille flække hvor hendes forældre boede, indtil de forsvandt sporløst og efterlod hende til systemet og utallige plejefamilier. Hendes eneste ven er hendes kæmpe af en hund, der meget passende går under navnet Monster. Men alt dette ændrer sig på hendes første skoledag hvor hun møder Luna og Mathias, som af uforklarlige årsager ønsker at lære hende bedre at kende, til trods for hendes bedste forsøg på at undgå dem. Denne bog starter som enhver anden teenage sapstory om en pige der er sikker på hun er bedre tjent med at være i fred, men alligevel ender med at få venner. Men meget hurtigt ændrer alting sig, for Anne drømmer om en rødhåret pige som bliver myrdet og får ridset en rune ind i ryggen med en kniv. Samtidig begynder en morder at myrde unge rødhårede piger, og en af dem går sågar i Annes klasse. Det er svært at fortælle meget mere om bogens handling uden at afsløre for meget. Men I kan læse bagsideteksten på goodreads, hvis I ikke allerede har gjort det. Og ja, den der ildevarslende ”En vil hun forelske sig i. En vil blive hendes bedste ven. En vil redde hendes liv. Og en vil slå hende ihjel.” Bliver besvaret i første bog, så man ikke sidder på pinebænken frem til næste bog bliver udgivet næste år. Alt andet havde da været ondt.

2016-10-31-13-28-46

Det her er en af de der historier hvor alting sker påfaldende samtidigt. Hun har levet i 17 år uden at møde nogen som hende selv og pludselig vrimler hendes omgangskreds med sære væsner, mennesker med overnaturlige kræfter og alt muligt andet. Det er hele den der påfaldenhed der skærer lidt i mine ører. Jeg kunne heller ikke helt lade være med at fnyse lidt af at der åbenbart er smukke mænd overalt som alle med ét finder Anne vildt attraktiv. Selvom jeg nu sagtens kan sætte mig ind i hendes fascination af den smukke Varnar med den nordiske accent (min kæreste er Islænding, så jeg kender fænomenet).

Jeg syntes det er super fedt at man bliver taget med bukserne nede, når man læser bogens begyndelse med en god portion eye-rolls, fordi man tror man ved hvad der skal ske og det hele så bare går amok. Men måske der godt kunne have været lidt mere opbygning, eller hvert fald mere af det som var en del af hendes hverdag inden det går løs. Dog skal det siges at jeg syntes det er super fedt med mere dansk fantasy! Jeg elsker at det er ved at være en genre vi endelig tager lidt mere seriøs og skænker den opmærksomhed den fortjener. Som kommende danske fantasy forfatter støtter jeg heftigt op om dette!

Alt i alt en solid debutroman fra Malene Sølvsten og jeg glæder mig meget til at møde hende på Bog Forum og få købt en signeret kopi af bogen. Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner fordi den havde et godt flow, og en fed historie der til tider overvældede en smule. Jeg glæder mig virkelig til at se hvad der skal blive af Anne i den næste bog.

Read-a-thon #2

Årh der er altså ikke noget som at putte sig i sin egen seng med en varm kop kakao efter et read-a-thon. Det var min femte deltagelse (men det er kun anden gang jeg laver et blogoplæg, hence the title) og traditionen tro tilbragte jeg mit læsedøgn på min veninde Lisbeths sofa, selvom vi denne gang også havde to veninder med fra gymnasietiden. Det va’ ski’ hyg’li som man siger på fynsk ❤

Jeg må ærligt indrømme at det ikke har været mit mest motiverede read-a-thon til dato. Jeg havde været til en Halloween fest om fredag og kom derfor ind af døren i sidste øjeblik og med nogle rigtig grimme tømmermænd. Jeg hader alkohol.

Jeg havde overmodigt medbragt fire bøger i håb om at jeg kunne nå måske tre af dem. Det var svært at vælge imellem dem, men til sidst begyndte jeg på The Last Wish af Andrzej Sapkowski som min første bog. Efter 20 sider på en time bukkede jeg under og tog min første lur (fik jeg nævnt at jeg hader alkohol?) Suk.

