Kender I det der med at man føler man mangler lidt perspektiv på ens liv, og en bog genskaber balancen der var blevet lidt for tvær og sur? Allerede da jeg læste beskrivelsen til denne bog på Goodreads, vidste jeg at dette var sådan en slags bog. Og jeg må ærligt indrømme at jeg trængte til det efter hårde reeksamener! Til at få mit liv sat i et lidt mere positivt og optimistisk lys og til en rigtig gennemført tudetur! Og hold da helt op hvor var den her bog alle pengene værd ❤ Jeg græd allerede ved prologen… PROlogen før bogen overhovedet rigtigt er begyndt… Det har jeg godt nok aldrig været ude for før. Derudover knuselsker jeg bogens design der ligesom bogen er delt op i hans liv før og efter diagnosen:
I vores tidsalder har vi vidst alle sammen haft kræft inde på livet i større eller mindre grad. Mit første møde var da min mors far blev erklæret terminal, men jeg var for ung til at forstå det, og havde heller ikke et særlig tæt forhold til ham. Værre var det da en af mine klassekammerater døde i en alder af blot 10 år og gjorde hele skolen opmærksom på vores egen dødelighed i en alt for ung alder. Bøger om kræft har det med at være hjerteskærende fortællinger netop fordi dette kan ske for enhver og alle kender nogen der har/har haft det. Denne bog gør så meget mere ondt fordi den ikke er fiktion men en døende mands sidste minde og det får ubarmhjertigheden til at fremstå så meget desto tydeligere. Specielt fordi han fik diagnosen et år før han blev færdiguddannet som neurolog – uddannelse dedikeret til at redde andre mennesker. Det er ironisk på den mest tragiske facon.
“One night on the sofa in my apartment, while studying the reams of wavy lines that make up EKGs, she puzzled over, then correctly identified, a fatal arrhythmia. All at once, it dawned on her and she began to cry: wherever this “practice EKG” had come from, the patient had not survived.”
Dette er et lidt langt citat, men det ramte noget I mig, netop fordi det var sådan jeg havde det mens jeg sad og læste bogen. Paul Kalanithi døde i marts sidste år og efter at have lært ham at kende, både på godt og på ondt, tog jeg oprigtigt del i sorgen over hans død. Den her bog er meget filosofisk omkring død og liv, og til trods for det hårde emne formår Kalanithi også at joke lidt med, som i dette citat fra hans første uge på hospitalet:
“What a call to make. In my life, had I ever made a decision harder than choosing between a French dip and a Reuben?”
Selvfølgelig skal man ikke se bort fra at dette er en selvbiografi og man behøver ikke æde det hele råt, men jeg føler stadig at det er en kraftfuld bog på sin egen måde, og med en kandidat i litteratur og færdiguddannet som neurolog i en alder af 37, kan Paul Kalanithi helt klart bære sin fortælling.
”I began to realize that coming in such close contact with my own mortality had changed both nothing and everything. Before my cancer was diagnosed, I knew that someday I would die, but I didn’t know when. After my diagnosis, I knew someday I would die, but I didn’t know when. But now I knew it acutely. The problem wasn’t really a scientific one. The fact of death is unsettling. Yet there is no other way to live.”
Jeg havde simpelthen den skønneste oplevelse med at læse den her bog! Jeg har altid brugt offentlig transport som en meget offentlig mig-tid hvor jeg sidder fuldstændig opslugt og læser. På det sidste er det også nået et punkt hvor jeg går på gaden og læser imellem mine destinationer (oftest i forbindelse med til eller fra bussen). Mandag gik jeg fra bussen og hen til en veninde og jeg var næsten færdig med del 1 af bogen og han havde lige fået en forfærdelig nyhed om en af sine venner og jeg måtte lige have det sidste med af afsnittet inden jeg skulle til bogklubmøde om en anden bog. Imens jeg går der stopper der pludselig en kvinde ud for mig på sin cykel og hun kalder til mig og spørger hvad det dog er for en bog jeg læser siden jeg er nødt til at gå og læse på den måde. Jeg viser hende bogen og fortæller lidt om dens handling og hun siger ligeud til mig ”Du er simpelthen fantastisk”. Hun var så betaget af at jeg var så opslugt og hun ville frygtelig gerne læse den bog som kunne få en ung kvinde som mig til at gå langsomt gennem byen. Hun spurgte til titlen flere gange i håb om at hun kunne huske den når hun nåede hjem og jeg fortalte hende at bogen også snart fik sin debut på dansk. Inden afsked sagde hun til mig at hun gerne ville give mig en gave som tak for den hun lige havde modtaget og hun anbefalede mig at læse sonetter af Rainer Maria Rilke. Jeg er ikke den store ørn til digte, men efter sådan en dejlig oplevelse med et andet menneske er den selvfølgelig kommet på min læseliste!
Alt i alt en helt igennem fantastisk, følelsesladet læseoplevelse og det er ikke sidste gang jeg læser non-fiction som ellers hidtil ikke har været min genre. Jeg har valgt at give bogen 5 stjerner fordi jeg ikke kan slippe den med tankerne og til trods for dens sørgelige tema, er det også en smuk bog som fik mig til at smile og mindes den med en slags masochistisk glæde.
Til dem der hellere vil have bogen på dansk, kommer den til at hedde Før jeg forsvinder og udkommer ved Lindhart og Ringhof den 19. september.
Paper Quests 