2016-10-22-13-52-42

Efter jeg vågnede fik jeg endelig hanket lidt op i mig selv og læste videre. Hvis nogen kender de populære The Witcher spil, kan jeg afslører at dette er bog et i serien som spillene bygger på. Jeg er rimelig inkarneret fan af spillene og havde derfor høje forhåbninger om at bogen vil indgyde til lige så meget awesomeness, for bogen er bare oftest bedre. Kodeordet her er oftest for jeg blev grumt skuffet. Bogen var skrevet som en række individuelle noveller med nogle af de samme gennemgående karakterer. Hvert kapitel eller historie (som man vælger at se på det) lagde sig tæt op af et kendt eventyr med et gloomy twist. Af dem jeg genkendte var der Skønheden og Udyret, Aladdin og Snehvide. Det var som sådan okay, men det kom bare som lidt af en overraskelse for mig fordi jeg troede at det var et univers der ville minde meget mindre om vores eget og kombineret med at der var alt for meget snak endte jeg med at være temmelig skuffet over bogen.

“People,” Geralt turned his head, “like to invent monsters and monstrosities. Then they seem less monstrous themselves. When they get blind-drunk, cheat, steal, beat their wives, starve an old woman, when they kill a trapped fox with an axe or riddle the last existing unicorn with arrows, they like to think that the Bane entering cottages at daybreak is more monstrous than they are. They feel better then. They find it easier to live.” Side 167

Der var også mange små ting som ikke gav mening, og bogens egentlig plot blev aldrig gjort særlig klart, så det ved jeg slet ikke hvad var. Jeg regner dog stadig med at læse de andre bøger i serien og se om de ikke nok bliver bedre. Og ellers må jeg tage til takke med at nyde spillet der jo stadig er super fedt. Jeg endte altså med at give bogen 2 stjerner.

Den næste bog jeg gik i gang med var Lips Touch af Laini Taylor. Denne var faktisk en decideret novellesamling, men ulig The Last Wish var jeg bekendt med dette inden jeg begyndte på den. På et tidspunkt i nat lagde jeg også The Last Wish til side med en frustreret følelse og begyndte på Lips Touch for at få et afbræk. Jeg har nået at læse 60 % af bogen, hvilket er de første 2 noveller og et stykke ind i den tredje. Den første novelle var temmelig kort i forhold til de to andre i bogen, og ærlig talt en smule kedelig. Jeg fandt den forudsigelig og hovedpersonen var da simpelthen et tåbeligt pigebarn… Den næste fandt jeg meget mere sælsom og smuk, selvom jeg ikke helt forstår hvorfor hun har valgt at den skal foregå i vores verden (Indien for at være præcis) for nogle af de ting som man skal acceptere som en del af bogens virkelighed, fremstår lidt klodsede i en verden man faktisk kender. Dog nød jeg den og dens slutning meget mere. Og den var bestemt ikke forudsigelig! Den frøste novelle får derfor også 2 stjerner for tåbelige pigebørn og forudsigelighed, den anden for 4 stjerner for at være langt mere det jeg havde forventet, men ikke topkarakter på grund af det underlige worldbuild. Jeg mangler lige godt 100 sider af den sidste novelle, så den kan jeg ikke sige så meget om endnu.

Alt i alt var det altså ikke mit bedste read-a-thon. En ting er manglende motivation, men noget andet er når man regner med at læse en fantastisk bog der kan sluge ens opmærksomhed og man så pludselig skal tvinge den ned. Det er jeg lidt skuffet over må jeg sige (trælse witcher bog hmm). Men det var stadig skide hyggeligt med mine dejlige veninder og jeg har det som om jeg stadig har tømmermænd, så varm kakao og en lydbog er vidst lige sagen, så mine trætte øjne ikke skal pines mere i dag haha.

Anmeldelse af Kingkiller Chronicles-serien af Patrick Rothfuss

Serien Kingkiller Chronicles består indtil videre af 2.5 bøger og jeg anmelder her de første 2; The Name of the Wind og The Wise Man’s Fear der sammenlagt er på 1660 sider. Og ja det skulle altså med i anmeldelsen. Bog 2.5 er en kort roman om en af bipersonerne som jeg ikke har læst endnu, og som vidst ikke har en afgørende betydning for bøgernes handling. Der er en sidste bog undervejs til at afslutte trilogien.

Bøgerne handler om Kvothe, en yderst intelligent dreng der starter sit liv som sigøjner i en fantasy verden hvor de er næsten lige så ilde anset som de er det i vores verden. Historien begynder med at Kvothe er, om end ikke gammel, så i hvert fald ældre, da han sætter sig ned og fortæller om sit liv til en mand der ønsker at skrive hans biografi. Her starter den egentlige historie som indimellem afbrydes af nutids handlingen (som bestemt heller ikke er uden sin portions spænding). Fortids fortællingen er klart det der fylder mest af historien (deraf ’krøniker’ i serienavnet), for Kvothe har gennemlevet et særdeles interessant liv.

2016-10-06-13-17-58

Words are pale shadows of forgotten names. As names have power, words have power. Words can light fires in the minds of men. Words can wring tears from the hardest hearts. There are seven words that will make a person love you. There are ten words that will break a strong man’s will. But a word is nothing but a painting of a fire. A name is the fire itself. – The Name of the Wind

Det er svært at forklare hvad denne bog handler om for Kvothe indleder sin fortælling med at opridse nogle af hans mest imponerende præstationer, men da mange af disse indeholder navne på både personer og steder, som vi endnu ikke kender til, sidder man lidt med en følelse af at man burde være imponeret, men man ved endnu ikke hvorfor. Det er ret svært at lade sig overvælde af noget man ikke aner hvad indebærer, så det er først i løbet af bøgerne at jeg har kunne sidde med en aha-følelse. Jeg kan i bakspejlet godt se det sjove i denne manøvre, men nu ved jeg jo lige pludselig også hvad der skal ske når jeg genlæser ordene (de er bagside teksten på den første bog). Også selvom hans udtalelser aldrig helt stemmer overens hvad der virkelig skete – udtalelserne bygger på rygter, så de er ikke 100 % troværdige. Hvilket minder mig om at det er sjovt hvor stor en rolle rygter spiller i den her bog. Det er underholdende at vidne til hvordan en fjer hurtigt bliver til 4 høns når Kvothe taktisk undlader at udtale sig på de rigtige tidspunkter og samtidig give folk en smagsprøve på hans evner når der er et publikum. Det kan dog også blive lidt meget spil for galleriet, men det tror jeg også er det bogen ønsker.

Jeg indrømmer gerne at jeg græd som et lille barn et par gange i den første bog (den skarpe bloglæser vil nok have observeret at den slags gør jeg en del. Suk). Kvothes liv er en blanding af forunderlige hændelser og rædsom sorg. Det var dog ikke noget nær lige så slemt i bog 2 hvor følelsesregisteret ikke blev udfordret i lige så høj grad for mit vedkommende. Men jeg følte også at Kvothe i bog 2 blev mere arrogant og selvoptaget. Jeg håber dog at der er en mening bag han opførsel som i sidste ende får en betydning for bog 3’s udfald, for i nutidsbidderne er der bestemt intet at spore af den jeg-er-en-gud attitude som til tider blev for meget i The Wise Man’s Fear.

It’s the questions we can’t answer that teach us the most. They teach us how to think. If you give a man an answer, all he gains is a little fact. But give him a question and he’ll look for his own answers… That way, when he finds the answers, they’ll be precious to him. The harder the question, the harder we hunt. The harder we hunt, the more we learn. – The Wise Man’s Fear.

Bøgerne er velskrevne og fantasyverdenen er spækket med kulturforskelle og flotte mentale billeder, og de var en fornøjelse at læse! Humoren er god og jeg har flere gange siddet og grinet mens jeg læste dem. Jeg har valgt at give The Name of the Wind 5 stjerner, men kun 4 til The Wise Man’s Fear for Kvothes overlegne attitude, fordi de gav mig lyst til at stikke ham en lussing flere gange.

På dansk hedder serien Kongedræberkrøniken; Vindens Navn og Dragedræberen og er udgivet ved Tellerup. Jeg venter i ulidelig spænding på bog 3 som kommer til at hedde Doors of Stone på engelsk, men som desværre lader vente på sig! Det tætteste jeg kommer på en udgivelsesdato er andre ivrige bloggeres gætterier på hvornår Patrick Rothfuss overhovedet annoncerer den (diverse comic cons og den slags), men indtil videre har de alle taget fejl. Jeg vil ikke komme med noget gæt, men bare sætte mig og se utilfreds ud. For bogens titel hentyder til noget der er med i de andre bøger, og som endnu er totalt uudforsket, så jeg glæder mig meget. Kvothe er nysgerrig til det punkt at det er ved at få ham slået ihjel gentagende gange, og indtil videre er mysteriet om disse døre gået relativt stille forbi. Og min nysgerrighed holder snart ikke til det.